Selvfølgelig må vi gøre grin med alt: »Hvad er forskellen på en dværg og et barn?«

Mediekommentar: På TV 2 kan du netop nu se programmet »Tabu – med Rune Klan«, som er en forkølet kopi af DR-programmet »Det er ik' sjovt, Simon!«.

Rune Klan laver sjov med tabubelagte sygdomme og handicap i nyt program på TV 2. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad er forskellen på en dværg og et barn? …

… Et barn bliver en dag til et helt menneske.«

Således indledes et afsnit af det ikke helt nye DR-program »Det er ik sjovt, Simon!«, hvor komiker Simon Væver over en programrække vil finde ud af, om han kan lave sjov med alt, eller om der findes en grænse.

I programmerne følger vi henholdsvis impotente, dværge, demente og sexarbejdere, der fortæller om deres liv til Simon Væver, hvorefter han tryller deres oplevelser om til standup.

En yderst elegant måde at vise, at komik sagtens kan være en måde, hvorpå man tager mennesker og deres liv alvorligt.

Og nu har TV 2 sat sig for at lave helt samme program. Denne gang med komiker og tryllekunstner Rune Klan, som også vil undersøge, hvor grænsen går for humor. Her med blandt andet blinde, folk med Tourettes og dødeligt syge i rollen som tabuer.

Og nu er det ikke, fordi DR eller Simon Væver har patent på at afsøge grænserne for samtidskomikken, men man skal som regel nøjes med at lave et covernummer, hvis man har noget nyt at bringe til bordet.

Og med programmet »Tabu – med Rune Klan« får man mere en mavefornemmelse, som hvis man blev udsat for en Johnny Reimar og Smølferne-udgave af Aretha Franklins »Respect«.

Jeg tror egentlig ikke, at programmet »Tabu – med Rune Klan« er tiltænkt børn. Men det føles sådan. Der er i Rune Klan-udgaven nemlig tilsat en irriterende overpædagogik, som ikke klæder formatet.

Igen og igen skal vi huskes på, hvor alvorlige situationer individer kan stå i, før vi kan grine ad sociale koder og fænomener. Som om folkene bag programmet ikke forstår, at det ikke er de konkrete menneskers livssituationer, vi griner ad.

Vi kommer eksempelvis helt ned i børnehøjde, da Michael – som vel at mærke er en voksen mand, der godt nok er blind, men som ellers er et lige så kompetent menneske som du og jeg – fanger en fisk på en fælles fisketur med Rune Klan.

En historie, som Rune Klan fortæller under afsnittets afsluttende standup-show, imens han fra scenen taler godt og grundigt ned til Michael:

»Er det ikke den første fisk, du nogensinde har fanget i dit liv? Jo, er det ikke fedt? Ja, klap ad ham!« råber Rune Klan halvt til Michael og halvt til publikum, som var Michael et barn i 4. klasse, der havde tegnet en utrolig flot tegning.

Der er i bedste fald tale om to programmer i ét. Et program, hvor Rune Klan har berøringsangst og skal lave jokes om diverse lidelser, og et andet program, hvor mennesker med lidelser fortæller om deres uretfærdige livsvilkår.

En kedelig genganger

Det er ikke første, og desværre nok heller ikke sidste, gang, at det i en dansk offentlighed undersøges, hvad vi »overhovedet må« grine ad længere, og hvor »grænsen« går.

Men det er mig et mysterium, at vi bliver ved med at lege den leg. Grænsen er nemlig en myte. Selvfølgelig eksisterer der ikke en egentlig grænse for, hvad vi og ikke grine ad. Inden for lovens rammer må man jo nemlig lige akkurat, hvad man vil.

Tabuer, #metoo, Black Lives Matter og det ene og det andet handicap. Ordet er frit, og det er bare om at tage det.

Og så er der selvfølgelig den risiko, at nogen kan blive kede af det af det, man siger. Men det er jo såmænd et vilkår, vi alle lever med hver evig eneste dag, og som også er op til den enkelte at navigere i.

Samtidig må det snart være slået fast én gang for alle, at en joke, hvori et tabubelagt emne indgår, ikke er det samme, som at jokens afsender forsøger at håne eller nedgøre mennesker, der lider under selvsamme tabu.

Et godt eksempel er en af de afsluttende jokes i Simon Vævers program om dværge. Den går således:

»Mange dværge har problemer med at finde en kæreste. Og der har jeg faktisk en løsning: Tag en flyverdragt på og hæng ud på lejepladsen alene …«

Publikum griner nervøst, og man kan høre, at nogle finder det grænseoverskridende. Simon Væver fortsætter:

»Jo, og så bare vent på, at Jeppe Kofod triller forbi i sin ministerbil.«

Udover at være en god joke illustrerer det også, hvordan man ikke nødvendigvis gør grin med dværge, når dværge indgår i en joke.

Ganske rigtigt er det relevant for joken, at dværge er lavere end de fleste, og dermed kan forveksles med børn. Men det er ikke dværge, der bliver gjort grin med.