Permanent hjemmearbejde: For Susanne er det lig med frihed. For Julie er det en forretningsfordel

Mange menneskers arbejdsliv har det seneste halvandet år været præget af forsøg med arbejde hjemmefra. Men fænomenet er ikke nyt. Hos Sagsbehandlingen ApS har det været formlen fra begyndelsen. Fem år senere er der erfaringer at høste, som vi andre måske kan lære noget af.

Chef og stifter af Sagsbehandlingen ApS, Julie Rosschou (tv.), og teamleder og sagsbehandler Susanne Blaabjerg. Virksomheden har intet fælles kontor. Alle arbejder hjemmefra. Mathias Svold

Henover det seneste halvandet år har et utal af arbejdende mennesker oplevet at være forment adgang til deres kontorarbejdsplads og i stedet været tvunget til at arbejde fra et interimistisk hjemmekontor – til glæde for nogle, til stor irritation for andre.

Vi er nu i gang med at høste erfaringerne af de påtvungne arbejdsformer, som pandemien har resulteret i. Men realiteten er, at mange mennesker allerede inden covid-19 på et eller andet niveau var i færd med at afprøve de muligheder for utraditionelle arbejdsformer, som den digitale tidsalder har åbnet for.