Der var intet, han elskede højere, end sin egen lille alkoholiske, fredelige oase oppe på 1. sal, som kun blev mere frodig og favnende af den daglige vanding med vin og spiritus.
Når Olaf Højgaard havde fået fri fra Aarhus Teaters elevskole, hoppede han op på cyklen, kørte hjem til sin lejlighed i midtbyen, tømte taskens indhold og placerede sig selv og de nyindkøbte flasker midt på stuegulvet.
Det var aftenens første ration.
»Uanset hvor viljestærk jeg ellers er med mange andre ting i mit liv, satte alkoholen hele tiden sig selv forrest som det vigtigste. Jeg kunne ikke tænke på andet, før jeg havde fat i det og gang i det.«
Olaf Højgaard, der spillede efterforsker i Netflix-serien »Kastanjemanden« og også er kendt fra sin rolle som Anders Behring Breivik i forestillingen »MANIFEST 2083« var i flere år, hvad han beskriver som »en slags nomade i sit eget liv«.
»Jeg havde ikke noget hjem. Jo, jeg havde et hjem, men ikke indeni. Alkoholen blev en trøst og det eneste sted, hvor jeg kunne finde den ro og hvile i mig selv, som jeg higede efter.«
Fra 22. marts er Olaf Højgaard aktuel på Teater Sort/Hvid i Kødbyen i København med monologen »DET DER DRIKKER.« En fiktiv, men personligt inspireret monolog, som for tiden turnerer i Danmark.
»Den sitrende intensitet, hvormed Olaf Højgaard går til sin fortælling, vidner om, at han så afgjort har noget personligt på spil,« skrev Informations anmelder, Trine Wøldiche, da monologen i sommer blev fremført på Teater Momentum i Odense.
»Vi kunne være i fred, mig og min alkohol, og der var rigeligt i flaskerne. Dét er en alkoholikers drømmescenarie. Løb jeg tør, hentede jeg en ny ration nede i kiosken eller i supermarkedet, indtil jeg var bevidstløs nok til at kunne falde i søvn.«
Olaf Højgaard beskriver det som misbrugets dynamikker, og han er ret overbevist om, at det er de samme dynamikker, der gælder alle former for misbrug og dermed også ludomani, mad, hash, piller, kokain og så videre.
»Misbrugets dynamikker tager magten fra dig. De sætter din vilje ud af spil, så du ikke rigtig har nogen mulighed for selv at have indflydelse på, hvor meget du indtager, og hvad der ellers sker omkring dig.«
Sendt til lægen af rektor
Det var teaterskolens rektor, som en dag tog fat i Olaf Højgaard. Med en udstrakt, men fast hånd opfordrede rektor ham til at gøre noget ved problemet og sendte ham i armene på Aarhus Teaters læge. Samme dag sad Olaf Højgaard i en taxa på vej hjem fra lægen med antabus i lommen og en aftale med den psykolog, der i de efterfølgende år skulle komme til at følge ham.
»At få frataget sit stof fra den ene dag til den anden og samtidig blive bedt om at begynde at forholde sig til sig selv, det var ærlig talt ret hardcore.«
Olaf Højgaard griner med en snert af selvironi.
»Det var ligesom at stå i en sandstorm og være helt nøgen. Men det var godt, at rektor tog fat i mig. Det var, hvad der skulle til, for jeg var ved at ødelægge mig selv.«
I dag har Olaf Højgaard været fri af sit misbrug i 19 år.
»Det er ingen hemmelighed, at jeg går i A A (Anonyme Alkoholikere) og bruger det fællesskab til at holde mig ædru. Jeg er varsom med at tale om det, for der er ingen, der taler for AA som helhed, men jeg kan tale for mig selv.
Man kan ikke klare den på egen hånd. Jeg er i hvert fald nødt til at have et fællesskab, hvor der er en styrke, en kraft og en vilje, som er større end min egen vilje. På den måde kan man lære at leve livet på livets præmisser, så man ikke behøver at flygte fra sig selv og det, som livet byder en.«
Han oplever AA som et rensningsanlæg. Hvis ikke han jævnligt kommer i det fællesskab, hvor han deler sit liv og lytter til de andre, snavser han mentalt og følelsesmæssigt til i de alkoholiske mønstre, som »ikke bare er at hælde alkohol på«.
»Det er også tankemønstre, følemønstre og handlemønstre, som hurtigt kan blive selvdestruktive, hvis jeg ikke connecter mig til den kraft, der er i det fællesskab. Så selv om jeg ikke har rørt alkohol i mange år, skal jeg stadig arbejde for ædrueligheden. Det er ligesom at gå op ad en rulletrappe, der kører nedad, for hvis jeg ikke hele tiden går op ad rulletrappen, bliver jeg kørt tilbage og er nede igen, før jeg får set mig om.«
Som et tænkt eksempel: Hvis han drak alkohol i dag, kunne det være, han kunne styre det i en uge. Eller i 14 dage eller i en måned.
»Men så ville det vokse og blive til mere og mere og mere. Det vil begynde dér, hvor jeg sluttede, så det begynder ikke forfra. Det begynder ikke ligesom dengang, jeg havde min første teenagebrandert. Det begynder der, hvor det sluttede. Og det er jo virkelig heftigt.«
Når Olaf Højgaard står inde på scenen i det tomme, sorte rum på teatret, kan publikum ikke se det spejlbillede af ham, som han taler til i en nattemørk butiksrude.
