Vestre Kirkegård: Den gamle dame fra kz-lejren og den danske kunstner, der blev en stjerne i USA

De ukendte døde 4: På Vestre Kirkegård møder man mange spændende skæbner. Én af dem, Clara Schultz, var en jødisk kvinde, der som 81-årig blev taget af tyskerne. En anden, der i dag er stort set glemt, er danske Carl Rohl-Smith, der blev hyldet af amerikanerne, inden han vendte tilbage til fædrelandet.

Hvad laver en amerikansk nordstatssoldat på Vestre Kirkegård? Svaret er, at under soldaten ligger den dansk-amerikanske billedhugger Carl Rohl-Smith ved siden af sin hustru, Sara. Han blev en af USAs bedst kendte kunstnere, men er stort set ukendt i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vestre Kirkegård tæt ved Carlsberg Byen er Skandinaviens største kirkegård. Her ligger socialdemokratiske statsministre som Hans HedtoftJens Otto Krag og Viggo Kampmann smukt placeret omkring en lille sø. Her hviler også berømte danske forfattere som  Herman Bang og Tove Ditlevsen og kulørte sportsfolk som bokseren Dick Nelson og mesterbryderen og cirkusdirektøren Emanuel Bech-Olsen.

Man finder også britiske krigsfanger, der vendte hjem fra tyske krigsfangelejre i 1918-1919, men ikke klarede den sidste strækning, og der er en massegrav for de mange tusinde tyskere, der døde som flygtninge i Danmark omkring 1945, og tillige for tyske soldater, i alt 4.643, der er begravet sammen med tyskernes danske håndlangere. Der er desuden specielle afdelinger for grønlændere, færinger og muslimer.

Kirkegården, der blev anlagt i 1870, rummer nogle enestående monumenter og statuer. Man støder under sine vandring blandt andet på en temmelig mærkelig sag, nemlig en amerikansk nordstatssoldat med gevær. Den første tanke er, at han må være fejlplaceret og burde stå i New York. På soklen står der: »Carl Rohl-Smith og Sara.« Et hurtigt opslag viser, at Carl Rohl-Smith var noget særligt. Dansk Biografisk Leksikon skriver, at han vandt »et højt anset navn i Amerika som sin tids betydeligste amerikanske billedhugger.« Herhjemme er han stort set ukendt.

Billedhuggeren Carl Rohl-Smith var født i Danmark, men rejste til USA, fordi opgaverne i Danmark var for små. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Carl Rohl-Smith har værker stående vigtige steder, blandt andet Arlington-kirkegården i Washington, DC, og hans skulptur af general William Sherman i Washington anses i USA for at være et kunstnerisk hovedværk. Carl Rohl-Smith har også lavet flere ting i København, for eksempel fire kæmpeskulpturer til Marmorkirken af Moses, Johannes Døberen, lrenæus og Athanasios.

Han var født i 1848 i Roskilde og blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi – længe før de begyndte at smide buster i kanalen. Hans talent blev hurtigt opdaget, og han fik opgaver fra flere europæiske lande og blev i 1885 professor ved kunstakademiet. Alligevel emigrerede han med sin hustru, Sara, året efter og forsvandt dermed stort set ud af dansk kunsthistorie.

Carl Rohl-Smith og hans hustru, Sara, hviler under den soldaterskulptur, han selv skabte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Nogle af hans skulpturer var en hyldest til amerikansk pionerånd og soldatermod. I dag vil oprindelige amerikanere nok rynke på næsen af hans monument over den såkaldte Dearborn-massakre i Chicago, hvor 28 mænd, 12 børn og 2 kvinder blev myrdet af to mennesker fra Potawatomi-stammen. Carl Rohl-Smith blev syg i 1900 og vendte hjem til Danmark, hvor han døde samme år. Hans hustru Sara døde i 1921.

Clara: Fra Sankt Thomas til Østerbro

Går man ned ad Vestre Kirkegårds hovedboulevard støder man på en temmelig beskeden sort gravsten. På den står der: »Kommandør Johannes Herman Schultz 9.2. 1861- 25.4 1934. Clara Schultz f. Petit 8.7 1862- 3.4 1963. Ingeborg Schultz 26.2 1901- 16.6 1975. Ellinor Schultz 2.7. 1899- 15.2 1988.« Gravstedet er erklæret bevaringsværdigt på grund af kommandøren, men det var nu hans hustru, Clara, der fik en helt fantastisk skæbne og burde være den egentlige grund.

Clara var født med efternavnet Petit, på Sankt Thomas i Dansk Vestindien, og var ud af en fransk-jødisk slægt, der også rummede den store dansk-franske maler Camille Pissaro, og det kulturelle hjem tiltrak fint selskab fra Danmark: »En stor begivenhed for os var prins Valdemars (søn af Christian IX og Dronning Louise, red.) ophold, da han som nybagt officer kom ud til os med korvetten »Dagmar« i 1879-1880,« skrev Clara senere i nogle upublicerede erindringer.

Clara Schultz, født Petit, og hendes mand, Johannes Schultz, i begyndelsen af 1930erne. Clara var født på Sankt Thomas og hendes far var stedbror til maleren Camille Pissaro. Familierne Petit og Pissaro var ud af jødisk slægt. Det blev af afgørende betydning for Clara under besættelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Clara traf den unge officer Johannes H. Schultz. De forelskede sig i hinanden, og i 1898 blev de gift på Københavns Rådhus. Efter ægteskabet bosatte parret sig på Østerbro og fik i 1899 datteren Ellinor og i 1901 datteren Ingeborg. Begge døtre blev kristent døbt. Johannes Schultz gjorde karriere og blev chef for krydseren Heimdal, hvorefter han blev udnævnt til kommandør. Han døde i 1934, og Clara levede videre alene med sine to døtre.

