Iværksætter i Cold Hawaii: »Det eneste sted, du ikke kan tage din mobiltelefon med, er på dit surfbræt«

Linn Radsted er fortaler for, at vi søger både balance og kontrol i arbejdslivet. Det har hun selv gjort. Hun har etableret en vækstvirksomhed og rykket teltpælene op i København for at flytte til Klitmøller – også kendt som Cold Hawaii.

Linn Radsted står bag virksomheden DogCoach. Hun er også entusiastisk surfer og har rykket sit liv til vesterhavsbølgerne i Thy. Line Kongsted

For nogle mennesker virker hård vind, flyvende havskum og buldrende vesterhavsbølger farlige og afskrækkende. For andre mennesker indeholder elementernes rasen en magisk tiltrækningskraft – noget som reelt suger dem ud af kontorstolen og ud i bølgen blå.

Linn Radsted er et af den slags mennesker. Hun er 42 år, selvstændig erhvervsdrivende og står bag en fremadstormende virksomhed ved navn DogCoach, som sælger outdoor-tøj til hundeejere. Derudover har hun valgt at flytte sit privat- og arbejdsliv fra københavnsområdet til Klitmøller i Thy. Det for at dyrke sin altopslugende hobby – og i processen opnå den work-life balance, som hun efterstræber.