Alle ville have noget af Peter Brixtofte, men ingen var så fræk og invasiv som alkoholen. Når hun som barn tog med sin far, byens borgmester, til bageren eller på cykeltur, var det aldrig de to alene. Farums vælgere stod derude og ville have et vink, en hurtig snak, et godt råd eller et klap på skulderen.
»Hej Peter!« »Goddag, Peter!«
Den slags høflige indledninger benyttede alkoholen sig ikke af. I stedet vadede den ind i hjemmet som en kær ven af Marie Brixtoftes far, men forhadt af hende.
»Min far drak på en måde, hvor han snøvlede løs og var uklar. Han gav lidt for mange krammere, og man kunne ikke fastholde hans opmærksomhed. Til sidst faldt han altid i søvn. Han var en fantastisk far, når han var ædru. Men jeg husker klart fornemmelsen af, at jeg ikke blev passet ordentligt på, når han var fuld.«
I socialklasse fem kommer alkoholmisbrug med synlige tegn. I et solidt borgmesterhjem stopfyldt med ressourcer og pæne møbler skal man lede længe efter argumenterne for, at her bor en alkoholiker og børn, der konstant går på listefødder.
Marie Brixtofte, der selv arbejder som psykolog, er i denne uge udkommet med den selvbiografiske fortælling »Kun når det regner« om at vokse op med den tidligere Farum-borgmester, der til sidst drak så meget, at han i 2016 døde af det.
En historie, der også kradser i, hvor svært det er at stoppe et misbrug, når det foregår i et højere socialt lag med en flaske god rødvin. Hvorfor faderen ikke kunne give slip på de høje promiller, er et spørgsmål, hun i dag stadig ikke kan give et klart svar på, fordi han selv kom med den ene dårlige undskyldning efter den anden. Så drak han, fordi han havde siddet inde i Horserød. Så drak han, fordi han ellers ikke havde klaret den.
»Min mor har fortalt mig, at allerede i begyndelsen af deres forhold var han altid den første, der sagde ja til en øl. Han fandt ofte en god anledning til at drikke. Samtidig bar min far på en magtesløshed i forhold til sine forældre, som han dulmede gennem alkohol. Til sidst drak han så, fordi han var alkoholiker.«
Drypvist nærvær
Hun har altid haft en kendt far, Marie Brixtofte. En status, der gjorde faderen spændende og fortryllende, men lagt sammen med alkoholen var hun smerteligt bevidst om, at nærværet kom uregelmæssigt som små rationeringsmærker.
»Da mine forældre senere blev skilt, var jeg hos ham hver tirsdag og hver anden weekend. Når han havde venner på besøg, spurgte mine søstre og jeg: »Er I fulde?« Min far svarede altid: »Nej, vi er livlige.« Det er en slående dialog, fordi det var en blank afvisning. Sådan var det altid. Nej, nej, vi har det bare sjovt.«
Andre forældre kunne godt have et liv uden alkohol. Det kunne Marie Brixtofte se hjemme hos klassekammeraterne. Hendes far var borgmester og havde susende travlt. Det var nok derfor, han drak, lød hendes logik. Som 13-årig konfronterede hun ham for første gang. Der var hun flyttet permanent hjem til ham.
Hun så en ædru, kærlig far om morgenen, der typisk arbejdede allerede fra klokken fire. Om aftenen kom han hjem og var udmattet. Enten arbejdede han videre eller så fjernsyn. Altid i selskab med en flaske vin.
»Han havde en regel om, at han ikke måtte drikke før klokken 12. Hver januar holdt han alkoholfri. Det var hans beviser over for os, at han ikke var afhængig. Men det beviste absolut intet.«
Hvis Marie Brixtofte i sit arbejde har mistanke om, at et barns udvikling eller trivsel er i fare, skal hun underrette kommunen. Hvis nogen havde underrettet dengang, ville hun som barn have afvist mistanken: »Alt er godt.«
»Jeg gjorde som barn alt for at skjule, at min trivsel var i fare. Udadtil så det fint ud. Madpakken var smurt, jeg fik gode karakterer og hjemmet sejlede ikke. Det var mit store projekt, at ingen skulle opdage det.«
Alle havde en holdning til Peter Brixtofte. Alle de jævnaldrende i lokalmiljøet forholdt sig også til borgmesterens datter, der var tynd, pligtopfyldende og dygtig i skolen. Det var indgroet i hende, at hun skulle overpræstere for at kompensere for dårligt selvværd. Mens hendes far rettede blikket mod flasken, lod hun sig oversvømme af kontrol.
