Mariannes mål er at kickstarte og hjælpe sit lokalmiljø: Det samme lokalliv, som fik hende helskindet gennem coronakrisens nedlukninger

Det er ikke sjovt at skulle tackle en krise alene. Slet ikke som selvstændig. Indehaveren af Country Market i Fredensborg, Marianne Holst, oplevede noget hjertevarmende under coronakrisen. Det kan hun bruge for fremtiden.

Marianne Holst står bag Country Market på Fredensborg gågade. Hun måtte tage en række valg for at holde gang i butikken i krisetiden. Niels Ahlmann Olesen

Visse typer iværksættere lever i en symbiose med deres nærmiljø. Det gælder specielt dem, som åbner butikker med fødevarer og andre dagligdagsnødvendigheder. De lever simpelthen i et gensidigt afhængighedsforhold med det omkringliggende samfund.

Det ved Marianne Holst alt om. Hun er indehaver af butikken Country Market, som ligger midt i Fredensborg – nærmere betegnet den centrale centerbygning, som ligger et stenkast fra indgangen til byens klassicistiske barokslot.