Skal homoseksuelt digterpar have en plads i det høje Panthéon?

Verlaine og Rimbaud tilhører eliten i fransk litteratur, og nu ønsker fremtrædende kulturpersonligheder, at de to, som også i en periode dannede par, bliver genbegravet i Panthéon. Forslaget splitter fransk kulturliv.

Panthéon i Paris hvor en række af Frankrigs største forfattere, politikere og videnskabsfolk ligger begravet. Nu ønsker en del af fransk kulturliv, at digterne Paul Verlain og Arthur Rimbaud også får en plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin BUREAU

Et spørgsmål om to af Frankrigs fremmeste digtere har skabt splittelse og debat i landets kulturliv.

På den ene side står blandt andet kendte forfattere, den nuværende og forhenværende kulturministre. På den anden side litterære selskaber og en efterkommer af digterne.

Spørgsmålet er, om de jordiske rester af Paul Verlaine (1844-1896) og Arthur Rimbaud (1854-1891) skal graves op og genbegraves i Panthéon i Paris, som er en af Frankrigs nationale helligdomme – mausuleet, hvor nationens fremmeste mænd og kvinder ligger begravet.

Den franske maler Henri Fantin-Latours maleri af Paul Verlaine (tv) og Arthur Rimbaud (i midten). De to digtere dannede par, men forholdet sluttede da Verlaine under et skænderi i fuldskab affyrede pistolskud mod Rimbaud, hvilket kostede ham en fængselsstraf. Fold sammen
Læs mere
Foto: EMMANUEL DUNAND.

De to digtere var ikke kun kolleger. De havde også et hedt kærlighedsforhold, som betød, at den ene forlod kone og barn. Dengang var homofobi udbredt, selvom homoseksualitet ikke i sig selv var ulovligt i Frankrig. Det var mildest talt ikke nogen let sag at elske en af sit eget køn, og de to er blevet sammenlignet med den samtidige irske forfatter Oscar Wilde (1854-1900), der også var homoseksuel og endte i fængsel på grund af et seksuelt forhold til en mand.

5.500 har skrevet under på en appel om, at Verlaine og Rimbaud får plads i Panthéon, som betyder gudernes tempel, og hvor blandt andre fremtrædende franske forfattere, politikere, militærfolk og videnskabsfolk som Voltaire, Victor Hugo, Jacques Rousseau, Émile Zola, Alexandre Dumas, Jean Moulin (modstandsmand), Simone Veil (holocaust-overlever, advokat og politiker) og Marie Curie (kemiker) ligger begravet.

Appel til præsident Emmanuel Macron

»Det ville kun være rimeligt nu at ære deres minde ved at anbringe dem sammen i Panthéon ved siden af andre store litterære figurer.«


Blandt underskriverne er den nuværende kulturminister Roselyne Bachelot, flere tidligere kulturministre, blandt andre Jack Lang, og en række kulturpersonligheder, blandt andre forfatterne Alaa Al Aswany og Annie Ernaux, hvis bøger også er udkommet på dansk.

»Rimbaud og Verlaine er to af de vigtigste fransksprogede poeter. De berigede vores kulturelle arv med deres geni. Det ville kun være rimeligt nu at ære deres minde ved at anbringe dem sammen i Panthéon ved siden af andre store litterære figurer,« hedder det i appellen, som også ser en genbegravning af de to digtere som et symbol på diversitet, fordi de »måtte udholde massiv homofobi på deres tid«, som det hedder.

Arthur Rimbauds digtning har haft stor indflydelse på moderne litteratur. Fold sammen
Læs mere
Foto: BORIS HORVAT.

»At anbringe disse to poeter og elskende i Panthéon ville have en betydning, som ikke kun er litterær og historisk vigtig, men også dybt relevant i nutiden,« siger kulturminister Roselyne Bachelot til Le Point.

De to mænds forhold sluttede i øvrigt dramatisk, da Verlaine i 1873 under et skænderi i fuldskab i Bruxelles affyrede revolverskud mod Rimbaud, hvilket kostede ham flere år i belgisk fængsel.

Politisk korrekthed?

Men ikke alle synes, at det er en god idé at placere Verlaine og Rimbaud i Panthéon, skriver britiske The Guardian.

Jacqueline Teissier-Rimbaud, en efterkommer af digteren, er for eksempel imod forslaget om at begrave de to sammen, fordi deres forhold kun varede en kort del af deres liv og endte tragisk.

Organisationen Les Amis de Rimbaud (»Rimbauds Venner«) har samlet 439 underskrifter mod forslaget, og de opfordrer den franske præsident Emmanuel Macron til at sige nej og ikke falde i »den politiske korrektheds fælde«.

Det er den franske præsident, der alene afgør, om en grav kan overføres til Panthéon.

Rimbaud er begravet i Charleville-Mézières i Ardennerne, mens Verlaine er begravet på kirkegårde Batignolles i Paris.