Vi forstår nu, hvorfor Katrine Marie Guldager er enestående. Selv når hun skriver for langt

»Det samme og noget helt andet« fremstår en smule uforløst, og måske skulle Katrine Marie Guldager have ventet med at skrive fortællingen om sine smertefulde dannelsesår, til moren var død.

Umiddelbart er »Det samme og noget helt andet« en beretning om at miste dem, vi elsker. Katrine Marie Guldager mister som 21-årig både sin far og sin veninde i løbet af en uge, og de to begravelser udgør en af de indgange til voksenlivet, man godt kunne have været foruden. Men »Det samme og noget helt andet« handler også om at blive til, både som menneske og som forfatter, og den handler om at erhverve sig retten til sandheden om sit eget liv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Les Kaner / PR les kaner

Der burde været et 11. bud, skriver Selma Lagerlöf i »Kejseren af Portugalien«. Et bud, der tilskriver, at du skal elske dine børn. At forældre (og særligt mødre) ikke altid er i stand til det, bevidner flere af de senere års romaner om, for eksempel »Den der lever stille« af Leonora Christina Skov, »Fruen« af Malene Lei Raben, Peter Øvig Knudsens »Min mor var besat«, Jesper Steins »Rampen« og den mesterlige: »Alt må vige for natten« af Delphine de Vigan.

Katrine Marie Guldagers »Det samme og noget helt andet« er, som titlen antyder, både virkelighed og det, der ligner. En autobiografisk afdækning af ti år, der formede forfatteren, og samtidig en rejse ind i det natmørke, som dysfunktionelle familier er gjort af. Og en sådan har forfatteren som ungt menneske været en del af.

»Fortiden slutter aldrig, fordi vi bliver ved med at holde den op for øjet som et kalejdoskop, hvor perlerne hver gang fordeler sig en smule anderledes end sidst.«


Det opdager hun, da faren dør i en togulykke i 1988, og familiens hierarkier falder sammen. De voksne bliver som børn, og børn tvinges til at være voksne, og ting, der før var uden værdi, bliver nu til magtsymboler, ligesom relationer, der tidligere var faste, bliver skrøbelige. Man får som læser helt ondt i maven over den grusomhed, der maskeres som legitime diskussioner om arv eller slet og ret som glemsomhed i forbindelse med aftaler og fødselsdage.

Den grusomhed, vi kan udsætte hinanden for, skelner ikke mellem hverdag og mærkedag, og Guldager skriver således om giftige arvestridigheder, der resulterer i, at hun ubegrundet skal betale 70.000 kr. til sin fars familie, og om, hvordan hendes søster giver hende en gnallet pakke After Eight til jul og kort efter glemmer alt om hendes fødselsdag, hvilket bare slås hen som en ligegyldighed af deres mor.

Små ting, javist, men det er ofte i de små ting, at de største forandringer kommer til syne.

Umiddelbart er »Det samme og noget helt andet« en beretning om at miste dem, vi elsker. Katrine Marie Guldager mister som 21-årig både sin far og sin veninde i løbet af en uge, og de to begravelser udgør en af de indgange til voksenlivet, man godt kunne have været foruden. Men »Det samme og noget helt andet« handler også om at blive til, både som menneske og som forfatter, og den handler om at erhverve sig retten til sandheden om sit eget liv.

Det er en præmis for fortællingen om vores liv, at vi husker begivenheder en lille smule anderledes end alle andre, og at vores erindringer består af såvel virkelighed som fiktion. Katrine Marie Guldager har således også redigeret sin livsfortælling og fremlægger åbent, at hun har ændret navne, slået flere personer sammen til en og opdigtet begivenheder, men at mange af bogens hændelser er virkelige, ligesom følelserne er det. Det sidste reflekterer hun løbende over i et parallelspor til fortællingen, der fremstår kursiveret og foregår fra august 2019 og ind i 2020 og skildrer selve skriveprocessen. For eksempel er den her passage interessant:

»Tiden skrider, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan blive færdig, det ligner ikke mig. Måske er det, fordi stoffet bliver ved med at flytte sig, fordi der bliver ved med at dukke nye erindringer op, måske er det, fordi jeg ikke har adgang til mine egne oplevelser, kun mine egne erindringer. Måske skyldes det, at fortiden aldrig slutter.«

Fortiden slutter aldrig, fordi vi bliver ved med at holde den op for øjet som et kalejdoskop, hvor perlerne hver gang fordeler sig en smule anderledes end sidst.

Af og til føles »Det samme og noget helt andet« også, som om den aldrig slutter, fordi den har en nærmest nidkær forkærlighed for detaljen, desværre også den overflødige, og for ekskurser til El Salvador, Zambia, Cuba etc., uden mærkbar relevans for hovedfortællingen. Dannelsesrejsen til psykologen er faktisk mere interessant, og der kunne sagtens være skåret 100 sider fra i redigeringsfasen. Mindst.

Problemet med detaljeophobningen og de mange hverdagsbetragtninger er ikke kun, at de sænker tempoet, men også at de modvirker, at der opbygges en eksistentiel intensitet, der kan give romanen afgørende betydning for læseren og for alvor løfte den fra det dagbogsagtige. Det væsentlige adskilles ikke i tilstrækkelig grad fra det uvæsentlige.

»Det samme og noget helt andet« fremstår derfor en smule uforløst, og måske skulle Katrine Marie Guldager have ventet med at skrive den, til moren var død. Vi mangler at få svar på, hvorfor moren trak sig, og søsteren lod hende i stikken, også selv om der sjældent findes enkle forklaringer på komplicerede familieanliggender.

Til gengæld rummer dannelsesromanen et modigt, selvudleverende og levende portræt af kunstneren som ungt menneske og af, hvad der sker med et menneske, når det falder ud af familien. Eller bliver skubbet ud.

Vi forstår nu, hvorfor Katrine Marie Guldager er enestående. Selv når hun skriver for langt.

Det samme og noget helt andet

Forfatter: Katrine Marie Guldager. Antal sider: 454. Forlag: Politiken