Mennesker er biologiske skabninger. Vi er grundlæggende dyr, der udviser adfærdsmønstre, som stammer fra tidligere tidsaldre, hvor vi havde helt andre behov. Det kan være et problem i nutiden. Ikke mindst i forhold til arbejdsliv og trivsel.
Det fortæller Henrik Elsig Andersen, der har arbejdet som erhvervspsykolog og konsulent i omtrent 25 år. Han er dog mere end det. Han udmærker sig også ved at være ultraløber. Sidste år løb han fra Frankrig til Sjælland på en måned. Det i en alder af 55 år, hvilket Berlingske skrev om før præstationen.