Solen skinner over Øresund sådan en fredelig fredag formiddag på Skovshoved Havn, her i den uvirkeligt skyfri forsommer 2023.
Når man lige runder Arne Jacobsens fantastiske benzintank og begiver sig ud på nordmolen, bemærker man straks, at man er kommet til et slags dansk la-la-land.
Her er et stilfærdigt liv i det fri, her er velklædte herrer i sejlersko og striktrøjer, og her er en række små, mønjerøde barakbygninger, sådan nogle, som der skal være i en havn, og det ser ud til, at nogle af dem endda fungerer som restaurant.
På de velvoksne skuder, der ligger til kaj, eller hvad det nu er, de gør, kan man se, at klientellet her i havnen hører til i den mest velbjærgede promille af den danske befolkning, og i det hele taget emmer Skovshoved Havn af diskret overskud – og det gør naturligvis ingenting. Det skal den være hjertelig velkommen til.
Beskidte havne tiltaler mig
Selvom jeg nogle gange tror, at jeg har været sømand i et tidligere liv, har jeg aldrig været sejler i dette. Jeg har ikke noget forhold til de hvide både her, og heller ikke til hele livsstilen, der lavmælt udfolder sig i morgensolen. Jeg har dog altid elsket havne. Ligesom Osvald Helmuths forsagte kontorist i revyklassikeren »Havnen« har jeg altid godt kunnet lide at slå et slag ned til havnen, hvis jeg var i nærheden af sådan én.
Det har bare altid været de aktive, rodede og beskidte havne, der har tiltalt mig. Sådan nogle med et værtshus, der hedder »Hong Kong«; med tatoveringer, skipperskrøner og længsel. Fiskerihavnene som i Esbjerg i gamle dage eller store containerhavne som i Hamburg eller Rotterdam. »Er en fribytter ikke en sejler?« spurgte Tom Kristensen i sin debutdigtsamling, »Fribytterdrømme«, og joda – det er han eller hun, og drømme om den store verden bag horisonten har vi alle.
Jeg må endda indrømme ofte at have spejlet mig en smule i store Toms persona som fantasifuld cand.mag. med et alter ego som fascineret og langfartsforelsket bolværksmatros på kanten af den spraglede verden på de syv verdenshave.
Det kaotiske, men ordnede liv der udfoldede og udfolder sig i de havne, har altid tiltalt mig. Alle de mærkelige ting, man kunne kigge på, og al den rastløse aktivitet er jo det stof, drømme gøres af, og det er da nemt at forstå, at der findes tusindvis af bøger, digte, film og sange om den slags havne og kun meget få om fjordrejer og hvidvin i Skovshoved (ikke at der er noget galt med dét – bestemt ikke).
Helgod arkitektur
Nu ser det imidlertid ud til, at Skovshoved Havn selv vil til at tage del i fribytterdrømmene. Syd for havnen med de hvide millionærskibe er der opstået et mere rodet, men også mere æstetisk miljø omkring aktivitetsstedet og streetfoodudsalget Halgodt. Det er tegnet af arkitekterne Signe Stephensen og Christoffer Harlang, der begge har trådt deres barnesko i miljøet, og dén forbindelse er tydelig i den meget fine komposition, de har fået skabt her i havnens »rodede« ende.
Ligesom de friserede restaurationsbarakker på nordmolen er Halgodt mønjerødt, som den slags bygninger skal være, men samtidig er stedet langt mere i familie med havnens virkelighed. Store kantede blokke med en markeret gavlåbning, som om der var tale om skydeporte af samme type som på værftsbygningen lidt længere inde mod land.
En lille række mere containerformede barakker fungerer som streetfoodudsalg og skaber også et behageligt lærum, en lille plads syd for de store gavlvendte blokke. Her er helt enkelt rart at være, og kompositionen føjer sig uformelt og ligefremt til havnens fortælling om saltvand og overskud.
Gammel aura
Inde i de tre hovedbarakker, der har en kiphøjde på måske fem meter, er store åbent rum, der kan bruges til selskaber, fællesspisning, foredrag, eller hvad man nu lige kan finde på. De har blottede tømmerkonstruktioner af den flotteste slags, og i det hele taget finder hele projektet en fin balance mellem det henkastet praktiske, det kontekstbevidste og det kunstneriske. En balance, det faktisk er vanskeligt at ramme, selvom det lyder ret ligetil.
På en hævet terrasse ligger der 'La-Z-Boys' i bunkevis og afslører bare i kraft af mængden, at vi stadig er i la-la-land. Der, hvor man i 80erne gik i pastelfarvede skjorter og hørte strandvejsfunk. Skovshoved Havn har stadig den aura.
Det er et sted, hvor Osvald Helmuths kontorist nok var blevet bedt om at skride, men Halgodt er faktisk tæt på at være helgod arkitektur, og selvom jeg trods alt næppe finder næring til mine fribytterdrømme her, overvejer jeg da at komme forbi til en drink en dag i løbet af sommeren.
