Hvad er kernen i en god og produktiv kontorarbejdsplads? Hvad er det, der får ideer til at blomstre, arbejdstempoet i top og sikrer, at vi alle kommer til at gå glade hjem efter en dag på arbejde?
Svarene på den slags spørgsmål er ikke simple. Mennesker er forskellige. Virksomheder og organisationer er forskellige. Samtidig lever vi i en brydningstid, hvor teknologiske landvindinger giver vidensarbejderne uanede nye muligheder. Kast en coronakrise ind i det regnskab, så har du et mix, der har potentiale til at vende op og ned på det bestående.