Dum i arbejde - Hvem ejer din dyrebare tid?

Dum i arbejde. Vores tid er det dyrebareste, vi har, og alligevel er mange af os ødsel med den i vores arbejdsliv. Men med det rette fokus kan vi både forbedre vores produktivitet og få frigivet tid til at tænke frugtbare tanker. Hvorfor gør vi det så ikke?

»Jeg havde fuldstændig misset betydningen af at arbejde smartere ud fra mine egne præferencer, energiniveauer og produktivitetskapacitet,« skriver Louise Stenbjerre, der er selvstændig redaktør og forretningsudvikler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Selv om det kan være kedsommeligt at høre om andres arbejdsliv i detaljer, finder jeg det fascinerende at få indblik i, hvordan folk vælger at indrette deres arbejdstid. Er man typen, der er på forkant med sin kalender og har klaret alle e-mails, inden man møder på kontoret om morgenen?

Eller tilhører man den kategori, der uforvarende lader sig opsluge af dagens møder og opståede situationer, som skal håndteres, og så klarer man sine egne opgaver, når alle andre er gået hjem?

Det er næsten flovt at indrømme, men der skulle gå 15 år af mit arbejdsliv, før jeg for alvor begyndte at tage styring over mine arbejdsopgaver ved at planlægge dem mere smart og blive opmærksom på min egen produktivitet.

Indtil da havde de fleste af mine dage været tæppebombet med møder. Back-to-back fra 9-16 og ofte også i ydertimer. Mit hoved var fyldt med to do-lister, jeg eksekverede on the run, og jeg vidste, at jeg altid er ekstremt produktiv, når tiden nærmer sig deadline og derfor havde et ekstra gear, når det spidsede til.

Men få ting er så grænseoverskridende, som når andre har adgang til din kalender og blot kan booke det dyrebareste, du har: Din tid. Så noget måtte gøres. Det er hverken sundt eller klogt at arbejde på den måde, hvor opgaver bliver løst i løb og i 11. time.

For at kapre bare en smule af min egen tid tilbage forsøgte jeg at fylde små lommer af Louise-tid ind i kalenderen, hvor jeg kunne lave noget nyttigt. Men der var ikke større tanke bag placeringen af disse sessions, og resultatet blev, at jeg endte med at arbejde meget og arbejde længe. Jeg havde fuldstændig misset betydningen af at arbejde smartere ud fra mine egne præferencer, energiniveauer og produktivitetskapacitet.

»Få ting er så grænseoverskridende, som når andre har adgang til din kalender og blot kan booke det dyrebareste, du har: Din tid«


Det gik for alvor op for mig, da jeg læste Pernille Garde Abildgaards fortræffelige bog »Fokus Giver Frihed«. Som titlen afslører, handler den om evnen til at fokusere i sit arbejdsliv. Og være meget bevidst om, hvad tiden er værd.

I bogen har forfatteren interviewet 15 topchefer, kunstnere og forskere som erhvervsmanden Jimmy Maymann, direktør Sheela Søgaard fra BIG, forfatter Ib Michael, tidl. TV 2-direktør Merete Eldrup og hjerneforsker Troels W. Kjær om, hvordan de får tid til kreativitet, til ledelse, at få arbejde fra hånden og fokusere på det, de tillægger værdi. Superinspirerende og relevant i en tid, hvor vi konstant bliver forstyrret. I dag turnerer Pernille Garde Abildgaard med ideen om, at et øget fokus på effektivitet er lig med muligheden for en firedages-arbejdsuge. For hvorfor skal det være en dyd at arbejde meget, når man på mindre tid kan være mere effektiv og skabe bedre resultater?

Selv har jeg fundet ud af, at jeg er klart mest produktiv om morgenen og formiddagen. Om eftermiddagen falder blodsukkeret og min evne til at koncentrere mig. Og det ræsonnerede så godt, da jeg på et tidspunkt læste fra iværksætter Martin Thorborg, at han havde indset, at han kunne nå fire timers eftermiddagsarbejde på en halv time, hvis bare han lagde den om morgenen. Af samme årsag er jeg begyndt at holde af at stå tidligt op og arbejde uforstyrret og effektivt fra kl. 5.00-7.00, inden familien vågner.

»Vi kan købe større lejligheder, hurtigere biler, bedre mad og store oplevelser. Men den eneste ting, alle har præcis lige meget af, og som ingen penge i verden kan købe mere af, er tid. Det er så ufatteligt vigtigt, at vi forvalter den som noget dyrebart.«


Har man kolleger, kan det være svært at opstille rigide regler for sin kalender. Det bliver forventet, at man er til rådighed. Alligevel skader det ikke at stræbe efter et ideal, man så kan give køb på i større eller mindre grad, alt efter hvor hård man er ved sig selv. Mit råd er at være hård, andre indretter sig forbløffende uimodsagt efter den, der tager têten. Min ideelle uge ser nogenlunde sådan ud:

Ingen møder mandag. Tiden er min egen, min uge skal i gang, og jeg ved, at det er vigtigt for mig at fordybe mig og komme godt fra start.

Produktivitet og eksekvering om formiddagen tirsdag, onsdag og torsdag. Og så tilsvarende møder og sessions med kolleger om eftermiddagen på de dage.

Fredag er en krølle på halen, hvor jeg samler op på ugen om formiddagen, får de sidste ting afsted, sat ting i gang til næste uge og forhåbentlig ikke spurter ud af døren kl. 16.55.

»Hvorfor skal det være en dyd at arbejde meget, når man på mindre tid kan være mere effektiv og skabe bedre resultater?”«


Vi kan købe større lejligheder, hurtigere biler, bedre mad og store oplevelser. Men den eneste ting, alle har præcis lige meget af, og som ingen penge i verden kan købe mere af, er tid. Det er så ufatteligt vigtigt, at vi forvalter den som noget dyrebart. Og selv insisterer på at være herre over den. Gør vi ikke det, er der andre, der vil have den, og så smuldrer både vores arbejdsliv, vores planlægning og vores produktivitet.

Der kan være en energi i at arbejde helt op til deadline. Det erkender jeg. Men tænk engang en drømmetilværelse, hvor det bedste arbejde bliver gjort i de timer, hvor man er allerskarpest.