Han tegnede Eremitageslottet og det snoede spir på Frelserkirken i København, men kun få kender hans navn

Seks stjerner til ny kæmpebog om 1700-tallets lidt oversete mesterarkitekt, der stræbte efter at sikre kongens by en plads blandt de moderne i samtidens Europa, og hvis bygninger har været definerende for København.

Eremitageslottet: det lillebitte slot med den store effekt. Det er kun en meget driftsikker arkitekt, der kan få pakket så mange barokke narrestreger ind i så lille en bygning. Anders Sune Berg

Et lillebitte slot, formet som en kompakt maggiterning af barokarkitektur. Næsten en kubus dér på toppen af bakken og på trods af sin størrelse en af de mest elegante og betydningsfulde bygninger i københavnsområdet.

Det er Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave, jeg taler om. Tegnet af arkitekten Lauritz de Thurah og opført mellem 1734 og 1736 som et lystslot, hvor kongen kunne holde sine jagtfrokoster en ermitage, som det hed. Altså uden for mange tjenere og ceremonier.