I 2005 etablerede Sebastian Siemiatkowski den svenske betalingstjeneste Klarna, som frem til 2022 var det største – stadig privatejede – startupselskab med en værdi, der toppede i lidt over 320 milliarder kroner.
Men så røg værdien i bund, og næsten 300 milliarder kroner blev kappet af Klarna, mens pengene fossede afsted til en kæmpesatsning på at erobre USA, kunne Berlingske skrive i november 2023.
Derfor skabte det også forundring, da den svenske fintechstjerne samtidig med et rekordhøjt underskud på 6,7 milliarder kroner og 700 fyrede medarbejdere kunne berette, at selskabet nu skulle børsnoteres.
Ikke desto mindre kunne Bloomberg i sidste uge skrive, at Klarna nu er tættere på at blive børsnoteret i USA og står til at blive 20 milliarder dollar eller 137,4 milliarder kroner værd.
Gennem investeringsselskabet Heartland ejer Anders Holch Povlsen omkring ti procent af Klarna, som for nylig – for første gang i fire år – kunne præsentere sit første overskud.
Ai giver »overlegne oplevelser« til »bedre priser«
I en pressemeddelelse kunne Klarna tirsdag den 27. februar skrive, at selskabet har udviklet en ai-assistent, som er designet til forbedre kundeoplevelsen for virksomhedens 150 millioner brugere globalt.
Robotten udfører et arbejde, som svarer til, hvad 700 fuldtidsansatte udfører, skriver Klarna videre i pressemeddelelsen.
»Dette ai-gennembrud i kundeinteraktion betyder overlegne oplevelser for vores kunder til bedre priser, mere interessante udfordringer for vores medarbejdere og bedre afkast for vores investorer,« udtaler Sebastian Siemiatkowski i pressemeddelelsen.
Indtil videre har ai-assistenten stået for to tredjedele af den samlede kundeservicechat for Klarna og har haft 2,3 millioner samtaler med kunder.
I pressemeddelelsen skriver Klarna selv, at de ud fra et kundetilfredshedsscore vurderer, at ai-assistentens arbejde er på linje med den service, en menneskelig kundeservicemedarbejder har kunnet levere.
Virksomheden oplyser, at kunderne fortsat selv vil kunne vælge at tale med et menneske, hvis de ønsker det.
Et fald på 25 procent i gentagne forespørgsler
Den nye ai-assistent er ifølge Klarna selv mere nøjagtig i sine løsninger, skriver de endvidere i pressemeddelelsen.
Helt konkret har indsættelsen af robotten haft den direkte effekt, at der har været et fald på 25 procent i gentagne kundeforespørgsler.
Samtidig kan Klarna se, at kunderne nu får løst deres forespørgsler på mindre end to minutter i gennemsnit, sammenlignet med de 11 minutter, det tidligere tog en kunde fra start til slut, da det var et menneske, der skulle hjælpe dem.
Slutteligt kommunikerer robotten på 35 forskellige sprog og er – modsat et menneske – tilgængelig hele døgnet og tilgængelig på 35 markeder.
Opdatering klokken 17:51: Berlingske skrev oprindeligt, at 700 ansatte i Klarna var blevet fyret på grund af den nye robot. Det er ikke korrekt. Ingen er blevet fyret på grund af ai-assistenten, oplyser virksomheden, som desuden oplyser, at kunderne altid kan vælge at tale med et menneske frem for en maskine.