Politiken og tv-selskab giver nyt liv til TV 2s skrinlagte sexismedokumentar
TV 2s sexismedokumentar får nyt liv hos Politiken.

TV 2s sexismedokumentar får nyt liv hos Politiken.

Produktionsselskabet Impact, under ledelse af direktør Thomas Heurlin, går sammen med dagbladet Politiken om at redde stumperne af den skrottede TV2-dokumentar om sexisme og mulige overgreb, som angiveligt skulle være begået af blandt andet profilerede værter på stationen over en årelang periode.
Det erfarer Berlingske, og TV 2 og Politiken har netop bekræftet dette.
TV 2 opgav midt i januar at sende dokumentaren, som stationen har arbejdet med siden efteråret, officielt fordi stationen »ikke kunne undersøge sig selv.«
TV 2 har tidligere forklaret, at stationen af juridiske grunde ikke kan udlevere råbånd af de oprindelige optagelser. Derfor begynder Impact TV og Politiken forfra med researchen.
Politikens chefredaktør Christian Jensen vil hverken be- eller afkræfte, om kilderne, som stod frem med deres historie hos TV 2, følger med over til Politiken og Impact TV.
»Vi ser frem til samarbejdet med Impact TV. Der er talt tilstrækkeligt om alt det, der er gået forud. Nu går vi i gang med arbejdet og researchen, og det er i sagens natur for tidligt at sige, hvor det fører hen«, siger Christian Jensen til Politiken.
En af de tilrettelæggere, der står bag den skrinlagte TV 2-dokumentar, journalist Line Ritz, forlader nu stationen og ansættes på Impact TV, hvor hun skal lave den nye dokumentar. Det bekræfter hun selv på sin Facebookprofil.
Det er tanken, at dokumentarprogrammet skal streames fra dagbladet Politikens website, politiken.dk, ligesom Politiken også vil lave skreven journalistik på kvindernes historier.
Dokumentarfilmen blev sat i gang, efter at en advokatundersøgelse åbenbarede en massivt sexistisk kultur på stationen. Undersøgelsen har blandt andet ført til, at fremtrædende medarbejdere som Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo blev fjernet fra TV 2s programflade.