Erhvervspsykolog: Store virksomheder har store trivselsmuskler – men kan også være træge supertankere

Mange store virksomheder arbejder målrettet på medarbejdernes trivsel. Det er godt, konkluderer erhvervspsykolog Helle Folden Dybdahl. Men de har også specielle udfordringer, tilføjer hun.

Helle Folden Dybdahler er chefpsykolog i den landsdækkende psykologiske og psykiatriske klinik PPclinic. Thomas Lekfeldt

Store og anerkendte virksomheder kan virke som magneter på potentielle medarbejdere. Mange mennesker synes givetvis, det vil være fantastisk at kunne tilføje et virksomhedsnavn som for eksempel Novo Nordisk, A.P. Møller – Mærsk eller Vestas på cv'et på deres LinkedIn-profil.

Men er store virksomheder som dem, Berlingske præsenterer på sin Guld1000-liste, også gode arbejdspladser for den enkelte medarbejder? Er de store virksomheder lige så gode til at sikre medarbejdernes trivsel, som de er til at skabe økonomiske resultater?