Det må have været en forbandet svær opgave for den meget kapable instruktør J.J. Abrams at bringe verdens største filmserie til ende med »Star Wars: The Rise of Skywalker«. Vi er stadig i »en fjern galakse for lang tid siden«, men hvor er hvert hjørne af dette univers dog blevet såre velkendt, ligesom hver joke og scene også partout skal være en reference til tidligere stjernekrigs-ekskursioner.
I en tid, hvor en elsket filmserie som »Star Wars« bliver til i en slags giftig symbiose med millioner af fans, der dissekerer hvert blip og hvert båt med en IS-jihadists fanatisme, er instruktørens mulighed for at lege med dette halvt mytologiske, halvt infantile univers blevet stærkt begrænset. Spræl for meget, og man bliver beskyldt for at vanhellige grundmaterialet, som det blev ridset op af urfaderen, George Lucas, spræl for lidt, og publikum går fra filmen med en følelse af at have set det hele før.
Kernefans vil blinke anerkendende med deres lyssværd, mens denne anmelder har en følelse af, at Kraften i filmserien har taget et dyk som følge af instruktørens alt for ortodokse tilgang til materialet.
Godt gensyn med den onde kejser
Det er ikke, fordi delelementerne fejler noget – det har de aldrig gjort. Særligt glad bliver man for at gense Imperiets Onde Kejser (Ian McDiarmid) der vender tilbage i gnæggende, megalomanisk storform, hvilket også forklarer, hvorfor de forrige films superskurk, Snoke, viste sig at være et mindre hjul i mørkets maskineri. Nu har Kraftens Mørke Side gjort sig klar til en sidste planet-holocaust, og dommedagsvåbenet er denne gang en armada af slagskibe af den type, der kun var råd til et enkelt af i seriens barndom i 1970erne. Men ti gange det, man har set før, er ikke nødvendigvis ti gange bedre.
Oprørsbevægelsen tæller de faste figurer fra den nye cyklus, nemlig de venskabeligt rivaliserende Finn (John Boyega) og Poe (Oscar Isaac), den synthesizer-pruttende droide R2D2 (Jimmy Vee) og den guldglimtende homoparodi og robotbutler C-3PO (Anthony Daniels) samt en lang række rumvæsener, hvis snabler og tentakler man svagt mindes at have set i tidligere kapitler.
Den Onde Kejsers hovedfjende er dog Rey (Daisy Ridley), der har arvet Luke Skywalkers plads i universet som det identitetssøgende hittebarn, vi gerne vil identificere os med. Den sammenbidte, men sympatiske Rey har været en solid figur i denne tredje cyklus af film i Star Wars-serien, og hendes søgen efter sit ophav har givet de tre film en bevægende klangbund.
Det samme gælder Adam Driver, der bringer samme dedikation til sin rolle som den Mørke Sides faldne engel/hjemvendte søn, Kylo Ren, som til sin rolle som skilsmissefar i den aktuelle, meget omtalte Netflix-succes »Marriage Story«. Har man lige set sidstnævnte film, er det en brat overgang at se Adam Driver svinge sit korsfarer-lyssværd, men filmroller er som trylledej i Adam Drivers hænder, og man skuffes ikke over de glimt, man får af hans sikre talent.
Carrie Fisher genoplivet
Mere blandet har man det med at se Carrie Fisher blive trukket frem i rollen som den gamle Prinsesse Leia, genskabt i et morads af arkivoptagelser og computereffekter. Der er er noget uværdigt ved at genoplive for længst afdøde skuespillere, og jeg kan sagtens forestille mig virkelighedens Carrie Fisher, der var en mester udi sarkasmen, sige noget fyndigt om den form for nekrofili.
Skal man være fræk, kan man sige, at hendes karakters spøgelsesagtige tilstedeværelse er symptomatisk for filmseriens behov for at piske de samme gamle heste, det være sig genbruget af vi-har-kun-én-chance-la’-os-ta-den-plottet eller de evindelige krydsklipninger mellem lyssværdsdueller og rumskibsslag.
Der er også nogle – i øvrigt ret forudsigelige – overraskelser i form af nogle skuespillere, der vender tilbage til serien, men deres opdukken er mest af alt med til at understrege, at »Star Wars: The Rise of Skywalker« er blevet en overbudsforretning af såkaldte fan service-scener, altså scener, der tjener til at tilfredsstille kritiske fans, snarere end at bringe handlingen videre.
I flere år har hvert kapitels introduktion af nye slags verdener, nye rumvæsener og nye rumskibe været en af de største fornøjelser ved »Star Wars«. Det gjorde J.J Abrams med sit reboot af serien i 2015 med »Star Wars: The Force Awakens«, men i dette afsluttende kapitel af sagaen er der i sagens natur mindre plads til den slags, når handlingstrådene skal afrundes. Der bliver satset stort for at gøre denne film til et afsluttende brag, men slutningen føles snarere som en klynken, og det er næsten for symptomatisk, når man i en scene ser heltene trænge ind i vraget af en nedstyrtet dødsstjerne som den, man så i seriens allerførste film fra 1977.
Inden Disney igen kickstarter serien, ville de gøre klogt i at sende den på et hårdt tiltrængt kurophold, så Kraften kan komme til hægterne.
Star Wars: The Rise of Skywalker
Af J.J. Abrams. Med bl.a. Daisy Ridley, Adam Driver, John Boyega. Biografer over hele landet.
