Søren J. Damm: Anti-Mette i Eventyrland

Kommentar: Midt i godnathistorien mødte jeg den sælsomme dronning Hjerter Dame, som bare ville kaldes Anti-Mette. Alt var på hovedet og såre skønt.

»Hjerter Dame«, »Den Røde Dronning«, »anti-Mette«, hvem er hun egentlig, denne »Mette«, gemt bag drømmenes æteriske skær? Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

»Gør rede til audiens for jeres dronning, Hjerter Dame!«

Det giver et lille gib i mig. Annonceringen af dronningens tilstedeværelse overrumpler også hoffet. Hun stormer ind, dronningen!

»Ja, undskyld, jeg kommer for sent. Jeg skulle lige pudse vinduer. Udvendigt. I frostvejr,« siger Hjerter Dame og kigger alvorligt rundt.

Alle står tavse. Nervøse. Så begynder dronningen at le.

»Haha, selvfølgelig pudser jeg ikke selv mine vinduer. Slet ikke i frostvejr. Det har jeg da dygtige fagfolk til. Jeg er jo for pokker statsminister. Det har jeg da slet ikke tid til.«

Latter og lettelse breder sig lynhurtigt gennem hoffet. Kålormen, Filurkatten og selv Den Gale Hattemager nikker og bliver enige om, at det er vel nok en klog og ansvarligt dronning, vi har.

»Velkommen til mit hof,« siger Hjerter Dame, henvendt til mig. »Du kan bare kalde mig Anti-Mette, min ven. Ja, jeg ved godt, det er lidt påtaget, nærmest bondsk, men Hjerter Dame, det bliver så formelt, ligesom Den Røde Dronning, som pressen kalder mig. Sikke noget! Men mine venner kalder mig altså Anti-Mette.

En spindoktor foreslog, at jeg bare kaldte mig Anti-Mette i offentligheden, for eksempel på sociale medier, så ham fyrede jeg. Det jo åbenlyst, at det ville virke fortænkt. Jeg er jo for pokker statsminister, fortæller Anti-Mette.

»Så i offentligheden hedder jeg dronning Hjerter Dame,« siger hun varmt, men bestemt, mens hun blinker konspiratorisk med venstre øje.

»Det er mig en ære!« får jeg fremstammet.

»Jeg er sulten! Lad os spise frokost,« annoncerer Hjerter Dame, mens hun slår ud med armen i retning af et overdådigt bord med alskens indbydende retter. Her er farserede vagtler, laks fra Fanø, paté en croute med foie gras og trøfler. Her er alt, hvad hjertet kan begære, men Anti-Mette passerer de gastronomiske herligheder og leder mig i stedet hen til et lille ydmygt og slidt skolebord. Her lugter af olieret og daggammel fisk.

»Selvfølgelig spiser man ikke makrelsalat offentligt«, siger Hjerter dame med et oprigtigt smil.«. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

»Se, så,« udbryder Anti-Mette, »Makrelsalat! Hvad mener du om det?«

På en skåret tallerken på bænken står en udmyg makrelmad med mayonnaise og et par skiver agurk.

»Jo, ja, altså, det er ikke noget, jeg skovler ned. Måske spiser jeg det et par gange om året. Helst alene. Udenfor.«

»Præcis! Jeg fyrede da også straks den debile spindoktor, som foreslog, at jeg skulle foregøgle at spise den slags til frokost. Hvor ville det dog også forekomme uinspirerende og fortænkt. Og så med agurk på! Det er der sgu da ingen, der spiser på makrel! Jeg ville bare lige vise dig, hvor mange tåbeligheder vi politikere skal hoppe over i det daglige. Kom lad os få noget ordentlig mad. Jeg tror sgu, jeg napper en vagtel.«

Mens vi nyder den raffinerede frokost med et veltempereret glas Gevrey Chambertin, blander lyden af en sprød cello sig i vores konversation.

Kulturkorsridderen Anti-Joy

»Ja, jeg ved godt, musikken er en anelse melankolsk, men jeg har ikke kunnet slippe den, siden min kultur -og kirkeminister, Anti-Joy, omtalte den i Danmarks bedste avis, Berlingske, som sit absolut foretrukne musikalske værk. Det er Beethovens sene strygerkvartet opus 131, eller er det opus 132? Jeg må spørge Anti-Joy. Hun er virkelig kulturens fremmeste korsridder. Vi er alle heldige at have en politiker med hendes kulturelle og kunstnerisk tæft iblandt os i vores egen korte levetid. Man bliver næsten religiøs af taknemmelighed!« udbryder Anti-Mette, som i forlængelse af den nærreligiøse oplevelse også får berettiget rost det kolossale arbejde, som Anti-Joy har gjort for folkekirken.

Jeg nikker, men spørger så, ikke uden ængstelse: »Men er I ikke bange for at virke elitære?«

»Men vi er jo eliten. Det er jo os, der bestemmer. Hvorfor dog lægge billeder op af ildelugtende makrelmadder og mislykkede hjemmebagte kager? Folk forventer jo, at vi er her for at løse de store nationale problemer. Tænk hvis vi for eksempel lod TV-Glad og Børnekanalen stille de få mulige spørgsmål på ekstremt vigtige pressemøder under for eksempel en global pandemi. Nej, vel? Vi har alle brug for en kritisk presse, også os, magthaverne«.

Anti-Mette slår enden af sin gaffel i bordet for at understrege sin pointe

»Hurra, hurra, for Hjerter Dame,« råber hoffet begejstret.

»Far, hvad snakker du om?!« spørger min datter, mens hun prikker mig i kinden. Hvorfor siger du hurra?«

Jeg er åbenbart døset hen, mens jeg læste godnathistorie for min datter.

»Hov, jeg sov vist lidt og drømte en vidunderlig drøm. Desværre var det kun en drøm,« siger jeg med et sørgmodigt smil til min datter, der gaber.

»Du er tosset. Godnat, far.«

»Godnat, min skat. Drøm sødt.«