Forsvindende lidt risikovillig kapital tilfalder kvindelige founders. Det er meget bekymrende, siger succesfuld iværksætter

Under én procent af venturekapitalen lander lige nu i startups, som danske kvindelige iværksættere står bag. Camilla Falkenberg er medstifter af vækstvirksomheden Female Invest, som tidligere har rejst 85 millioner kroner. I processen har hun set problemet i praksis – og advarer om alvorlige konsekvenser.

Camilla Falkenberg er medstifter af Female Invest ApS. Forretningsrejsen er indtil videre gået derudad, men i processen har hun også oplevet et mønster, hun finder bekymrende. Kønsforskelle i iværksætterverdenen er reelle nok på visse punkter.  Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Det digitale iværksætteri drøner derudad i disse år. Det har skabt et økosystem. Det består på den ene side af de idérige mennesker, der etablerer startups – mens den anden side er venturefondenes risikovillige kapital, som bliver forvandlet til ejerandele i de visionære virksomheder.

I takt med, at systemet har udviklet sig, er et tankevækkende mønster blevet tydeligt. Det er et kønsbaseret mønster, der viser, at langt den største del af den risikovillige kapital går til iværksættervirksomheder med mandlige stiftere. En forsvindende lille del går til selskaber, som er 100 procent foundet af kvinder.