Til sidst sagde direktøren for Kvindemuseet til Berlingskes journalist: »Du gør mig uret«

Julie Rokkjær Birch kan ikke lide ordet »kvindekamp«. Til gengæld vil direktøren for Kvindemuseet i Aarhus have, at museet tager »stilling til aktuelle konflikter og udfordringer«. Men skal Kvindemuseet være politisk aktivistisk med kvindekvoter og røde bannere? Berlingske har besøgt museet.

Museumsdirektør for Kvindemuseet i Aarhus Julie Rokkjær Birch hader udtrykket »kvindekamp«. Her ses hun i Kvindemuseets smukke udstillingshal. Kvindemuseet har til huse i det tidligere rådhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Julie Rokkjær Birch er museumsdirektør på Kvindemuseet i Aarhus, og hun mener det alvorligt, det med at ændre verden.

I hvert fald skrev hun i august 2019 en kommentar i Jyllands-Posten, hvor hun gjorde sig til fortaler for en aktivistisk museumsdefinition, hvor museer skal tage »stilling til aktuelle konflikter og udfordringer«.

Hun udtrykte forståelse for, at folk kan nære betænkelighed ved en sådan aktivistisk museumspolitik, men forsvarede det med, at museerne tidligere heller ikke var »neutrale«, men styret af politisk-ideologiske holdninger. Berlingske har besøgt Julie Rokkjær Birch for at høre hendes tanker om, hvordan museet navigerer i tidens ideologi som museum.

Risikerer du ikke at placere museet og dig selv i betændte dilemmaer? Hvor stiller du og museet sig for eksempel i debatten om, hvorvidt kønsforskelle hænger sammen med biologi eller skyldes samfundsskabte forhold? En debat, hvor man på amerikanske universiteter kan blive fyret for at mene det forkerte – og det er at lægge vægt på biologiske forskelle?

»Vi ser på det nuanceret, og det er netop ikke sort-hvidt. Vi fremlægger viden og præsenterer både det biologiske syn og det såkaldte socialkonstruktivistiske syn. Vi ved meget lidt om, hvordan køn skabes, så der er ingen facitliste, men et samspil mellem biologi og samfundsskabte forhold. Men jeg mener da bestemt, at de sociale kønnede forventninger til små børn har en kæmpestor betydning for, hvordan deres valg bliver,« siger Julie Rokkjær Birch.

Inden for kvindestudier og kønsbevægelser er der en intolerance over for den biologiske forklaringsmodel og en sværgen til den samfundsskabte model, vel fordi det så er lettere at forsvare og forstå skiftet fra et køn til et andet. Er der et pres for at fravælge den biologiske forklaring?

»Det mærker jeg ikke, og vi præsenterer også biologiske vinkler i vor udstilling. Så vi står fast og præsenterer viden og holdning på en nuanceret måde. Men museet er ikke værdineutralt.«

Julie Rokkjær Birch organiserede en march, efter Donald Trump blev præsident, for at protestere mod hans udtryk »grab them by the pussy«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Kvindemuseet er et aktivistisk projekt

»Museet startede for at sætte fokus på kvindernes usynlige kulturhistorie. Det første initiativ kom fra Aarhus Universitet, og begyndelsen var præget af basisgrupper fra det feministiske miljø. Op gennem 1980erne levede museet fra bevilling fra år til år uden sikkerhed for et permanent museum, men opnåede statsanerkendelse i 1991,« fortæller Julie Rokkjær Birch, der tilføjer, at museet arbejder »progressivt« med at skildre kønsforhold.

Hvad mener du med »progressivt«?

»Jeg mener, at museet altid har været helt i front med svære emner og med at involvere publikum og lave udstillinger uden for huset. Kvindemuseet lavede således en pop up-teltudstilling i Lønstrup i 1989 og var et af de første museer, der gik uden for gængse rammer. Den arv holder vi fast i den dag i dag.«

Var det præget af tidens politiske strømning, så det var et aktivistisk feministisk projekt?

»Ja, bestemt, og det er det sådan set stadig, for feminisme betyder, at man går ind for ligestilling for alle køn. Så i mine øjne er museet et progressivt projekt, der vil skabe viden og dialog om kønnets betydning.«

I viser på jeres udstillinger andet end kvindekamp, så jeres formål har vel ændret sig?

»Ja, for efterhånden så temaer om køn, ligestilling og mangfoldighed anderledes ud, end de gjorde i 1980erne. Så man skiftede i 2016 ansvarsområde og skiftede fokus fra »kvindernes liv og virke« til »kønnenes kulturhistorie«. Det betyder, at vi breder historien ud og ser på relationerne mellem kønnene og ikke kun fokuserer på kvinder.«

Så jeres virke bredes ud efter tidens tendens til at se på manderoller og andre køn?

