Ugen på kanten: Jeg har skrevet to taler, DFI. En grøn og en gul

Minktragedier, endnu en kikset Jensen-socialdemokrat, Det Danske Filminstitut på afveje og en brandert i Blågårdsgade. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

DFI vil sørge for, at alle de ikke-hvide medarbejdere på et filmset nu skal tælles, og at det skal fremgå på ansøgninger, hvor mange ikke-hvide, der er på produktionen. På billedet kan tælles én i form af skuespiller Christopher Læssø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Loic Venance

Ugen har budt på en masse aflivede mink, endnu en glemsom Jensen-socialdemokrat – denne gang Mogens og ikke Frank – og en regering, der åbenlyst har fået storhedsvanvid hele vejen rundt.

Vi har set overskrifter som »Mink-Mogens i endnu en kovending«, »Mogens Jensen afliver tanke om Noas Ark for mink« og »Mogens' mink-lem giver svært comeback«. Det er tragisk, mere end det er komisk.

Der har været lovbrud og politisk hurlumhej omkring det, men jeg tror simpelthen, det er for kedeligt at dykke ned i.

Det er selvfølgelig meget, meget, meget oplagt at fremhæve et tweet af Nye Borgerliges Mette Thiesen, hvor hun fremstår højhellig omkring ministerens lovbrud og sammenholder det med samme partis Inger Støjberg-annoncer om barnebrudelovbrud, men der er bare ingen af os, der har behov for at se den der tegning af en orange hårknude igen.

Vi dropper det helt og holdent og konkluderer, at alle politikerne har tabt sutten. Og på trods af, at det lader til, at samtlige politikere har taget hovedet under armen, er der faktisk nogle, der fortjener mere voksenskældud end alle dem på Borgen: DFI. Det Danske Filminstitut.

Der var sørme en mere til DFIs liste over ikke-hvide filmbranchetyper. Denne gang instruktør May el-Toukhy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

DFI har nemlig sat sig for at blive woke. De vil diskrimination og manglende racemæssig diversitet i branchen til livs. Og hvordan vil de så gøre det? Jo, de vil sørge for, at alle de ikke-hvide medarbejdere på et filmset nu skal tælles, og at det skal fremgå på ansøgninger, hvor mange ikke-hvide der er på produktionen.

Men hvorfor egentlig stoppe der, DFI? Man kunne jo sætte en form for mærkat på alle de ikke-hvide, nu vi er i gang. Det kan jo være svært at afgøre, hvornår man er ikke-hvid nok til ikke at være hvid. Bare inden for Europa er der jo forskelle i pigmenteringen på forskellige folkeslag.

Hvad med iranere? De er selvfølgelig ikke blonde, men i forhold til melaninniveauet i huden er de jo ikke langt fra sådan en italiensk type. Måske man skulle bære en form for varedeklaration, der indikerer, at man altså er ikke-hvid nok til at komme med på listen.

Man kunne jo markere det på personerne i form af en stjerneformet broche? Det kunne sikkert også se flot ud. Sikke I har knækket koden på at udrydde racisme. We are the wold, og alt det der. Suk.

Hov, der var en mere, nu er vi oppe på tre ikke-hvide filmbranchetyper til DFIs liste. Denne gang skuespiller Camilla Lau. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Fy for den lede rødbede, hvor jeg dog væmmes ved tanken om at skulle »tælles« på et filmset. Hvis ikke jeg allerede havde forladt branchen for længst (ja, jeg havde en kort periode som producerassistent på et produktionsselskab), ville jeg da gøre det nu og smække godt og grundigt med døren på vej ud.

Den manglende diversitet skyldes jo i øvrigt åbenlyst, at alle i filmbranchen skal arbejde gratis i de første mange, mange år. Det kræver, at man har forældre, der kan spæde til ens økonomi og måske smide et forældrekøb oven i hatten. Og det kræver videre, at ens forældre er middelklasse eller derover.

Og der er såmænd bare færre ikke-hvide i middelklassen og derover. Dertil reproducerer filmbranchen sig selv i en uendelighed. Det tydeligste eksempel vi har på en kreativ klasse, der kører i ring. En branche, der er endnu mere fætter-kusine-fest end journaliststanden, og det siger ikke så lidt.

Måske I skulle starte med at få styr på arbejdsforholdene i jeres branche, så det ikke længere er helt legitimt at udnytte unge, håbefulde mennesker – og deres forældres dybe lommer – som forretningsmodel.

Og så luk nogle ind, som ikke er børn af nogle, der allerede er til festen. Så vil I nemlig pludselig stå med en farvepalet, der ikke kun går fra knækket æggeskal til varm beige.

Du godeste, hvor bliver det dog skrækkeligt for de få ikke-hvide i branchen, der nu skal rives rundt som symbolske runner-credits, for at en film kan fremstå super woke i en ansøgning.

Her var skam en mere. Selveste filminstruktør og skuespiller Hella Joof. Sikke en leg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Vi slutter af med en historie fra det virkelige liv. Østre Landsret har torsdag stadfæstet forbuddet mod banden Loyal to Familia.

Og jeg har faktisk personligt en aktie i den sag. Jeg sad engang en sen eftermiddag på Blågårdsgade i København på cafeen Props Coffee Shop og blev spurgt af en DR-journalist med et kamera, om jeg var utryg ved at opholde mig på stedet, nu hvor der huserede bander i området.

Jeg må lige indskyde, at jeg på daværende tidspunkt havde delt fire-fem flasker rosé med et ukendt antal venner og husker ikke rigtig, hvad jeg sagde, og derfor ikke rigtig føler, at jeg behøver stå inde for, hvad jeg fik sagt, men på landsdækkende TV kom det da i hvert fald. Med lidt research og vennetjenester fandt jeg klippet:

»Det er skønt! Vi er her flere gange om ugen!« råber jeg efter at have haft svært ved at stave mit eget navn for journalisten, som har valgt at gå rundt i Blågårdsgade og lede efter mennesker, der ikke tør opholde sig i Blågårdsgade ... Hun spørger mig så til, hvad jeg mener om det, der dengang bare var et forslag om et forbud:

»Øhh, jeg kan ikke se ... Alle de ulovlige ting, de gør, er jo ulovlige i forvejen, så jeg kan ikke se, at det skulle hjælpe noget at forbyde bander i sig selv ... Det er vel lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen,« sagde jeg.

Og det, synes jeg faktisk, er OK klogt sagt på en meget simpel, rosébrandert-måde.