Godt og skidt: To små pladser i København - den ene er skøn, den anden hæslig

Hauser Plads og Gråbrødre Torv er næsten ens - både i størrelse og bymæssig situation. Men den ene er skøn, den anden hæslig.

Gråbrødretorv er i dag en af byens populæreste pladser. Platanen fra 1904 står endnu. Facaderækken til højre er torvets ældste og stammer fra tiden efter den første store brand i 1728. I nummer 3 boede Johan Herman Wessel, mens han skrev »Kierlighed uden Strømper«. Thomas Lekfeldt

Nogle af de vigtigste elementer i en god by er gode pladser og torve, og som alle turister ved, så er der ikke meget, der er skønnere end en lille listig plads i en sydeuropæisk by.

Den lille stenlomme med et springvand og med cafeer, restauranter og butikker rundt i periferien. Enhver, der har været i snart sagt hvilken som helst by i Spanien, Italien eller Frankrig, har set dem, og her er det mærkelige: På overfladen er sådan en plads noget af det simpleste: Et tomrum mellem huse og ikke andet.