»Se din by op’ fra tårnets top/tag for eksempel ud til Frelserkirken og så snegl dig op/mærk vinden suse i dit hår/den kommer … måske helt ude fra Klampenborg.«
De helt almindelige, men i Kim Larsens mund udødelige ord, ligger for evigt i baghovedet på mig og cirka alle på min alder, når vi kommer forbi Vor Frelsers Kirke – populært kaldet Frelserkirken – på Christianshavn.
Det farlige spir
Og det der med at snegle sig op til spirets top er sandsynligvis noget, enhver københavner har prøvet mindst en gang.
Det er, som sangen siger, meget blæsende deroppe, og det er bestemt ikke for folk med hang til højdeskræk, for af hensyn til proportionerne bliver værnet lavere og lavere, i takt med at man stiger op, og på toppen er det måske kun 20 centimeter højt, så helt dertil er jeg selv kun nået en enkelt gang i mit liv (jeg har hang til højdeskræk).
Tårnet på Frelserkirken er et af byens meste karakteristiske, og ligesom Rundetaarn er det et skønt stykke arkitektur, der tydeligt forklarer enhver, hvilke kræfter bygningskunsten rummer, når den formår at tale til vores forestillingsevne.
Men det tog tid at nå dertil. At kirken nu står der så færdig og sluttet som et af byens vartegn, er resultatet af en af de længste byggeprocesser i Københavns historie. En byggeproces, der på en måde strækker sig fra 1617 til 1752.
Allerede i de første planer for den nye by, Christianshavn, indgik ideen om en kirke, og et fundament blev nedlagt i 1620, hvorefter projektet gik i stå – måske på grund af pengemangel.
I hvert fald var ambitionsniveauet for det næste kirkeforsøg i 1639 blevet sænket meget. Nu skulle det bare være en midlertidig kirke, der kunne bruges, indtil en rigtig kirke kunne blive bygget.
Bygmester Niels Trolle fik endda besked på bare at finde noget inventar i slottets møbelbeholdning. Byggeriet af den midlertidige kirke gjorde, at man fik påbegyndt en opfyldning af det lave område, hvor den nuværende kirke endte med at ligge.
Der skulle gå mange år og mange konger, før Lambert van Haven i 1680 endelig kom i gang med det projekt, der endte med at blive den kirke, vi kender i dag.
Kirken var meget større end de tidligere forsøg, og byggeriet gik meget langsomt. De første to år efter beslutningen gik med at dræne og opfylde grunden, men endelig i 1682 kunne grundstenen nedlægges og arbejdet gå i gang.
Det tog så yderligere 14 år, før kirken var så færdig, at den kunne indvies i 1696, og på det tidspunkt manglede den endda stadig sit berømte spir.
Den lange byggeperiode og den sene færdiggørelse har gjort, at kirken i dag virker som et ægte stykke højbarok – især på grund af spiret, alteret og orglet.
Løgnen om spirets arkitekt
Mange fortæller en historie om, at spirets arkitekt kastede sig i døden fra dets top, da det gik op for ham, at det drejede mod uret. Han havde tænkt det modsat.
Det er en sjov historie, men den passer naturligvis ikke – også i 1700-tallet kunne man finde ud af at kigge på en tegning.
Spiret blev tegnet ad Laurids de Thurah godt 50 år, efter at resten af kirken stod færdig. Thurah havde som så mange andre unge kunstnere været på studierejse til Rom og havde der set Borrominis Sant’Ivo alla Sapienza-kirke, hvis lanterne også spiralerer opefter, omend meget lavere (og i virkeligheden mindre elegant).
Den nye konge, Frederik 5., var helt med på Thurahs spektakulære idé og godkendte spiret, selvom det ville blive meget dyrere end det oprindeligt planlagte.
Og således efter uendelig lang tid stod hele kirken med både spir og inventar færdig til indvielse i september 1752. Vor Frelsers Kirke er dermed et eksempel på den lagvise måde, en by udvikler sig på.
Den by, kirken skulle fungere for i 1752, var en helt anden by end den by, den blev planlagt til i begyndelsen af 1600 tallet. Det er der meget sund læring i.
Spiret og Verne-brødrene
Det er naturligvis spiret, der stadig i dag påkalder sig den største opmærksomhed. Sådan var det også, da forfatteren Jules Verne besøgte København i 1861.
Han blev så fascineret, at han brugte det som kulisse i sin roman om »Rejsen til jordens indre«. Her bruger professor Lidenbrock tårnet til at kurere sin nevø Axels højdeskræk.
20 år senere var Jules Verne igen i København, denne gang sammen med sin bror Paul, som efter hjemkomsten til Frankrig udgav en rejseberetning. I den fortæller han også om en svimlende og søsygefremkaldende opstigning til tårnets top, så ja – det tårn er og bliver kirkens centrale attraktion.
Selv er jeg måske mere begejstret for kirkens interiør. Det store, brede rum samler menigheden på en mere dynamisk og nærværende måde end en traditionel, aflang kirke, og samtidig er vigtige elementer som alteret, prædikestolen og orgelfacaden formgivet af nogle af tidens bedste kunstnere inden for deres felt.
Alteret blev allerede i 1695 tegnet af den svenske arkitekt Nicodemus Tessin, som også var populær ved det danske hof.
Tessin var med på de nyeste noder og leverede et dramatisk, teatralsk alter, med alle de effekter, barokken kunne rumme: Opløst arkitektur, svævende engle og en blanding af det mest ophøjede og det umiddelbart fortællende. Tessin selv stod dog ikke selv for udførelsen af alteret, som blev lavet efter en model, han havde fremsendt.
Prædikestolen blev først sat op i 1773, men den er til gengæld udviklet i et samarbejde mellem arkitekten C.F. Harsdorff og billedhuggeren Johannes Wiedewelt, to at tidens største danske kunstnere.
Orgelfacaden er fra kirkens færdiggørelse i 1690erne og er således Københavns ældst bevarede orgelfacade. Den er stadig i dag et helt forunderligt stykke billedskærerarbejde, som man kan fortabe sig i i timevis, hvis prædikenen »ikke du’r«, som det hedder i »sikken voldsom trængsel og alarm«.
Alt i alt er Vor Frelsers Kirke en af mine personlige favoritter i København. Den ligger så smukt på sin plads i bydelen, den inviterer diskret den besøgende indenfor, og man behøver på ingen måde begive sig ud på den frygtindgydende tur mod toppen af spiret for at få en stor arkitektonisk oplevelse.
