Folket elskede den, mens arkitekterne slog 'flikflak' af raseri. Nu fylder kendt københavnerpark 40 år og skal restaureres

Mange arkitekter rynkede på næsen, da Amaliehaven blev indviet i 1983, men siden blev den en stor, folkelig succes. Det fortæller Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl, i forbindelse med, at haven skal restaureres og føres tilbage til sit oprindelige udtryk.

Amaliehaven var en gave til det danske folk og er med sine næsten 40 år en af Københavns yngste parker. Nu skal den have en opgradering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Rahbek
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det næste års tid er det ikke muligt at sætte sig til rette på en af bænkene i Amaliehaven ved Amalienborg i København. Anlægget, der fylder 40 næste år, er i fuld gang med at blive restaureret og holder derfor lukket frem til december 2023.

Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der med en donation på 65 millioner kroner gør det muligt at genskabe havens udtryk, hvilket netop er målet med restaureringen, oplyser Slots- og kulturstyrelsen.

For eksempel skal bastioner, trapper, ramper og havemure have en kærlig hånd, og teknikken, der med fire årtier på bagen er forældet, skal opdateres. Planter og buske skal også hjælpes på vej.

»Arbejderne udføres nænsomt for at tage hensyn til Amaliehavens velvoksne planter og træer, der så vidt muligt vil blive genanvendt. Når Amaliehaven åbner igen i 2023, vil den derfor i sin helhed fremstå, som da haven blev indviet i 1983, omend med en mere velvoksen beplantning,« skriver Slots- og Kulturstyrelsen blandt andet i en pressemeddelelse.

Landskabsarkitekter slog »flik flak« af raseri

I dag er Amaliehaven et tilløbsstykke og på listen over seværdigheder, turister skal se, ligesom københavnere i stor stil slår sig ned på bænkene med udsigt til det store springvand i midten af haven.

Blandt arkitekter var stemningen dog alt andet end positiv, da sløret blev løftet for den nye have, som skulle ligge mellem Amalienborg Slot og havnefronten, hvor Larsens Plads oprindelig lå. Det var herfra, håbefulde danskere i sin tid sejlede til Amerika med drømmen om et bedre liv.

Amaliehaven ligger mellem Amalienborg Slot og havnefronten, hvor danske udvandrere i sin tid steg på skibet til Amerika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Rahbek/Arkivfoto.

Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl, flyttede til København i 1980 og fulgte debatten om pladsen, som var en gave fra A.P. Møller Fonden til det danske folk. Udover springvandet i midten blev der i hver ende placeret et vandfald. Samtidig skulle de to niveauer med hække og mure skærme mod Toldbodgade på den ene side og havnen på den anden.

Man kunne få den tanke, at både arkitekter og københavnere jublede ved udsigten til, at den kedelige grund skulle genopstå som en grøn park i en tid, hvor København var ludfattig, og havnefronten ikke var noget at skrive hjem om. Det var dog langtfra tilfældet.

»Da den blev annonceret, var danske landskabsarkitekter ved at slå flik flak af raseri, og da den åbnede, var der ingen grænser for, hvor hæslig de mente, at den var,« husker Holger Dahl.

»Meget udansk«

​Kritikken gik blandt andet på valget af havearkitekt og kunstner, fortæller han.

»Man havde valgt den belgiske havearkitekt Jean Delogne. Det duede jo ikke, at man ikke bad en dansker om at lave det,« siger Holger Dahl, som også husker polemikken omkring kunsten inde i haven. Den består blandt andet af fire søjler udført af den italienske kunstner Arnaldo Pomodoro.

Italienske Arnaldo Pomodoro står bag kunsten i Amaliehaven. Han begejstrede ikke datidens landskabsarkitekter, som efter sigende kaldte ham »tomaten«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Rahbek.

»Ingen havde hørt om ham, og folk mente desuden, at det var mærkelig kunst. Kritikken lød også på, at det var meget udansk med de store bastioner. Og så var der beplantningen. Den var de også sure over. De mente, der var for mange arter oveni hinanden, og at det lignede en planteskole,« tilføjer Holger Dahl, som selv havde et mindre forbehold.

»Man kan sige, at den brød den forbindelse, der tidligere var mellem Amalienborg og resten af byen. Oprindeligt lå slottet jo lige ud til havnen op og ned ad noget rod. Det kunne også noget,« siger Holger Dahl.

Det var også dem, som mente, at haven afveg for meget fra arkitekt Nicolai Eigtveds oprindelige plan fra 1700-tallet, og at haven ville ødelægge stedets ånd, skriver A.P. Møllerfonden.

Stor folkelig succes

​Nok var arkitekterne skeptiske, men det er som bekendt langtfra altid et udtryk for den generelle holdning i befolkningen. I hvert fald endte Amaliehaven med at være en stor, folkelig succes, fortæller Holger Dahl.

»Det viste sig, at folk tog haven til sig med det samme. Den har de her små lommer og rum, hvor man kan sidde skjult for byen og hygge sig, og det har gjort, at den er blevet enormt populær. Folk synes, den er skøn,« siger Holger Dahl, som dog mener, at man i dag nok ville designe den anderledes.

Københavnerne tog straks den nye park til sig, og springvandet er stadig populært, når hedebølgen rammer byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix/Arkivfoto.

»Den er tydeligvis tænkt i en tid, hvor man mente, at havnefronten ikke kunne bruges til noget. Den orienterer sig ikke så meget mod vandet og lukker på sin vis sig selv inde,« siger Holger Dahl, der ikke har hørt den kritiseret i mange år.

»Den bliver måske ikke anset som verdenskunst, men der er så vidt jeg ved heller ikke nogen, der kritiserer den i dag. I dag er den jo langt hen ad vejen blevet et mødested for turistbusser og henvender sig måske især til byens gæster frem for københavnerne,« siger han.

Amaliehaven ejes i fællesskab af Københavns Kommune og staten ved Slots- og Kulturstyrelsen. Den vil være lukket for gæster i hele perioden, hvor restaureringen finder sted, men vil så til gengæld ligne sit oprindelige udgangspunkt, når den åbner igen. Hvis nogen ellers kan huske 40 år tilbage.