Ugen på kanten: Han havde jo bare pillet lidt med fingrene og spillet lidt med tungen ...

Frank Jensens boomer-bommert på Facebook, ungdomspolitiske klammerter og en hidsig opsang til et giftigt system. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Det mest iøjnefaldende ved Frank Jensens exit var, at han åbenlyst ikke helt forstod, hvorfor alle blev så hysteriske. Her holder han pressemøde på Islands Brygge, 19. oktober. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det føles som en evighed, siden Frank Jensen måtte opgive posten som Københavns overborgmester efter en række #metoo-sager. Men det var faktisk bare i mandags.

Det mest iøjnefaldende ved Frank Jensens exit var, at han åbenlyst ikke helt forstod, hvorfor alle blev så hysteriske. Han havde jo bare pillet lidt med fingrene og spillet lidt med tungen ...

Inden sin afgang fik han lige delt et facebook-opslag, skrevet af en boomer, som mere eller mindre bad en af de kvinder, Frank Jensen har krænket, om at knytte sylten. Der stod:

»DSU-formanden i København burde forlade sin post og koncentrere sig om noget, hun er god til. Denne unge pige, der stiller sig frem for rullende kameraer, mens en flok sultne, sensationshungrende journalister helt ukritisk labber det i sig for at kunne sælge nyheder i flæng, står med hævn i øjnene og OFFER præget i hele ansigtet, mens hun helt uden at blinke forsøger at slagte Frank Jensen, vel at mærke i al offentlighed.«

DSU-formand Cecilie Sværke Priess ankommer til Københavns Rådhus, hvor Socialdemokratiet i København holdt krisemøde om Frank Jensens krænkelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Med andre ord har Frank Jensen slet ikke forstået alvoren i det, han stod midt i. Umiddelbart lignede det bare, at tiden var løbet fra Frank Jensen. Altså et generationsspørgsmål. Men senere på ugen skulle det vise sig, at det var langt mere komplekst end som så.

Torsdag aften løb første afsnit af TV 2-dokumentaren »Partiernes skjule overgreb« nemlig over skærmen, ligesom andet afsnit kan streames på TV 2 Play. Og træk mig nu baglæns ind i fuglekassen, hvor er det bare ubehageligt at se på og høre om.

Ni kvinder fortæller meget ærligt om grænseoverskridende seksuel adfærd i ungdomspartierne, om hvordan magt i partierne bliver vekslet til seksuel magt som gangbar valuta. Og ikke mindst om traditionen for, at ansvarshavende voksne ser gennem fingre med det.

Undervejs, når man ser dokumentaren og blandt andet hører om en pige, der bliver fundet væltet ind over en håndvask, ved siden af en pøl af sit eget bræk, med trusserne trukket ned om anklerne til en fest i et ungdomsparti, kan man ikke undgå at stille sig selv spørgsmålet: »Hvor var de voksne?«

Og den næste tanke, der melder sig, er »nå ja, de voksne til ungdomsfesterne var sådan nogle som Jeppe Kofod«. Og for at slå en krølle på Frank Jensen, så giver det jo fin mening, hvis han er politisk opdraget i et parti, hvor den slags er kosher.

Og tag dig i agt, for det, der kommer nu, er komplet blottet for videnskabeligt belæg. Det er bare mine fordomme, antagelser, anekdotiske eksempler og mavefornemmelser, der får frit løb:

Jeg tror, jeg var 15 år, da jeg begyndte at holde passionerede taler om, at ungdomspartierne er indoktrineringsfabrikker, der suger alt håb og al livsglæde ud af unge, politisk interesserede mennesker, som ellers havde noget på hjerte.

I 2018 deltog jeg i DM i debat, hvor 34 unge mennesker konkurrerer på deres debategenskaber. 21 af deltagerne var ungdomspolitikere. Og jeg har da aldrig i mit liv været vidne til en så røvsyg omgang miniputpolitisk, uoriginal formidling af de respektive moderpartiers partiprogrammer.

En parade af eksempler på, at formålet med ungdomspolitik er at dressere unge ildsjæle til ikke at tænke for selvstændigt, men derimod gøre brug af en håndbog i, hvornår man som repræsentant for partiet skal sige hvad til hvem.

Samtidig er ungdomspartierne beta-hannernes paradis. Med lovning på fede fester (og magt) får man alle dem på krogen, som ikke ellers har adgang til fede fester (og magt) i folkeskolen, i gymnasiet eller på handelsskolen: Dem, der ikke er med til at afsøge grænser i sociale lag med deres jævnaldrende, som ikke har lært at omgås det modsatte køn, som ikke er en del af fællesskabet, og som i den grad hungrer efter, at nogen skal se op til dem.

Og så tilsidesættes de sædvanligt herskende sociale koder.

»Revenge of the nerds« kunne man sådan lidt kækt kalde det, når unge mennesker, der åbenlyst ikke besidder tilstrækkelige sociale egenskaber til at stige i graderne i et socialt hierarki, pludselig er ungdomspolitiske stjerner med hver sit harem af unge, håbefulde teenagere.

I dokumentaren ser vi, at man i ungdomspartierne tilsyneladende har tradition for, at unge voksne prøver grænser på unge børn, og det er mig en gåde, hvorfor vi hertillands ser på de sekteriske overgrebsmaskiner med så nostalgiske øjne.

Al respekt i verden til de kvinder, der fortæller om deres grænseoverskridende oplevelser i ungdomspartierne. Ingen til dem, der dækker over overgreb. Og med disse ord, vil jeg nu erklære ballet for åbent. Diskutér!