Tillad nu for f..... fotografering i teatret

Hvis den klassiske scenekunst skal have bedst chancer for ikke bare at overleve, men leve i bedste velgående, så skal den saneringsmodne forbudspolitik erstattes af en tidssvarende opfordringspolitik.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Katherine Diez Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Gider du godt lade være med det pjat!«

»Du ødelægger det faktisk for os andre!«

Sådan lød det traditionen tro rundt om mig, da jeg forleden sad i det patinerede, røde veloursæde på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor juleballetten »Nøddeknækkeren« med musik af Tjajkovskij også traditionen tro spiller ganske ligesom sidste år. Ja, alt er ved det gode gamle ved juletid – som det bør være. Lige bortset fra måske én ting: At den officielle kamerapolitik i teater-, opera- og balletsale stadig er »ingen kamera«!

»Skal de unge, som ikke er vokset op i et hjem med bogreoler og Børge Mogensen, finde vej til den klassiske scenekunst, skal de i højere grad lokkes ind af deres gloværdige og troværdige Instagram-idoler.«


Jeg kan godt forstå, hvis det umiddelbart lyder decideret sygt at være imod den politik i centrum af den åndelige fordybelses lønkammer, men storhedstiden er ærligt talt for længst løbet fra disse anmassende, moraliserende moralister, der river nakkehårene af deres medpublikummer, så snart de trækker vejret lidt tungt.

Det nytter ikke længere. Det nytter ikke længere, at publikummer i fryd og foragt opdeler hinanden i første- og andenrangsborgere, hvor førstnævnte er så hellige, at de ikke tør plukke så meget som en nedfalden Grev Moltke-pære, fordi de har hørt, at der er noget, der hedder forbuden frugt, og sidstnævnte er kunstformidleren, der fotograferer en perfekt piruet, eller en pavestolt forælder, der fotograferer selve Miraklet i Guds markedsføring af små menneskemodeller.

Kostbare spildte kræfter

Vi befinder os nu i en tid, hvor den klassiske scenekunst må spilde kostbare kræfter på konstant at innovere og genopfinde sig selv, og hvis generationen af digitalt indfødte i skræmmende nær fremtid skal overtage kernegængerpladsen fra »Lisbeth, 65« og stå som kulturlivets bærende egenbetalingsfundament, så må der andre boller på suppen.

Kort sagt: Hvis den klassiske scenekunst skal have bedst chancer for ikke bare at overleve, men leve i bedste velgående, hvis den skal have bedst chancer for kontinuerligt at flashe sin relevans for alle dem, der ellers aldrig kunne drømme om at overveje at købe en billet til »Nøddeknækkeren«, så skal den saneringsmodne forbudspolitik erstattes af en tidssvarende opfordringspolitik. Den kunne for eksempel lyde sådan her:

»Kære publikummer. Når den lille, grønne lampe over scenen tænder, vil du i tre minutter være så hjerteligt velkommen til at hive kameraet frem, tage et billede, vælge det filter, der bedst fremhæver den smukke scenografi, og dele din oplevelse på Instagram.«

Som man siger: Content is king. Sharing is caring.

De digitalt indfødte lytter til hinanden, kigger på hinanden og stoler ikke mindst på hinanden. Social media-markedsføring fra teatrene selv er langt fra nok, hvis det overhovedet rykker noget som helst. Skal de unge, som ikke er vokset op i et hjem med bogreoler og Børge Mogensen, finde vej til den klassiske scenekunst, skal de i højere grad lokkes ind af deres gloværdige og troværdige Instagram-idoler. Løsningen på fremmedgjortheden er så nem og ligetil, at det næsten er pinligt. Lige så pinligt, som når voksne skælder andre voksne ud og indleder slåskampe over et lille knips med linsen til »Nøddeknækkeren« eller et knitrende stykke bolsjepapir til en Mahler-koncert.