Var Saladin en human hersker eller rå krigsherre? Ny biografi går tæt på manden, der også var far til 17 børn

Boganmeldelse. Saladin blev opfattet som en humanistisk hersker i europæisk kulturhistorie. Men var det ren fiktion? I den britiske historiker Jonathan Phillips biografi om Saladin får man et nærgående portræt af manden, der erobrede Jerusalem og jog de kristne på porten.

Filmplakat til arabisk film fra 1963, der skildrer Saladin som helten, der smed de kristne ud af Mellemøsten. Filmen blev en gigantisk succes i den arabiske verden. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Korstogene er en del af nutidens værdikamp. Man diskuterer, om korsfarerne var fanatiske stridsmænd, der forsøgte at erobre muslimske bastioner, eller om de var ridderlige typer, der forsvarede det kristne Europa, der var udsat for muslimsk angreb.

Centralt i debatten står den muslimske sultan Saladin, der gjorde sig til herre over det meste af Mellemøsten og erobrede Jerusalem fra de kristne i 1187. Var han en human hersker, der lod de kristne i Jerusalem slippe for døden, eller var han en brutal krigsherre?

Nutidens konfrontation mellem islamister og den vestlige verden gør korsfarertiden aktuel, fordi man meget let kan tolke datidens opgør i nutidens perspektiv.

Jonathan Phillips er en britisk historiker med flere bøger om korstogene bag sig, og hans seneste hedder »Sultan Saladin. En mellemøstlig legende.« Jonathan Phillips bevæger sig ikke ud i en generel behandling af korstogene, men holder sig snævert til Saladin og fører i de afsluttende kapitler hans eftermæle helt op i nutiden, fordi Saladin blev en del af den vestlige og arabiske kulturverden.

Statue af Saladin i Damaskus. Saladin er den store helt i den arabiske verden og bruges stadig som symbol for panarabismen.   Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSEPH EID.

Han optrådte som en positiv figur i Dantes »Den guddommelige Komedie« fra 1320 og i 1400-tallets pestroman af Boccaccio, »Dekameron«. I Oplysningstiden i 1700-tallet brugte Voltaire, som hadede den kristne religion, ham som et eksempel på den humanistiske og tolerante hersker, og den tyske digter Gotthold Lessing gjorde ham til talsmand for tolerance i sit skuespil »Nathan den Vise« (1779). I Walter Scotts »The Talisman« fra 1825, der blev oversat til en mængde sprog, var han den sympatiske sultan, mens hans hovedmodstander, Richard Løvehjerte, var den grumme europæer.

Den positive skildring fortsatte helt op i vor nutid og i Hollywoodfilmen »The Kingdom of Heaven« fra 2005 er Saladin helten, og korsfarerne skurkene. Og i den svenske film »Arn: Tempelridderen« fra 2008, der bygger på venstrefløjsforfatteren Jan Guillous bøger, er han ligeledes den gode, mens korsfarerne er de onde.

Jonathan Phillips beskriver også Saladins eftermæle i den arabiske verden, hvor han den dag idag bruges som et forbillede, idet han forenede den arabiske verden og smed de kristne ud.

Hvad er fakta og fiktion i denne skildring af Saladin? Saladin var ifølge Phillips en særdeles begavet, gavmild og dygtig hersker, der fik sine undersåtters kærlighed. Med brug af en række arabiske kilder tegner han et portræt af en mand, som Phillips beundrer på trods af hans ufuldkommenheder og indre modsigelser. Han tabte en række slag til de kristne og sin modige hovedmodstander, Richard Løvehjerte, men i sidste ende endte han med at sejre. Phillips roser hans »grænseløse gavmildhed«, hans lederevner, hans karisma og hans relative mådehold i forhold til kvinder – selvom han fik 17 børn med en række kvinder – men hans bror var værre.

Allerede tidligt i europæisk kulturhistorie blev Saladin skildret som en sympatisk leder. Her er han portrætteret i den britiske bog »History of Holy Warre« skrevet af Thomas Fuller i 1639. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Phillips erkender, at brugen af ham i vestlig kultur stort set hvilede på en fiktiv figur, og at han nedslagtede fanger, når han erobrede byer. Men Phillips fastholder, at Saladin i Jerusalem  skånede de kristne fanger og behandlede kvinder nådigt, og henviser til, at de kristne i 1099 havde myrdet de muslimske indbyggere i Jerusalem. Der var gode grunde til hans adfærd, for de kristne havde truet med at myrde 5.000 muslimske fanger i byen og ødelægge de muslimske helligdomme, men alligevel giver Philips ham æren for at udvise barmhjertelighed:

»Hvad end hans motiver var, har Saladins handlinger i Jerusalem givet genlyd op gennem århundreder. Kontrasten mellem blodbadet i 1099 og beslutningen om at skåne tusindvis af kristne liv i 1187 tjener til hans evige ære.«

Phillips beskriver dog også Saladins brutale adfærd i en række andre erobringer og slag.

»Beslutningen om at skåne tusindvis af kristne liv i 1187 tjener til hans evige ære«


I 2016 udsendte de to danske historikere Michael Pihl og Jesper Rosenløv bogen »Korstogene - islams ekspansion og kristen modoffensiv«. Bogen skildrede korstogene som det europæiske forsøg på at imødegå muslimsk ekspansion og gav et mindre flatterende billede af Saladin:

»Den populære historieskrivning om korstogene har indtil for nylig ofte portrætteret Saladin som en særlig ædel, ridderlig og skånsom krigsherre. Som kilderne viser, har denne opfattelse kun meget lidt med virkeligheden at gøre.«

Jonathan Phillips bog er en ordentlig moppedreng på 574 sider, men man læser den hurtigt, og dens beskrivelse af Saladin hviler på et solidt fundament af litteratur og kilder. Selvom hans tilbøjelighed er at tegne et sympatisk portræt af Saladin, er der tilstrækkelig kritisk distance til de arabiske kilder til, at man har tillid til hans bog. Men uenigheden viser, at historien altid fortolkes forskelligt alt efter nutidens holdninger.

Sultan Saladin. En mellemøstlig legende

Forfatter: Jonathan Phillips Sider: 576 Pris: 300 kr Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag