»The Muppet Show« nu med advarselstekst om Kermit og Miss Piggy

Det gamle dukkeshow »The Muppet Show« med kære figurer som frøen Kermit og grisen Miss Piggy har fået advarselstekster på episoderne i Disney+-regi. De udtrykker nemlig, ifølge Disney, forkerte stereotyper om folk og kulturer.

Frøen Kermit var hovedpersonen i »The Muppet Show«, der altså nu bliver deklareret med en advarselstekst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Don Emmert/AFP/Ritzau Scanpix

Disneys streamingtjeneste, Disney+, har sat advarselstekst på gamle episoder af »The Muppet Show«. Teksten advarer mod »negative beskrivelser og/eller negativ fremstilling af folk eller kulturer«.

»The Muppet Show« var et britiskproduceret tv-show med dukker, som dukkeskaberen Jim Henson stod bag. Det kørte i fem sæsoner fra 1976 til 1981 og blev også vist i dansk tv. Showet skabte en række populære karakterer som frøen Kermit, grisen Miss Piggy og Gonzo the Great. I hvert show var der en gæsteoptræden af et kendt menneske, som dukkerne ofte lavede grin med. I 1996 genopstod mange af de gamle figurer i et nyt amerikanskproduceret show ved navn »Muppets Tonight«, der blev vist på TV 2 i 1990erne. I 2004 blev rettighederne til showet solgt til The Walt Disney Company.

Disney+ begyndte at sende »The Muppet Show« 19. februar i år og indledte episoder med følgende tekst:

»Disse stereotyper var forkerte dengang og er forkerte i dag. I stedet for at fjerne indholdet erkender vi deres skadelige indflydelse, lærer af det og sætter gang i samtalen for at skabe en mere inkluderende fremtid sammen.«

Ifølge magasinet Variety omfatter denne advarselstekst blandt andet episoder, hvor Steve Martin, Johnny Cash, Peter Sellers, Debbie Harry, Spike Milligan, Marty Feldman og Joan Baez medvirker.

Disney+ har ikke konkretiseret, hvad den negative fremstilling består i, men den britiske avis The Guardian peger på, at der i en episode fra 1980 med Johnny Cash er en scene, hvor Cash står foran et sydstatsflag fra den amerikanske borgerkrig, som af mange associeres med »hvidt overherredømme«.

I en anden episode ser man, at skuespilleren Spike Milligan står ved siden af dukker iklædt nationaldragter, hvor alle synger med på sangen »It's a Small World After All«. Blandt dukkerne er der også en kineser med kæmpestore fortænder og en lang fletning, som kan opfattes krænkende, skriver The Guardian.

I en episode fra 1978 optræder Peter Sellers i en scene med titlen »En sigøjners violin«, hvor han bærer et sort tørklæde med gylden besætning om hovedet, en rød vest og et stort, rødt satinbælte, og hvor han med tyk accent synger »Once his love gave him a golden earring / And now the ears are turning green«. Også det skulle ifølge The Guardian kunne opfattes krænkende.

Den samme type advarselstekst optræder også i film som »Lady og vagabonden«, »Junglebogen«, »Aristocats«, »Dumbo« og blandt andet »Peter Pan«. I disse tilfælde har Disney faktisk givet konkrete forklaringer på, hvorfor de måtte anses for at være krænkende, men det er altså ikke sket med »The Muppet Show«.

Magasinet Variety og The Guardian har bedt om en kommentar fra Disney+, men selskabet har ikke ønsket dette.