»Hvorfor skal du altid ødelægge alting?« spørger Olaf Højgaard sig selv. Det totale fravær af scenografi understreger hans sårbarhed i det sorte rum.
»Jeg har ikke krise. Jeg er krise,« nærmest råber han til publikum og til den verden omkring ham, der ikke forstår det umenneskelige pres, han er under.
»Det er jo tragisk, selvfølgelig er det dét. Men indimellem opstår der nogle situationer for en alkoholiker, som er helt groteske. Den side vil jeg også gerne vise.«
Jeg skålede for min ædruelighed
Første gang Olaf Højgaard var til møde i AA, blev han af nogle garvede gutter, som i årevis havde været ædru, inviteret med på café.
»Vil du ikke have en sodavand?« havde de spurgt ham.
»Jeg skyndte mig væk, det var bare for meget, så jeg gik direkte ind hos en købmand, købte en flaske rødvin og satte mig op hos min kæreste. Jeg skålede for mig selv og sagde: 'Jeg tror sgu, at AA er noget for mig.' Og så drak jeg. Jeg skålede på min nye ædruelighed.«
Olaf Højgaard læner sig tilbage, ryster på hovedet og griner højt, før han leverer sin pointe:
»Det er lige præcis sygdommens paradoks. Stæreblind overfor sig selv. Sygdommen – alkoholisme er en sygdom – kan stå og se sig selv i spejlet og ikke vide, at det er dét, den ser på. En del af alkoholismen er en benægtelse af de signaler, konsekvensberegninger og væren sig selv nok, når misbruget er størst.«
Senere blev smerten og alle frustrationerne akkumuleret så meget, at han ikke havde flere kræfter til at kæmpe og bare gav op.
»Det var egentlig der, hvor AA blev en væsentlig forankring i mit liv. Hvor jeg fandeme ikke kunne mere. Jeg var så propfuld af …. selvlede.«
Det var heller ikke let at have en kæreste og være i en nær relation.
»Det fungerer ikke i et misbrug. Man kan ikke have en ægte og stabil relation, når der hele tiden er alkohol indover, for så er jeg der dybest set ikke. Alkoholen er der for mig, imens jeg prøver at lægge et låg på den virkelighed, der er for hård for mig. Men alkoholen var der også som et værn og en måde at overkomme min sociale akavethed og hæmmethed på. Så alkoholen var både et fængsel og et frihedsbrev. Et skjold og et sværd.
Der er jo altid problemer i et forhold, som skal løses, og kompromiser, der skal findes. I sig selv er det rigeligt udfordrende, og hvis man samtidig lægger et misbrug oveni, så bliver det kaotisk. Det har det været for mig.«
Af en eller anden grund, han ikke kender, har han fået sygdommen alkoholisme med sig. Og hvis Olaf Højgaard skal nævne et afgørende tidspunkt for, hvornår alkohol gradvist begyndte at blive en fast del af hans liv, var det i tiden, efter at han i 1998 blev optaget på teaterskolen i Aarhus i første forsøg.
»Der var noget i mig, der slap. Noget, der endelig blev forløst. Nu havde jeg opnået det, jeg så gerne ville. Nu var det ikke længere bare en drøm. Inden jeg kom ind på skolen, havde jeg altid haft en ærefrygt overfor de professionelle skuespillere og oplevet mig selv som: Jamen, du er bare én, der godt kan lide teatret, men du kan ikke selv blive en professionel, der lever af at spille skuespil.
Jeg begyndte at drikke mere og mere systematisk, og på et tidspunkt endte det med, at jeg mest drak, når jeg var alene. Dagen føltes tit som noget, der skulle overstås.«
Tog ikke imod livets udstrakte arme
Han har aldrig været alkoholikeren, som var i stand til at præstere med høje funktionspromiller på en scene og under sin uddannelse til skuespiller.
»Det er forskelligt fra alkoholiker til alkoholiker, men jeg fungerede ikke med alkohol i blodet, når jeg arbejdede. Selvfølgelig har jeg stået på scenen, hvor jeg har været påvirket fra dagen før, men jeg duede ikke til det, og det var meget sjældent, at det flød sammen. Men hele påvirkningen af at være i et åbent misbrug havde indflydelse på både mit private og professionelle virke. Alkoholen greb selvfølgelig ind og begrænsede mig.«
Når Olaf Højgaard i dag tænker tilbage, ser han det sådan, at livet har haft mange udstrakte hænder til ham. Men at han ikke har taget imod dem.
»Man er faktisk heldig, hvis man bliver så smadret og når helt ned på bunden, for det er ofte her, man finder et vendepunkt og en motivation for en ny livsform. Jeg tror ikke, det kun gælder, hvis man har et misbrug, men også hvis man er syg af stress, har dårlige relationer eller store problemer i et parforhold. Det er dér, hvor noget kollapser og brænder sammen, at der kan bygges nyt.
Hvis ikke man når bunden, kan et forsøg på en redning bare være som at pynte et juletræ, der spinner rundt med 220 omdrejninger i minuttet. Julepynten flyver af igen.«
[nid: 66135018]
