Se, nu er jeg jo noget nær et fossil på Roskilde. Der er noget rart ved det. Man har en erfaring med sig, som de fleste herude ikke har, så man kan både kloge-åge og mansplaine den og være oldefar-vis på den lidt selvfede måde.
Det vil jeg så være nu.
Da jeg begyndte på Roskilde Festival i 1984, slog vi bomuldsspidsteltene op fredag eftermiddag, festede og hørte musik i to dage, hvorefter vi pænt pakkede teltet sammen og slæbte vores habengut hjem til parcelhuset, hvor det kom fra.
Sådan et telt og dets indbo kunne mageligt holde til 10-20 Roskilde-festivaler, et par ture til Norge, en interrailrejse og om fornødent nogle somre med cykelferier på Mols. Jeg fik som teenager en Ajungilak-sovepose, nydeligt auberginefarvet. Den har jeg endnu (omend jeg ikke vil tilråde nogen at sove i den).
På et eller andet tidspunkt, jeg tror det har været engang i 90erne, ændrede alt dette sig på mærkelig vis.
I stedet for at pakke lejren sammen, rydde op efter sig og efterlade den plet, hvorpå man havde sovet, i nogenlunde samme stand som da man ankom, bredte der sig samme psykose over Roskilde, som man hvert år ser i Fælledparken efter 1. maj, Distortion i juni og ved en hvilken som helst begivenhed, hvor mere end et par hundrede mennesker er forsamlet udendørs i byen:
Det hele sejler efterfølgende i skrald. Man smider blot, hvad man har brugt. Det gælder ikke kun ispapir og fladtrådte øldåser, men også telte, campingstole, luftmadrasser og pavilloner. Og lejlighedsvist et kondom.
Det er som om vekselkursen ved almindelig oprydning er blevet for lav: Skidtet koster alligevel blot en halv timeløn i Jysk eller i et byggemarked, og hvorfor så investere en times arbejde i at rydde op? Det er på sin vis logisk, men kønt er det ikke, når horderne igen er draget hjem fra Roskilde. Dagen efter minder det om en hastigt rømmet flygtningelejr.
For at modvirke denne tendens begyndte Roskilde for nogle år siden at indrette særlige campingområder, hvor det er en del af kontrakten, at der skal ryddes op. De hedder sådan noget som ‘Silent & Clean’ og ‘Clean Out Loud’. Kodeordene for den særlige indsats, man afgiver et højtideligt løfte om: Ikke at efterlade et svineri bag sig.
Og i år er Roskilde så gået endnu videre. I en meget delt facebook-video har man allieret sig med profiler som Anne Marie Helger og Mia Lyhne med flere, der i umisforståelige vendinger meddeler Roskilde-gængerne, at det er noget griseri med de efterladenskaber. Nøglen i kommunikationen er naturligvis … klimaet. Alle tings løsen for tiden.
»Din lille snotpriviligerede selvcentraliske curlingunge. Du står der og flasher din klimabekymring foran Christiansborg. Men lige så snart du får færten af en Dyrskueplads, så begynder du at svine og møge og dænge til med affald. Klimasvin!«, råber Anne Marie Helger.
Det er såmænd morsomt nok. Men også tankevækkende. For det gør nok ikke nogen målbar forskel for klodens klima, om Roskildes campingliggere tager deres nylondug med hjem eller lader den ligge.
Det mærkelige er derimod, at man er nødt til at pirke til de unges klimasamvittighed for at få dem til at gøre det, der egentlig burde være det naturligste i hele verden: At rydde op efter sig. Uanset hvor man er og hvorfor. Det er jo bare at gøre det. Sæt igang!