»Ja, så absolut. Vi skildrer og forsker i manderoller, transkønnede personers kultur og samspil mellem kønnene såvel som kvindehistoriske temaer. Vi har en vision om at udbrede viden om kønnets betydning til så mange som muligt og fungere som en aktivistisk kulturinstitution, og vi er meget aktive på sociale medier og uden for museets snævre rammer. Vi vil gerne ændre verden.«

Kvinder i rundkreds på Femølejren. Femølejren var en af de mange feministiske manifestationer fra 1960erne. Kvindemuseet udsprang af denne aktivisme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ulla Aue/Ritzau Scanpix.

»Grab them by the pussy«

Når du i Jyllands-Posten har argumenteret for, at I skal tage stilling til aktuelle konfliktområder, hvad mener du så helt konkret?

»Jeg mener, at museer er et perspektiv til nutiden, og at vi kan lære af historien. #MeToo-bevægelsen skal betragtes historisk, for derved bliver der dybde i den debat. Det var os, der satte en kæmpe-demo op i Aarhus med pussy hats, efter Donald Trump blev valgt, og det kom frem, at han havde sagt »grab them by the pussy«, og vi lavede talks, debatter og bannerworkshops.«

Risikerer I ikke at løbe med tidens strømning og blive aktivistiske a la »ned med Trump« og »hurra for kønsskifte« eller andre letkøbte politiske udsagn? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at kønsstudier på universiteter og kønsbevægelser ofte har radikale holdninger, som ikke nødvendigvis deles af et flertal af befolkningen?

»Den fare er der selvfølgelig, men vi har fokus på mangfoldigheden, og vi havde således en udstilling sidste år, hvor vi så på den moderne mand ud fra mandens perspektiv. Vi har hele tiden bredden med, men vi er da politiske og vil sætte en dagsorden, men vi er ikke partipolitiske.«

Men vi ser jo netop tidens populære holdninger få museer til at løbe med. New Yorks naturhistoriske museum fjerner en statue af præsident Teddy Roosevelt. Nationalmuseet fjerner udtrykket »eskimo«. Museer bliver til en del af en »cancel culture«, som man kalder det, hvor ubehagelige ting fra fortiden fjernes?

»Jeg er bevidst om faren.«

Vil du spørge ansøgere til stillinger på dit museum om deres holdning til kønspolitiske spørgsmål? Hvad hvis de mener, at mænd og kvinder er biologisk forskellige, og at det er forkert, at transkønnede sætter dagsorden for alt for meget i den offentlige debat?

»Det kommer an på så meget. Jeg ville da gerne vide, hvad ansøgeren mener og ved om ligestillingsproblematikker i Danmark, før jeg ansætter personen på et museum, der handler om emnet.«

Og hvis ansøgeren har mandsorienterede synspunkter og er modstander af kvindekvoter, har vedkommende så en chance for ansættelse på dit museum?

»Hvem siger, at jeg er for kvindekvoter? Og ja, det vil ikke være problem, for jeg har intet imod bredden. Tværtimod. Det må netop ikke blive et ekkokammer.«

Så når du siger, at du vil have, museet tager stilling til aktuelle konfliktemner, glider du så nu af på det?

»Det synes jeg da ikke. Det var da at tage politisk stilling, at vi organiserede en kæmpestor march, efter Trump blev indsat som præsident, for at demonstrere mod hans holdninger og hans ord om »grab them by the pussy«.

Kvindemuseet har en aktiv museumspolitik, hvor meget foregår på nettet, men hvor man også har skiftende udstillinger. I næste måned åbner museet for en udstiling om feminisme i Danmark og Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup.

Det er jo en fuldkommen risikofri aktion. Det rene medløb. Ingen vil protestere, for alle er imod Trump. Hvis du nu havde protesteret mod Bill Clinton, der efter sigende jagede alle piger og havde sex med sin sekretær, så ville jeg have respekt for din aktion, men da ikke en demonstration imod Trump?

»Det var ikke Trump, demonstrationen var vendt mod, men hans sexistiske udtalelser, som repræsenterede en generel kønnet problematik – en kultur om man vil. Senere samme år kom #MeToo-bevægelsen, så det var i høj grad aktuelt, og marchen var vendt mod sexisme som sådan.«

Men du havde ikke mod til en demonstration mod Bill og Hillary Clinton?

»Hvis jeg havde en tidsmaskine, så havde jeg også haft mod til at lave den. For den sag manglede så sandelig normkritiske og kulturhistoriske perspektiver.«

Er du sikker på det? Og når jeg fæstner mig ved det populistiske medløb i demonstrationen mod Trump, så er det, fordi det jo øger faren for, at museet også løber med andre populistiske bevægelser, som tiden er så rig på.

»Du gør mig uret. Jeg har også åbnet for en debat om mænds ret til barsel, som absolut ikke er et populært emne, hvilket kommentarsporet viser. Vi udtrykker også mandesynspunkter, og det er hverken opportunistisk eller populært og viser da en vis grad af civil courage. Jeg selv bruger heller ikke ordet »kvindekamp«, for ligestilling er en fælles kamp for alle køn, og jeg vil ikke lade museet blive et kampredskab for tilfældige kønspolitiske strømninger, selv om du mistænker mig for det.«