Slut med fjernhealing og hesteterapi: Hjerteforeningen bøjer sig efter massiv kritik

Det er slut med fjernhealere og »holistiske doktorer« i Hjerteforeningens skandaleramte ungdomsprojekt P.S. I Love You. Den udskældte patientforening opsiger nu samarbejdet med en række alternative behandlere, hvis metoder de seneste uger har mødt massiv kritik.

Anna Maria Olsens hesteterapi er også forsvundet fra hjemmesiden for Hjerteforeningens projekt P.S. I Love You. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Efter massiv kritik af Hjerteforeningens projekt P.S. I Love You vælger foreningen nu at opsige samarbejdet med en række alternative behandlere.

Hjerteforeningen har allerede fjernet en række indlæg fra projektets hjemmeside, hvor man indtil onsdag kunne finde forslag til alt fra fjernhealing til hesteterapi. Behandlingsmetoder, som Lægeforeningen og andre patientforeninger har kritiseret for at være dybt uvidenskabelige. Den såkaldt »holistiske doktor« Marianne Kirkskov og konceptet »mindblown« med filosoffen Alex Riel er nu væk. Tilbage på hjemmesiden er blot en række veganske opskrifter.

Oprydningen sker efter flere ugers voldsom kritik fra fagfolk og hjertelæger, der blev rejst, da Berlingske bragte en række artikler om projektet, som skulle fange opmærksomheden hos den unge målgruppe. I en pressemeddelelse på projektets hjemmeside, der blev lagt ud torsdag morgen, skriver Hjerteforeningen blandt andet:

»Når koncepter som »Den Holistiske Doktor« og »Mindblown« skaber uro, forhindrer det formålet med koncepterne at rejse som ønsket. Derfor har P.S. I Love You og Hjerteforeningen i samarbejde med indholdsleverandørerne valgt at lukke ned for de to koncepter. Beslutningen er et resultat af lydhørhed og respekt for den helhed, P.S. I Love You eksisterer i som en del af Hjerteforeningen.«

Direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Creative Commons.

På kampagnens hjemmeside oplyses det, at P.S. I Love You vil fortsætte som projekt under Hjerteforeningen, og at man derfor blot justerer, hvilke tilbud der skal være en del af projektet. Senest har Berlingske fortalt om den »holistiske doktor« Marianne Kirkskov, der på projektets hjemmeside tilbød at oplyse om energi- og fjernhealing, men som samtidig på Facebook turnerede med en video, hvor hun påstod at kunne helbrede coronavirus. Det mødte massiv kritik på de sociale medier.

Filosoffen Alex Riel, der inddrog teorier om, at menneskers »hjerter kunne tale med andre hjerter«, er fjernet fra hjemmesiden. Det samme gælder henvisninger til biologen Bruce Lipton, der tror på, at man kan tænke sig rask, hvilket har fået kritik af fagfolk i Berlingske.

Om samarbejdet skriver foreningen selv på projektets hjemmeside:

»Indholdsleverandørerne på de to koncepter har vores største respekt, og vi har været glade for det samarbejde, vi har haft indtil nu.«

Hjerteforeningens direktør, Anne Kaltoft, siger til Berlingske, at projektet har skabt meget »forvirring«. Men hun overvejer ikke at lukke P.S. I Love You helt, da hun stadig mener, at det indeholder mange gode aktiviteter. Hun oplyser også, at Søren Bregendal – på trods af kritik af den manglende sundhedsfaglige baggrund i projektet – fortsætter som kreativ direktør.

»Vi har valgt at lytte til den hårde kritik og lære af den. Vi har hele tiden haft en dialog om, hvilke initiativer vi skulle tage, og været klar over, at nogle initiativer fungerer bedre end andre. Stemmerne »Den Holistiske Doktor« og »Mindblown« har vi valgt at fjerne, da det har skabt forvirring og fjernet fokus fra de andre aktiviteter,« siger Anne Kaltoft.

Du peger på, at det forvirrer. Men skader det ikke også jeres troværdighed?

»Man kan sige: Hvis det har skabt forvirring, er der i hvert fald nogle, der kommer i tvivl om, hvad det er, de får fra Hjerteforeningen. Hvis man ikke er sikker på, at Hjerteforeningen er, som den altid har været, så kan man da godt være bekymret for, at det vil skade vores troværdighed.

De, der interesserer sig for, hvad Hjerteforeningen siger, mener eller gør, vil ikke være i tvivl om, at Hjerteforeningen gør det, de altid har gjort. Men det er klart, at når så mange siger, at det skader vores troværdighed, så er der også nogle, der bliver bekymret,« siger hun.

På en skala fra et til ti, hvor skadeligt er det så for jeres troværdighed?

»Den præmis anerkender jeg ikke. Jeg har ikke nogen skala for troværdighed eller skade, men jeg vil sige, at vi har lært rigtig meget af projektet, og at det hele tiden har været ambitionen, at vi skulle lære noget. Alle erfaringer er gode, også dem, der får os til at korrigere kursen. Processen kunne jeg godt have ønsket mig havde været anderledes, men jeg tror stadig, at Hjerteforeningens troværdighed står stærkt.«

Er det på grund af medlemsflugt, at I stopper samarbejdet med stemmerne i P.S. I Love You?

»Nej, og jeg vil sige, at antallet af medlemmer, der har forladt Hjerteforeningen, ikke er så stort, som det har set ud. Den offentlige debat er ikke altid sandfærdig, og nogle af dem, der lægger navn til, at de vil melde sig ud, er slet ikke medlemmer. Men der er medlemmer, der har meldt sig ud, og det gør selvfølgelig indtryk på mig. Jeg tror, at sådan som P.S. I Love You har været orkestreret indtil videre, så har det været for svært for os at forklare projektets formål.«