Vega-direktør om worst case-scenarie: »Kæden er hoppet helt af«

Direktør på koncertstedet Vega, Steen Jørgensen, afventer nærmere besked om begrænsninger på forsamlinger, efter at det i weekenden blev antydet af Statens Serum Institut, at nedlukningen kan vare op til et år.

 
Kulturlivet lider, mens coronavirus raser. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen svedige koncerter på Vega. Det var overlæge ved Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsens lakoniske konklusion på, at direktøren for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, i et interview med Berlingske har forudset, at forsamlingsbegrænsningen kan vare op til et år, mens man afventer en vaccine mod coronavirussen.

»Der kommer i hvert fald ikke til at stå tusind mennesker til en svedende rockkoncert i Vega lige foreløbig,« sagde Henrik Nielsen.

Direktør på Vega, Steen Jørgensen, sidder netop nu og regner på dette worst case-scenarie sammen med sin regnskabschef, men han har i nogen tid haft en forventning om en udmelding i denne retning.

»Perspektiverne ved et års nedlukning for den kulturelle værdikæde er ...man kan roligt sige, at kæden er røget af. Også fordi vi jo som spillested leverer netop det, som folk savner i disse tider,« siger Steen Jørgensen.

Hidtil har det været sådan, at de sundhedsfaglige udmeldinger er blevet fulgt op af politiske tiltag fra Statsministeren, og lige nu er det sådan en politisk udmelding, Vega venter på. Om spillestedet ligefrem er truet på sin eksistens, tør Steen Jørgensen ikke sige noget om endnu.

»Vi har hovedparten af vores indkomst fra afledte indtægter, og når der ikke kommer et eneste hoved ind og køber så meget som en sodavand, så bløder vi voldsomt som en institution med en offentlig tilskudsprocent på kun seks procent,« siger Steen Jørgensen.

Spillestedets egenkapital, som møjsommeligt er blevet bygget op siden finanskrisen, er truet, ligesom likviditeten risikerer at gå fløjten, hvis Vega ryger ind i en »tsunami« af koncertaflysninger, som Steen Jørgensen udtrykker det.

Vega har søgt Kulturministeriets kompensationsordning til både løn og driftsudgifter, og direktøren sætter sin lid til, at ordningen forlænges, i takt med at begrænsningerne på forsamlingsmuligheden eventuelt fortsætter.

Hvordan spillestedet med sin ene store sal og sine to mindre kommer i gang igen, når coronaepidemien lægger sig, har Steen Jørgensen også gjort sig mange tanker om.

»Jeg har hele tiden haft svært ved at se en overgang fra total nedlukning til total oplukning, men vi nåede faktisk i løbet af den første uge i marts at køre med begrænset adgang, hvorunder det i tre tilfælde lykkedes at overtale bands til at give to koncerter på en aften uden ekstra betaling. Og jeg forventer, at mange artister vil vise sig meget kreative, hvad angår forskellige formater for koncerter, når vi skal i gang igen,« siger Steen Jørgensen.

Ti af Vegas medarbejdere er sendt hjem, men direktøren kommer stadig i huset på Vesterbro hver dag.

»Der er larmende stille. Det føles mærkværdigt og traurigt,« siger Steen Jørgensen.