Pia Søltoft: Vi kan slet ikke blive os selv uden samspillet med de andre

2020: Berlingske har bedt en række kulturpersonligheder og meningsdannere om at gøre status over et sjældent besynderligt år – og samtidig se ind i fremtiden. Dette indlæg er skrevet af ph.d. Pia Søltoft, der er sognepræst i Christians kirke og Esajas kirke.

»Her ved afslutningen af det mærkværdigste år, jeg kan erindre, er jeg blevet i tvivl. Er jeg virkelig introvert?« funderer præsten Pia Søltoft. Her i Christianskirken på Christianshavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har altid opfattet mig selv som introvert.

Jeg kan sagtens blive høj af at være ude blandt andre mennesker, hvad end det er som præst, foredragsholder, underviser eller i gode venners lag til middage, koncerter og andre former for kulturelle tilbud. Jeg plejer at sige, at jeg er tillært ekstrovert, men i grunden introvert, fordi det er, når jeg er alene, hvad end jeg læser, skriver, svømmer eller blot daser, at jeg lader op. Men her ved afslutningen af det mærkværdigste år, jeg kan erindre, er jeg blevet i tvivl. Er jeg virkelig introvert?

Pia Søltoft

»Jeg var helt overladt til mig selv. Men var jeg så overhovedet nogen?«


Ifølge Aristoteles (384-322 f.v.t.) er mennesket af natur et socialt væsen. Det betyder ikke blot, at vi godt kan lide at være sammen, men indikerer, at vi slet ikke kan blive os selv uden i samspil med andre. Der er altså tale om en bestemmelse af vores menneskelige væren som grundlæggende social. Det er ikke en etisk bestemmelse, der har at gøre med, at vi skal tage vare på hinanden. Det er en anden snak. Den har den danske tænker K.E. Løgstrup (1905-1981) bidraget væsentligt til med følgende formulering: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.« I 2020 er håndmetaforen naturligvis problematisk. Lugten af sprit overdøver den fornemme formulering, som fortæller os, at vi er henvist på hinanden og derfor er nødt til at tage vare på hinanden, hvilket er blevet meget tydeligt netop i år.

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,« sagde teolog og filosof Knud Eiler Løgstrup. Arkivfoto: Erik Jepsen, 1980 Fold sammen
Læs mere

Men det er ikke blot det, der ligger i bestemmelsen af, at mennesket af natur er et socialt væsen. Det betyder, at vi får vanskeligt ved at være os selv uden de andre. Derfor er det værste ved 2020 tabet at det sociale samvær. Under den første nedlukning stod jeg en eftermiddag efter en lang gåtur pludselig helt alene på den ellers fortravlede og overrendte rådhusplads. Det var en meget basal erfaring af, hvor meget fraværet af socialitet betyder. Både tidsligt og rumligt. Jeg var helt overladt til mig selv. Men var jeg så overhovedet nogen?

Sidste nytår er længe siden

På den ene siden synes tiden at være gået i stå i 2020. Timer føles som uger og dage som 1.000 år, som Brygmann og Berthelsen synger i julekalenderhittet »Jesus og Josefine«. På den anden siden er det også, som om tiden er fløjet afsted. Det er næsten ufatteligt, at det er et helt år siden vi festede nytåret ind tæt sammen med mange mennesker, uden hverken mundbind, minkskandale eller viden om den danske #metoo-bevægelse, der i sensommeren heldigvis voksede sig så stærk og skelsættende, at den ikke vil gå i glemmebogen, hvilket er noget af det bedste ved 2020.

»Men det allerbedste ved 2020 er, at vi under truslen fra covid-19 er kommet til at værdsætte alt det, vi har og har været så vant til at have, at vi har glemt, hvilket fantastisk privilegium det faktisk er, at vi har det.« Forfatter, præst og Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft i sit hjem på Østerbro i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Men det allerbedste ved 2020 er, at vi under truslen fra covid-19 er kommet til at værdsætte alt det, vi har og har været så vant til at have, at vi har glemt, hvilket fantastisk privilegium det faktisk er, at vi har det. Det gælder det at have et job, en indtægt, en bolig og en vennekreds. At have et sygehussystem, der fungerer. Et velfærdssamfund, der er i stand til at uddele hjælpepakker. At kunne bevæge sig frit uden mundbind og håndsprit, hvilket vi altid har kunnet i Danmark, men ikke set som noget særligt.

»I kirken kan vi se os selv under evighedens synsvinkel. Som en lille del af noget større. Og i kirken er vi altid sammen på afstand.«


I 2020 har vi også fundet ud af, at vi er bundet sammen på tværs af grænser, på tværs af kultur, religiøsitet, etnicitet og køn. Det har vi hele tiden været, men det blev tindrende tydeligt, da det viste sig, at vi som verdensborgere er underlagt en skrøbelighed, der så relativt let kan få alle de systemer, vi har opbygget, til at bryde sammen.

