Stine stiller op foran it-studerende for at være den rollemodel, hun selv savnede under uddannelsen

Forbilleder er vigtige. Det gælder ikke mindst i forbindelse med unge kvinders valg af studieretning inden for it-fagene. 30-årige Stine Føns Nielsen savnede selv rollemodeller under sit studie, men i dag er hun i en anden situation. Faktisk har hun nu selv fået mulighed for at vise vejen for de studerende.

Stine Føns Nielsen arbejder som UX-researcher hos it-firmaet Visma E-conomic. Hun mener, at rollemodeller kan være vigtige for at få flere kvinder ind i it-faget. Søren Bidstrup

Få ting kan være så inspirerende som at få et fagligt forbillede. De kan endda være mere end blot inspirerende. De kan faktisk få os til at tilvælge muligheder i livet, som vi ellers ville have afskrevet eller helt overset.

Derfor har der de seneste år også været fokus på at skabe rollemodeller for unge, der overvejer et arbejdsliv i it-branchen – og fokus har især været på de unge kvinder, der er på vej ind i feltet eller allerede har valgt det. For vi har brug for dem som samfund. It-branchen skriger stadig på højtuddannet arbejdskraft.