Her i efteråret 2022 er det 100 år siden, at den unge arkitekt Vilhelm Lauritzen grundlagde sin tegnestue.

Han var kun lige fyldt 28 og havde ikke været færdiguddannet mere end et enkelt år, men han var klar til at tage fat på de nye tider og fik da også hurtigt succes. Allerede samme år vandt han sammen med den jævnaldrende Frits Schlegel konkurrencen om en bygning til Daells Varehus på hjørnet af Nørregade og Krystalgade, og dermed etablerede han sig hurtigt som en af landets toneangivende unge arkitekter.