Lukket for første gang i 1.000 år

Også kirken har vi været vant til altid er der. Men da kirken under den første nedlukning smækkede dørene i for første gang i 1.000 år, blev det nærværende for mange, at den pludselig var fraværende. Jeg tænker, at det kan ses som en konsekvens af den erfaring, at kirken forblev åben, da Danmark lukkede ned anden gang i begyndelsen af december. Det skete ikke kun, for at vi kunne fejre de traditionelle julegudstjenester, som jo langtfra var traditionelle, med reducerede deltagerantal og krav om pladsbestilling på nettet. Der er noget langt mere grundlæggende på spil, som handler om, hvilken rolle kirken har. En rolle, som den altid har haft, men som vi efterhånden har glemt.

Kirken udgør et særligt rum, der ligger lige midt i hverdagens rum, men går man ind ad døren, hvad end det er til en gudstjeneste eller man blot træder ind og sætter sig helt alene på en kirkebænk, så træder man ind i et rum, hvor man straks slås af ærefrygt; en følelse af ærbødighed over for noget, der er større end én selv.

Pia Søltoft

»Jeg er 100 procent opladet!«


Kirken er derfor det eneste rum, hvor vi kan være sammen, ikke for at mingle og socialisere, ikke for at hilse og kramme og tale om, hvad der er sket siden sidst, men for i fællesskab at være sammen om noget, der har været det samme gennem årtusinder, noget, der ikke er påvirket af hverken tidens gang eller covid-19. I kirken kan vi se os selv under evighedens synsvinkel. Som en lille del af noget større. Og i kirken er vi altid sammen på afstand. Selvfølgelig overholder kirken i 2020 alle de befalede afstandskrav, og der er mundbind og afsprittede salmebøger alle vegne, men det er ikke det, jeg mener. I kirken er man ikke vendt mod de andre kirkegængere, man er heller ikke vendt mod sig selv, man er vendt mod Vor Herre.

»Kirken er derfor det eneste rum, hvor vi kan være sammen, ikke for at mingle og socialisere, ikke for at hilse og kramme og tale om, hvad der er sket siden sidst, men for i fællesskab at være sammen om noget, der har været det samme gennem årtusinder, noget der ikke er påvirket af hverken tidens gang eller covid-19.« Grundtvigs Kirke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.

Går man ind i en kirke, lægger man i overført betydning alle sine »våben« fra sig, når man træder ind gennem våbenhuset. Vores vigtigste våben i dag er ikke krudt og kugler, men vores selvforståelse. Vi vil gerne være noget og nogen og særligt vise det over for andre. Det er den selvforståelse – der for mange, der har mistet meget under covid-19, har lidt et knæk – man lægger fra sig i våbenhuset. Man går ikke ind i en kirke for at vise sig eller for at realisere sig selv. Når man går ind i kirken, realiserer man, at man er en lille del af noget meget større. Man fornemmer, at suset fra evigheden stille blæser bekymringen for morgendagen bort.

I kirken konfronteres man med en ærefrygt, som ikke bare ligger i rummets storhed, orglets brusen og ritualernes regelrette gentagelse. I kirken konfronteres man med det helt basale faktum, at vi ikke skylder os selv livet. Og det er måske den vigtigste erfaring, vi kan tage med fra 2020. Vi er på vej ud af et år, hvor vi har talt meget om døden, hvor det liv, som vi var vant til, er blevet vendt op og ned, men også et år, hvor taknemmeligheden over, at vi faktisk er her, forhåbentlig kommer til at fylde mere i vores bevidsthed fremover.

Tiden tilbage

Men lad mig slutte, hvor jeg begyndte. Jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt jeg er introvert. Jeg har sat stor pris på fordybelsen og på den tid, der er blevet mig foræret gennem aflysningen af en lang række arrangementer, jeg skulle have deltaget i.

Jeg har haft tiden til at læse fagbøger og romaner, tiden til at anmelde for denne avis, tiden til at være med i »Det gode råd« på DR2, tiden til at skrive på to manuskripter, som vil udkomme, når verden åbner sig igen, tiden til at rydde op i skabe og skuffer, at male stuer og værelser, ordne loftsrum og altan. Tiden til at tage tiden tilbage og gøre den til min. Og særligt tiden til ærefrygt. Men jeg savner socialiteten på alle planer. Hvis jeg virkelig er introvert og lader op ved at være alene, så har jeg nu ved udgangen af 2020 samme status som den, displayet på min telefon viser efter en nat i stikkontakten: Jeg er 100 procent opladet!