Undersøgelse af sexisme sættes i gang efter henvendelser om krænkelser på Berlingske

Berlingskes chefredaktion har modtaget henvendelser om seksuelle krænkelser på redaktionen, og nu sættes en ekstern undersøgelse af sexismens omfang i hele mediehuset i gang.

Der sættes nu gang i en undersøgelse af sexismekulturen på Berlingske Media på tværs af alle titlerne, som inkluderer Berlingske, B.T. og Weekendavisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De seneste uger har historierne om sexisme på redaktionerne på bl.a. DR, TV 2 og Ekstra Bladet rullet i medierne, og nu er turen så kommet til Berlingske. Avisens chefredaktion har modtaget henvendelser om seksuelle krænkelser, og nu skal en ekstern undersøgelse afdække sexismekulturen på tværs af Berlingske Medias titler, som bl.a. også tæller B.T. og Weekendavisen.

Kan du sige, hvor mange henvendelser I fået, og hvor alvorlige sagerne er?

»Nej, det kan jeg ikke af respekt for processen og dem, som har henvendt sig, og måden de har ønsket, at det bliver behandlet. Vi tager det seriøst, og vi er i dialog med dem, der har henvendt sig,« siger Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen.

»Henvendelserne er kommet til Berlingskes chefredaktion og bliver behandlet af os i en særskilt proces separat fra den generelle undersøgelse i huset. Det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke ser henvendelserne som et problem, men noget, som hjælper os til forstå, hvad der foregår på området, så vi kan blive bedre at forebygge krænkelser,« siger Tom Jensen.

Berlingskes ansvarshavende chefredatør, Tom Jensen, mener, at det er positivt, at sagerne om sexisme kommer frem, således at man på sigt kan blive bedre til at undgå dem. Her er han fotograferet sammen med medchefredaktør Mette Østergaard på Folkemødet i Allinge på Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Berlingske Medias HR-direktør Lise Glerup Pedersen bekræfter, at man i øjeblikket er i gang med at finde en ekstern operatør, som kan gennemføre den generelle undersøgelse på tværs af Berlingske Medias titler. Hun håber, at man kan have undersøgelsen, som skal igennem husets arbejdsmiljøudvalg, ude i løbet af et par uger.

»Det handler om at afdække omfanget af sexisme i Berlingske Media og at finde ud af, hvad der er en acceptabel tone, så vi får et kvalificeret grundlag at starte en dialog op på. Det handler om kultur, som nogle gange kan være det sværeste at beskæftige sig med,« siger Lise Glerup, som ikke vil udelukke, at husets retningslinjer på området, som hun ellers ikke umiddelbart synes fejler noget, vil blive lavet om, når resultatet foreligger.

Kommer undersøgelsen på baggrund af henvendelserne om konkrete krænkelser?

»Det er rigtigt, at der er kommet henvendelser, før vi tog initiativ til denne undersøgelse, men det er ikke kun på den baggrund, at vi laver den,« siger Lise Glerup.

Tror du også, at man ville have sat denne undersøgelse i gang, hvis ikke der var kommet henvendelser?

»Ja, det tror jeg faktisk. Når man har fulgt debatten de seneste uger, kan man se, hvordan det popper op rundt omkring ude i mediebilledet, og der mener jeg, at vi står det rigtige sted ved at gå ud og afdække omfanget,« siger Lise Glerup.

Kun én sag tidligere på Berlingske de sidste 13 år

Siden Tom Jensen trådte ind i Berlingskes chefredaktion i 2007 har der, indtil nu, kun været én kendt sag om seksuel krænkelse, som der til gengæld var relativt meget offentlighed omkring.

Er du overrasket over, at der også på den pæne avis Berlingske lå den slags ting og simrede?

»Efter de seneste uger, nej. Altså, der var 1.615 kvinder, som skrev under på støttebrevet til Sofie Linde. Og det signalerede for mig klart, at der er et problem, som ikke er slut endnu. Og så skulle man jo være naiv, hvis man troede, at vi var det eneste sted i verden, hvor det ikke fandtes længere. Jeg har – som så mange andre – måttet gøre mig det klart, at bare fordi man ikke selv ser noget, betyder det ikke, at der ikke er noget,« siger Tom Jensen.

Hvad tænker du om, at der pludselig nu, hvor emnet har været oppe i medierne, kommer henvendelser på dette område?

»Jeg synes, det er fint. Det er fint, at vi får denne her debat i vores branche, ligesom de sikkert også får den i andre brancher, sådan at folk fremover kan gå på arbejde uden at risikere at blive udsat for krænkelser eller andre ubehageligheder, for det er jo ikke rimeligt,« siger Tom Jensen.