Vi bliver nødt til at hugge sexismeproblemet over i to for at fastholde debatten

Offentlighedens opmærksomhed på problemet med sexisme på arbejdspladsen er vigtig og skal fastholdes. Men vil vi skabe varige ændringer, bliver vi nødt til at nuancere debatten, mener erhvervspsykolog.

Helle Folden Dybdahl er chefpsykolog i den landsdækkende psykologiske og psykiatriske klinik PPclinic. Hun understreger vigtigheden af, at vi holder fokus på at løse problemerne med sexisme, men det skal ske ved at opdele dem i to spor. Thomas Lekfeldt

Interessen for aktuelle problemstillinger har det med at vige for andre udfordringer. De holder op med at være opmærksomhedsskabende, når andre aktuelle emner kommer på bordet. De har det med at glide ud af vores interessefelt.

Det gælder mange problemstillinger. Det gælder også den verserende debat om sexisme på arbejdspladsen og i det offentlige rum. Det rejser spørgsmålene om, hvad vi gør for at undgå, at lige netop det sker. Hvad gør vi for at komme videre? Hvad gør vi for, at debatten ikke bare fiser ud og ender som et minde om en udfordring, vi ikke rigtig fik arbejdet i dybden med, fordi offentligheden mistede interessen?