Spørg din nabo, hvad hun tjener, og få løn som fortjent

Hvorfor lærer vores unger ikke mere om penge i skolen? Om hvordan man skruer gode lønpakker sammen, tjener, sparer op og investerer penge? Det er vildt, at man sender mennesker ud i verden, uden at lære dem at forhandle deres løn. Unge lærer i dag mere om kønssygdomme end penge i skolen.

Nyd lønforhandlingen med din chef, for det er et spil, og begge skal give og tage. Modelfoto: Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi lever i et land, hvor vi ikke altid forstår, hvorfor man i mange andre lande synes, at sex, aborter og homoseksualitet kan være tabu, mens vi selv i høj grad synes, at penge og løn er tabu.

Ens privatøkonomi er virkelig et ømtåleligt emne, som, vi ikke føler, vedkommer andre.

Siden 2012 har jeg holdt workshops – især for kvinder – i, hvordan de får løn som fortjent. Det har altid ligget mit hjerte nær, at kvinder som minimum skal tjene det samme som mænd, hvis de udfører fuldstændig det tilsvarende job.

Det slående er, hvor dårlige vi mennesker er til at sætte en pris på os selv, og de færreste kan svare på følgende tre spørgsmål:

Hvad er dit arbejde værd? Hvilken konkret værdi skaber du med dit arbejde? Hvilken »løn« skal det så ende ud i?

Alle kan forhandle deres løn – også de som arbejder på arbejdspladser, hvor lønnen er forhandlet. Der er altid plads til forhandling af vilkår, fordele og løn, men det kræver selvsagt, at man ved, hvad man er værd, og at man tør kræve det.

Og når vi taler åbent om vores løn, vil den også automatisk blive mere fair (omend 100 procent fairness ikke findes i lønforhandling). Hvis alle på en arbejdsplads udveksler lønsedler, skal ledelsen pludselig til at retfærdiggøre, hvorfor Ib får mere end Lone etc. Det vil være sundt for ledelsen at skulle forholde sig objektivt til deres lønninger vs. den værdi/ansvar, medarbejderne har.

Forholdene verden over går mod mere transparens, og de nye unge, der stormer ud på arbejdspladserne, vil i stigende grad kræve gennemsigtighed i lønsystemet. Det skal fremtidens chefer forholde sig til.

Det er lidt ærgerligt, fordi netop ved at dele erfaringer kan vi undgå, at andre begår de samme fejltagelser, og kun på den måde kan vi lære af hinandens lån, huskøb, bilkøb, investeringer, kreditter mv. Jeg har netop tilbragt en dag med en mand, som har prøvet at gå fuldstændig på røven og komme sig igen. Vi talte meget og længe om penge. Det var befriende at kunne knuse det tabu.

Jeg husker stadig tilbage i 2007, da jeg var i transition til at blive selvstændig. Jeg tjente dengang 75.000 kroner om måneden som salgschef, plus bil og bonus etc. Jeg tænkte, at hvis jeg var den løn værd, burde jeg også kunne gå ud og mindst tjene det samme som selvstændig. Og det gjorde jeg så. Hvis du er din løn værd, kan du tjene den alle steder.

Vi har faktisk investeret med vores børn, siden de var syv-ni år gamle. Din relation til penge er nemlig stærkt på påvirket af det hjem, du vokser op i.

Ikke om der er formue eller ej, men derimod om du har en positiv eller negativ relation til penge. Fattigdom smitter på den måde at forstå, at vi har brug for mønsterbryderi. Familier med dårlig økonomi skal lære at komme ud af den gældsspiral, de er kommet i, og det skal de bruge hjælp til. Ikke den slags hjælp man kan finde i (endnu mere) lån og gæld.

Da jeg boede i Norge, var alle mine kollegers lønninger offentlige på nettet. Et klik, og bum, så kan du se, hvad naboen tjener. Det var så befriende. Løn var ikke tabu og ikke hemmelig.

Du kunne gå til chefen og sige, at du ville tjene det samme som Avy, og så lagde man så en plan for det. En løn, uanset om den er høj eller lav, skal kunne forklares og forsvares.

Der er tre lønniveauer. Når du tænker i løn og lønforhandling, bør du tænke i tre forskellige niveauer: det ambitiøse – men realistiske – udspil, det forventede niveau og så din smertegrænse.

Det ambitiøse udspil skal være så højt, at du næsten ikke selv tør tro på, at det er muligt. Personligt kan jeg sige, at det var sådan, at jeg havde en månedsløn på over 100.000 kroner allerede i 20erne. Det værste, du kan få, er et nej! Sæt det vildeste tal, du tør tænke.

Blot husk, at du skal kunne fortælle, hvordan du er kommet frem til dit udspil. Med høj løn følger ofte et stort ansvar.

Det forventede lønniveau er så den løn, du kan forvente ud fra dit kendskab til din markedsværdi, stillingen og virksomheden. Der er dermed tale om det lønniveau, du burde kunne opnå. Husk at chefen også gerne vil forhandle, så hvis du spiller ud med et konkret tal, så skal du altså forvente, at du nok ender med en løn, der ligger under dette. Smertegrænsen er den nedre grænse for, hvor lidt du vil acceptere, og hvor du seriøst overvejer at takke nej. Du skal være parat til at forlade forhandlingsbordet.

Når du har sat disse tre niveauer, har du nogle gode pejlemærker, du kan læne dig op ad i forhandlingen. Nyd forhandlingen, for det er et spil, og begge skal give og tage i den.

Så ja, jeg elsker at spørge, hvad folk tjener.

De fleste bliver lidt tavse og skifter emne. Jeg føler, at jeg næsten ligeså godt kunne have spurgt om, hvorvidt de havde hård eller blød afføring i morges. Udtrykket i deres ansigter bliver i hvert fald helt akavet, når jeg spørger, hvad de tjener. Kun ved ikke at have løn som tabu, kan vi nedbryde de uretfærdige forskelle. Så bank på og spørg din nabo, genbo og overbo, hvad hun tjener. Tag en snak om penge. Det er meget værd.