Nørrebro har altid været first mover. Nørrebro var det første brokvarter, der blev udbygget, da de københavnske volde faldt midt i 1800-tallet, og 80 år senere var Nørrebro også det kvarter, hvor de første storkarreer blev bygget: Det kæmpestore Hornbækhus, der ligger ud til Ågade, og som stadig er et hovedværk i dansk arkitekturhistorie, blev opført mellem 1922 og 1923.
Cirka samtidig blev den æstetisk langt mere beskedne karré mellem Borups Alle, Skotterupgade og Humlebækgade bygget, og knap 65 år senere blev Humlebækgade 13 adressen på min første rigtige lejlighed i København.