Rystet efter onkels begravelse: Det var en unødigt uværdig afsked

Annette Vendelbo begravede for få dage siden sin onkel. Men på grund af de strenge restriktioner ved begravelser i folkekirken på grund af coronavirussen blev det desværre en langt mere trist oplevelse, end det var i forvejen.

»Eneste ansatte til stede var en præst og en organist. Efter afspritning af hænder fik de pårørende at vide, at der ikke måtte synges med på salmerne pga. smittefare,« fortæller Annette Vendelbo, om sin onkels begravelse. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

»For få dage siden havde jeg en af de mest triste og unødvendigt ubehagelige oplevelser, som jeg nogensinde har haft. Vi skulle bisætte min onkel, som døde efter længere tids kamp mod en kræftsygdom. Desværre skete det midt i denne coronakrise.«

Således indleder Annette Vendelbo en e-mail, hun har sendt til Berlingske.

Den primære årsag til, at begravelsen blev en endnu mere trist oplevelse, end den var i forvejen, var de – som Annette skriver – »benhårde retningslinjer fra Kirkeministeriet«.

Annette Vendelbo

»Det undrer mig, at man må stå i kø med 1,5 meters afstand i et supermarked, hvor de privatansatte i øvrigt knokler løs. Hvorfor skal begrænsningen så være så voldsom i forbindelse med en kirkelig handling?«


Eneste ansatte til stede var en præst og en organist. Efter afspritning af hænder fik de pårørende at vide, at der ikke måtte synges med på salmerne på grund af smittefare. De i alt 12 pårørende var spredt ud over seks stolerækker.

»Ved denne bisættelse var der altså ingen håndtryk, ingen knus, ingen salmesang og intet kor. Masser af løftede pegefingre – knap så meget empati og ingen nærhed,« fortæller en berørt Annette Vendelbo.

Manglende fleksibilitet

Berlingske ringede til Annette Vendelbo, der bor i Nordsjælland og har et lille konsulentfirma, for at høre nærmere om den ubehagelige begivenhed.

Mener du, at det var den enkelte præst ved din onkels begravelse, som var skyld i den ubehagelige oplevelse?

»Nej, det var ikke præstens skyld, men man kan jo tolke reglerne på grund af coronavirussen på forskellige måder og udmønte dem med større eller mindre empati. Det, jeg ikke helt forstår i forbindelse med min onkels begravelse, var, at vi skulle være så få. Spredt rundt i hele kirken var der lagt et stykke papir på de stole, vi måtte sidde på, samtidig med at vi godt måtte sidde sammen, hvis vi delte bopæl. Og så er det jo ren købmandsregning, da de fleste jo kommer sammen med nogen, så kunne der jo sagtens have været mange flere med til begravelsen.«

»Jeg siger ikke, at man skal åbne alle sluser, og mange af anvisningerne er ganske fornuftige, men hvis de enkelte kirker bare måtte udvise lidt større fleksibilitet, så vil jeg mene, at man meget nemmere kunne give de pårørende mulighed for en langt mere normal og værdig begravelse.«

Annette Vendelbo

»Men det værste var, at vi ikke måtte bære kisten ud og tage afsked ved rustvognen og vinke farvel. Vi følte simpelthen ikke, vi fik lov at tage ordentlig afsked med min onkel.«


Hvad mener du i praksis?

»Det undrer mig, at man må stå i kø med 1,5 meters afstand i et supermarked, hvor de privatansatte i øvrigt knokler løs. Hvorfor skal begrænsningen så være så voldsom i forbindelse med en kirkelig handling? Hele oplevelsen blev ikke mindre trist af, at der ikke var en eneste kirkesanger. Kunne der virkelig ikke blive plads til en enkelt sanger i et hjørne af kirken?«

Annette Vendelbo havde en ubehagelig oplevelse ved sin onkels nylige begravelse, som hun kalder »uværdig«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pia Tromborg/Privat.

Amputeret oplevelse

Hvad er det, du som pårørende og kirkegænger savner ved den type begravelse, som nu er blevet normen i forbindelse med coronarestriktionerne?

»Jeg begravede min mor for seks måneder siden, og i modsætning til dengang så følte vi, at min onkels begravelse blev hastet igennem. Det var en ren ekspeditionssag. Det er også virkelig trist at få at vide, lige når man træder ind i kirken, at man for alt i verden ikke må synge med. Det synes jeg var noget værre fis. Vi sad med mange meter imellem os.

Men det værste var, at vi ikke måtte bære kisten ud og tage afsked ved rustvognen og vinke farvel. Vi følte simpelthen ikke, at vi fik lov at tage ordentlig afsked med min onkel. Det blev tydeligt for mig, at særligt ritualerne i forbindelse med vores begravelser er noget af det allervigtigste for os mennesker at gennemføre med værdighed og i forhold til de korrekte traditioner. Det var en rystende amputeret oplevelse og en unødvendigt uværdig afsked.«

Hvad mener du, de enkelte kirker kunne gøre for at forbedre den nuværende situation?

»Jeg har svært ved at forstå, hvorfor man godt kan udsætte privatansatte for eksempel i supermarkeder for smittefare uden andre restriktioner, end at vi skal holde afstand, men at de samme principper ikke kan overføres til folkekirken eller andre offentlige institutioner.«

Men i det offentlige har du jo for eksempel sygeplejersker og læger, der dagligt udsættes for markant smittefare?

»Jo, selvfølgelig, men det synes jeg er i en kategori for sig selv. Det er noget, som er livsnødvendigt, som vi ikke under nogen omstændigheder kan undvære. Men hvorfor må der for eksempel være 50 mennesker i et almindeligt supermarked, men kun ti mennesker i en kirke med de samme kvadratmeter? Det giver ingen mening, og det er respektløst overfor de afdøde og de pårørende.«

Annette Vendelbo er fra Holte. Begravelsen fandt dog ikke sted i Holte Kirke, men i en anden kirke i Helsingør Stift. Kirken, hvor den pågældende begravelse fandt sted, er redaktionen bekendt.