To stjerner: Det er muligvis ikke meningen, men romanens eneste sympatiske karakter er fortællingens dumme svin

Boganmeldelse: Edward St. Aubyn lagde verden ned med sine fortællinger om Patrick Melrose. Hans seneste roman »Dobbeltblind« er desværre knap så vellykket og understreger rigtigheden i, at god kunst er moralsk, mens moralsk kunst ikke kun er dårlig; den er også meget kedelig og forudsigelig.

Kritikerdarlingen Edward St. Aubyns nyeste roman skuffer fælt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Photographer: DAVID SANDISON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jonathan Swift beskriver i »Gullivers rejser« den flyvende ø Laputa, der er beboet af filosoffer, matematikere og videnskabsmænd.

Umiddelbart lyder det som et paradis for nørder, men øen er en latterlig konstruktion, hvor videnskabsfolk forsøger at udvinde solskin fra agurker og få edderkopper til at spinde silkestrømper, og hvor kokke bruger timer på at formgive mad tilstrækkeligt geometrisk avanceret. Gulliver, der keder sig i selskab med de idiotiske projektmagere, forlader øen for ikke at blive sindssyg af al deres klovnesnak.

Edward St. Aubyns persongalleri i »Dobbeltblind« minder lidt om beboerne på Laputa. Dog var Swift ikke vanvittig nok til at forestille sig Aubyns hovedpersoner – økovidenskabspræsterne. Ligesom Gulliver leder man hurtigt efter en udgang.

»Havde det ikke været mit arbejde at anmelde litteratur, var »Dobbeltblind« ikke en roman, jeg havde spildt mere end 10-15 sider på,« skriver Anne Sophia Hermansen i sin anmeldelse. Fold sammen
Læs mere

Havde det ikke været mit arbejde at anmelde litteratur, var »Dobbeltblind« ikke en roman, jeg havde spildt mere end 10-15 sider på. Heller ikke, selv om jeg var voldsomt begejstret for forfatterens Patrick Melrose-romaner og synes, at de hører til i enhver veludrustet bogreol.

Næsten 100 procent uudholdelige hovedpersoner

I »Dobbeltblind« følger vi Lucy, Olivia og Francis, der alle har en baggrund i biologien. Francis arbejder med genforvildning af naturen og er romanens Gutmensch, som kærligt tager sig af den forsømte jord, som al ond modernitet har hældt sine dårligdomme ud over. Han er garanten for, at sanglærkerne kan fortsætte med at synge og verden blive god igen, og var det ikke for hans eksperimenter med psykedeliske svampe, havde han nok været en 100 procent uudholdelig hovedperson.

Meget mere sjov er der ikke over kæresten Olivia, der forsker i genetik og er rørende enig med Francis i, at mennesket – »den antropocæne tidsalders ubesindige hovedperson«, som det så mundret hedder i romanen – ikke går sin egen triumf i møde, men sit snarlige fald.

Sammen har de ondt af de bananfluer, rotter, rhesusaber og regnorme, som biologistuderende eksperimenterer med som en del af deres undervisning (har alle organismer måske ikke ret til et godt liv?), og de føler et tyngende ansvar for de økologiske systemers overlevelse og karakteriserer andre som »forbrugerzombier«.

Hvis man følger Frie Grønne eller kendiskokken Nikolaj Kirks kamp for Lossepladssletten på Amager, vil man genkende retorikken. Imidlertid er Francis’ og Olivias refleksioner og replikker drænet for al inderlighed – tilbage er kun moralismen.

Modsat de to helligfrans’er, som befinder sig på sikker afstand af alt det, de ikke kan lide, har veninden Lucy fået job i venturekapitalfonden Digitas. Vi forstår, at en kapitalfond er et andet ord for Dødsstjerne, og Lucys chef er da også egoistisk, lunefuld og skruppelløs og har fået det symbolske navn Hunter Sterling, så vi FATTER, at dette ringe menneske kun jagter penge, penge, penge.

Tanker fra en døende

Det er muligvis ikke meningen, at vi skal sympatisere med Hunter, men når det sker, skyldes det, at fortællingens dumme svin er den eneste med bare en lille smule personlighed. Faktisk er de tre venner så farveløst korrekte, at Hunter bliver den havkat i hyttefadet, som sikrer, at romanen ikke falder totalt fra hinanden.

Sprogligt har den også svært ved at hænge sammen. Vennerne taler flydende forskningsartikelsk, selv når de er forelskede, har sex eller konfronteres med dødelig sygdom, og når Francis savner Olivia, beskrives det sådan her: »Deres mikrobiomer, disse kolonier og skyer af mikroorganismer, som beboede og omgav ethvert menneskes krop, blandede sig utvivlsomt stadig med hinanden, og han ønskede hendes lemmer og led tilbage, og det samme gjaldt deres samtale.« Undskyld mig, men hvem taler sådan?

Da Lucy får konstateret en hjernesvulst, begynder hun straks at reflektere over hjerne kontra bevidsthed. »Hvordan noget kan være i ens hjerne, uden man ved det?« spørger hun. Oplagte tanker, når man lige har fået at vide, at man skal dø.

Endelig er det ikke fremmed for Olivia at sige sætninger som: »Korrelationen mellem gener og skizofreni er heller ikke overbevisende« og: »Tja, hvad er en teori egentlig andet end en utrolig stabil anekdote? Og hvad er en kendsgerning andet end en utrolig stabil teori?«.

Spændende sætninger i en filosofibog, men det her er skønlitteratur.

Overstyret moralsk fortælling

På bagsideflappen lover forlaget os en »uforglemmelig historie om kærlighed, frygt og mod«, og det lyder jo lovende, men romanen giver os et svagt plot og en overstyret moralsk fortælling, der minder om en kloning mellem Veganerpartiets valgprogram og et forskningsdøgn forlænget langt ind i helvede.

Forlaget lover os også en fortælling, der bevæger sig fra bevidsthed til bevidsthed, og det er til gengæld rigtigt. Desværre er det den form for bevidsthed, der tilhører mennesker, man ikke gider tale med, medmindre man får penge for det.

Hvis man interesserer sig for kunstig intelligens og rewilding-projekter, vil jeg foreslå, at man går til faglitteraturen. Jeg vil også foreslå, at man læser Iris Murdoch og Aldous Huxley, hvis man holder af den måde, idéromanen behandler videnskabens møde med den menneskelige irrationalitet på. Eller læser Charlotte Weitzes »Rosarium«, hvis man er til VELLYKKET klimalitteratur.

»Dobbeltblind« er ikke nogen vellykket roman, og den understreger rigtigheden i, at god kunst er moralsk, mens moralsk kunst ikke kun er dårlig; den er også meget kedelig og forudsigelig. Ligesom Laputa.

Dobbeltblind
Forfatter:
Edward St. Aubyn. Antal sider: 325. Pris: 299,95 kroner. Forlag: Gad