For 30 år siden boede der rigtige mennesker i Københavns indre by. Den var til gengæld ved at dø

En Københavnersnude krydser sit spor: Indre by var ikke så gylden sidst i 1980erne. Som så mange andre steder i hovedstaden lignede den del af København en by i langsomt forfald.

Skindergade 34, Den Soldinske Stiftelse, Trøstens Bolig eller Kunstnerkollegiet. Kært barn har mange navne. Her boede jeg i slutningen af 1980erne – dengang der stadig var almindelige mennesker i indre by. Thomas Lekfeldt

En dag i efteråret 1987 fik min kæreste og jeg et brev i vores kolde, men hyggelige, fremlejede lejlighed på det ydre Nørrebro: Vi havde fået en lejlighed i Kunstnerkollegiet, Skindergade 34, København K!

Det var øjeblikkeligt wow og et helt vildt held, men den var god nok: En lejlighed lige midt i centrum af København, i et hus tegnet af selveste C.F. Hansen – det var næsten for godt til at være sandt for en arkitektstuderende.