Udskejelserne fortsatte på Det Kgl. Teater. Man blev helt misundelig

Morten Staugaard var en velplaceret debuterende gnavpot ved repremieren på »Maskarade«, der refererede søgt til covid-19, men brillerede med livsglæde, fine folk og virtuose kulisser.

Gnavpotten Jeronimus (Morten Staugaard) i en af sine bedre stunder – her i kvindeligt selskab (danseren Olva Sol Anselmo) Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så vendte den tilbage til scenen, verdens bedste opera på dansk, »Maskarade«. Lige akkurat, men alligevel. Weekendens repremiere på Operaen på Morgan Allings og teaterchef Kasper Holtens inspirerede iscenesættelse af nationalklenodiet var værd at opleve for de få af os, der nåede det inden den nye nedlukning, og musikken alene var og er vidunderlig, for den på tidspunktet for komponeringen ægteskabeligt udfordrede komponist var så inspireret, at alene ouverturen i sig selv er kommet til at stå som et af hans fineste orkesterværker. Skyldes al den veloplagthed midt i mørket, at fynboen havde noget misundelsesværdigt godt stof at arbejde med?

Forlægget var i hvert fald fremragende, nemlig intet ringere end Ludvig Holbergs gamle komedie »Maskerade«, og operaens tekstforfatter, dr. phil. Vilhelm Andersen, præsterede det kunststykke at gøre digterens ord endnu mere levende, endnu mere sprudlende. Se bare, hvordan rimene falder i operaens mest kendte nummer, hvor sure  Jeronimus klager sig over tidens almindelige forfald:

»Fordum var der fred på gaden, førend vægt´ren råbte ni, slukt var lyset, lukt var laden, aftengrøden røg i staden, godtfolk gik fra aftensmaden fredeligt i hi.«

Gaden rimer på laden rimer på staden rimer på maden, og sådan er det hele vejen igennem, og derfor er »Maskarade« også ordligt en kæmpestor fornøjelse, ligesom det, som antydet, er (var) glædeligt at gense netop Allings/Holtens fortolkning af værket, som det nu igen udfolder (udfoldede) sig på Operaen – nu med covid-19 som, om ikke et hovedtema, så dog en antydet trussel.

Syge uden syge

Aktualiteten i dét greb er klart, det er den dramatiske logik til gengæld ikke, for sådan at mase en pandemi ned i en opera, hvor ingen er syge, kan selvfølgelig kun blive et postulat, men pyt så med det. Sangerne – nu på covid-19-sikker afstand af hinanden – sprudlede i denne premieregenopsætning, og det gjorde ikke mindst Morten Staugaard, der debuterede i den klassiske rolle som Jeronimus og gjorde det med flot stemme og strålende skuespil.

 

Henrik er en af de rigtigt kloge. Her i skikkelse af formidable Simon Duus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

»Det hele bliver ikke ringere af, at det udspiller sig i Marie í Dalis scenografi, der med sin virtuose bevægelighed, sin humor, sin opfindsomhed og sin ubesværede vekslen mellem nyt og gammelt er en ren fryd.«


Mindre kunne heller ikke gøre det, for Jeronimus er en central figur i den muntre beretning om samme ærkeborgerlige patriarks søn, Leander (ungdommeligt performet af Gert Henning-Jensen), der skal giftes med Leonora (i Dénise Becks henrivende velsyngende skikkelse), men som ved den maskerade, farmand synger så surt om, bliver forelsket i en anden kvinde (tror vi nok!). Samme Leonoras far, Leonard (en virkelig sjov Michael Kristensen), kan på sin side fortælle Jeronimus, at også hans, altså Leonards, datter er faldet for den forkerte under de almindelige frivoliteter, og det er alt sammen noget vidunderligt rod, og så er der også, og ikke mindst, for det er jo Holberg, et par tjenestefolk, der er kvikkere end de fleste, nemlig tjeneren Henrik, som Simon Duus så fortrinligt giver krop og stemme (manden synger lige så godt, som han spiller teater!), og det kvindelige tyende Pernille (tak til Johanne Højlund!). Læg dertil, foruden andre gode mennesker på scenen, Jeronimus´  kone, Magdelone, der i Johanne Bocks magtfulde skikkelse er blevet til en lettere fordrukken madamme, der er med på den værste og til lidt af det hele. Det er ganske strålende, og det hele bliver ikke ringere af, at det udspiller sig i Marie í Dalis scenografi, der med sin virtuose bevægelighed, sin humor, sin opfindsomhed og sin ubesværede vekslen mellem nyt og gammelt er en ren fryd.

Operaen minder os om dengang, man stadig kunne skeje ud. Øv, altså! Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

Dans og drama

Så jo, der er meget, der lykkes i denne, den seneste og nu midlertidigt lukningsramte genopsætning af en meget vellykket opsætning (igen med superrutinerede Michael Schønwandt på dirigentpodiet), og selv om man kan synes, at selve værket »Maskarade« er allerbedst i første akt, og at det taber noget dramatisk højde hen ad vejen, fordi der skal danses så pokkers meget til den der maskerade, ja, så må man i hvert fald sige, at de trin og de bevægelser, koreografen Signe Fabricius får ud af de dansende, udstråler både humor og livsglæde. Dét er helt i fænomenet maskerades ånd og derfor helt til at leve med, når det nu skal være. Og så er det bare trist, at netop løsslupne lystigheder som dem, operaen hylder (men som Jeronimus altså hader af et godt, gammelt hjerte!), er noget, man for tiden må give afkald på. Øv, altså.

I den aktuelle, letterede covid-19-påvirkede fortolkning af »Maskarade« løses pandemiproblemet til sidst, da der bliver rigeligt med vaccine til alle. Mennesker sættes fri, de misundelsesværdige udskejelser kan fortsætte. Dog indtil videre kun på teatret. Og så alligevel ikke engang der. Øv igen.

Maskarade

Musik: Carl Nielsen. Ord: Vilhelm Andersen (efter Ludvig Holberg). Iscenesættelse: Kasper Holten og Morgan Alling. Scenografi: Marie í Dali. Koreografi: Signe Fabricius. Sted: Operaen.