Iværksætterverdenen kan være barsk. Især når det kommer til konkurrencen om at tiltrække sig den risikovillige kapital, som skal sikre, at innovative ideer kan forvandles til flyvedygtige forretninger. Der er simpelthen kamp om kapitalen.

I den forbindelse viser undersøgelser fra blandt andre Dansk Erhverv, at kvindelige stiftere har ringere chance for at vinde investeringer end mandlige stiftere. Ikke nok med det. Specielt startups, som alene har kvinder som founders, oplever til tider tvivlsom adfærd fra potentielle investorer i venturefonde – en branche, som er særdeles domineret af mænd.