Efter den tyske besættelse i april 1940 var alle danske jøder i fare. Tyskerne havde lister over den jødiske menigheds medlemmer, og 3. oktober 1943 fandt de frem til Clara og hendes to ugifte døtre i Østbanegade 11. Ingeborg og Ellinor var undtaget fra jødeaktionen, idet tyskerne havde bestemt, at børn af ægteskab mellem jøder og kristne ikke skulle deporteres. Men Ellinor og Ingeborg nægtede at forlade deres mor og blev derfor taget med. Clara var på det tidspunkt 81 år gammel. I Københavns havn lå et tysk skib, som jøderne med brutalitet blev tvunget om bord i. Jøderne blev transporteret til det besatte Tjekkoslovakiet, hvor tyskerne havde oprettet koncentrationslejren Theresienstadt i en gammel garnison.

Tusindvis af jøder fra hele Europa kom til stedet, men de fleste blev transporteret videre til Auschwitz-Birkenau, hvor langt hovedparten blev myrdet. De danske jøder undslap denne skæbne, men de vidste ikke, at de var undtaget, så dødsangsten hang altid i luften. Livet i Theresienstadt var et helvede af sult, utøj, snavs og sygdom. Mange døde af sygdomme og underernæring, heriblandt 51 danske jøder. I en erindringsroman af den danske jøde Ralph Oppenhejm, der også var fange i lejren, beskriver han Clara som en fornem kvinde, der vandt alles hjerter og tillid ved sit fornemme væsen.

Clara Schultz, kommandørinde, med et foto i forgrunden af sin mand, Johannes, der døde i 1934. Fotografiet blev taget til Berlingske, da Clara fyldte 100 og blev interviewet til avisen. Hun sagde ved den lejlighed ikke et ord om sit ophold i Theresienstadt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tove Meyer Hægstad.

Der blev fra dansk side iværksat flere forsøg på at få frigivet Clara Schultz og hendes døtre og andre fanger, hvor der kunne argumenteres for, at deportationen af dem måtte være en fejl. Arveprins Knud, søn af Christian 10. og dronning Alexandrine, intervenerede sammen med en række højt dekorerede søofficerer. Tyskerne ville imidlertid ikke give slip på Clara, da begge hendes forældre var jøder, men situationen var anderledes, hvad angik Ellinor og Ingeborg. 4. januar 1944 blev en gruppe på fem danskere, herunder de to Schultz-døtre, løsladt og kom til Danmark under den betingelse, at de intet måtte sige om forholdene i Theresienstadt. Hvad de heller ikke gjorde. Sandsynligheden for, at mor og døtre ville se hinanden igen, var minimal. 16. januar 1944 ankom døtrene til København.

Bent Blüdnikow ved familiegraven for familien Schultz. Gravstedet er bevaringsværdigt, fordi Johannes Schultz var kommandør. Men det er i virkeligheden hans hustru, Clara, der er superinteressant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Tyskerne havde besluttet at lave en film, der skulle vise, at jøderne i Theresienstadt havde gode forhold, og flere danske jøder blev i september 1944 optaget til filmen. Filmen, som der kun eksisterer brudstykker af, er verdenskendt, for den har leveret nogle af de få autentiske levende billeder fra en kz-lejr, selv om den altså slet ikke viser virkeligheden. I en scene ses den daværende danske overrabbiner, Max Friediger, i samtale med en nydelig ældre dame. Damen er Clara Schultz. På den måde blev Clara en del af nazisternes propagandaprojekt.

Clara Schultz kom sammen med andre danske fanger hjem med de hvide busser i april 1945. Hendes grandniece, Anne Labrosse, beskrev til Berlingske sit indtryk af Clara Schultz, da hun mødte hende som barn i tiden efter krigen: »Hun var i sandhed en meget lille og spinkel dame, næsten sart, men levende og smilende, altid iklædt gammeldags kjoler i tyndt, sort, blødt stof. Hun talte altid så venligt til os børn. Hun var blid og god ved alle, aldrig et ondt ord om andre.« Da Clara Schultz i 1962 skrev sine erindringer til Nationalmuseet, handlede de udelukkende om den lykkelige tid i Dansk Vestindien. Der stod ikke et ord om Theresienstadt.

Da hun 8. juli samme år fyldte 100 år, blev hun interviewet af Berlingske Tidende. Hun talte henrevet om Dansk Vestindien, og heller ikke her nævnte hun Theresienstadt med et ord. Da hun blev spurgt, hvad man som 100-årig får tiden til at gå med, svarede hun, at hun læste Berlingske Tidende grundigt og så i øvrigt med iver læste engelske kærlighedsromaner. Man kan synes, at hun burde ligge på den jødiske Vestre Begravelsesplads få hundrede meter væk, men hun havnede altså på den kristne, sikkert fordi hun ville være sammen med sin mand, kommandøren.

De to skæbner, Clara og Carl, fik på hver sin måde et eventyrligt og dramatisk liv. De ligger ikke så langt fra hinanden.