»Jeg var den perfekte datter. Fra andre oplevede jeg en del jantelov. Jeg havde virkelig gode kammerater og var vellidt, men jeg oplevede i mine ungdomsår de negative sider af min fars kendte status. Der var nogen, der på skolebordene skrev: »Vi hader Marie Brixtofte«. Der var engang, hvor nogle unge stak en kæp i mit cykelhjul, så jeg fløj af cyklen og faldt. De råbte, at min far var sådan en idiot, der elskede indvandrere,« siger hun.
Lukkede ører
Da hun blev 18 år gammel, fortalte hun endelig sin mor, hvordan hun havde det med sin fars alkoholmisbrug, og først da retssagen mod Peter Brixtofte kørte, sagde hun højt: Min far er alkoholiker. Marie Brixtofte bebrejder ingen i dag. Der var ingen i hverken Venstre, Farum Kommune eller andre steder, der kunne have stoppet hendes far.
»Han var en dumstædig mand. Han var så god til at få alting til at lykkes, og han følte sig som et unikum. Det var også lige på grænsen til storhedsvanvid. Han mente, at han kunne klare alkoholen, fordi han havde styr på alt. Uanset hvor mange byrådsmedlemmer, der havde forsøgt at trænge igennem, havde han nok ikke lyttet. Men jeg ville da ønske, at de havde lavet en regel om ikke at drikke i arbejdstiden.«
Fantasien er desperat. Hun låser sin far inde i et lille værelse, hvor han ikke kan slippe ud, og hvor hun kan tale til ham gennem nøglehullet. Imens han sidder der, vil han slippe alkoholen og lade sin datter redde ham. Den fantasi blev aldrig til virkelighed.
Da hun var gravid med sin datter Emily i 2011, tog de tre døtre på besøg hos deres far med kærlighedsbreve i hånden og en psykoterapuet som bisidder. Deres besked var koordineret. Han skulle melde sig til et afvænningsprogram. Ellers ville de ikke tale med ham. Senere kaldte Peter Brixtofte det selv for »den ondeste dag«.
»Han blev rasende på os, og jeg talte ikke med ham i halvandet år efter det. Da han senere kom på behandlingshjemmet Orelund, gik det fremad. Det var også der, hvor jeg blev mest skuffet over ham, fordi han faldt tilbage til at være den samme far med den gamle adfærd, hvor han blankt afviste alle muligheder.«
Peter Bixtofte så ikke sig selv som alkoholiker. Titlen nægtede han at tage på sig.
»På det første behandlingssted i Minnesota i 2002 var det kun folk fra lavere sociale lag, der var der. Det var mænd, der havde levet på gaden. Han havde ingen at spejle sig i. Han klarede sig jo fint, sagde han afvisende. Jeg ville ønske, at der havde været en gruppe til sådan nogle som ham. Velfungerende folk med magt. I min fars øjne var en alkoholiker manden på bænken. Det var ikke en velbegavet mand som ham.«
Eftermælet
Her i de seneste dage har hun fået reaktioner fra nogle af sin fars fans, der har skrevet til hende, at »nu skal vi også lige huske, at Brixtofte var en visionær politiker«. Marie Brixtofte kender det underliggende budskab alt for godt. Du skal ikke sværte din far til.
»Mens han levede, kunne jeg kun kritisere ham over for mine søskende og min mand. Vi kunne aldrig gøre det offentligt, fordi konsensus var, at der var rigeligt med kritik af Peter Brixtofte. Ingen derude ville tage ham i forsvar. Det lå mellem linjerne, at vi skulle stå sammen.«
Da de tre døtre efter Peter Brixtoftes død for tre år siden ryddede op i hans lejlighed, kiggede Marie hans organiserede papirer igennem. Sirligt sat ind i fine chartek i hans mappe lå de der. Døtrenes kærlighedsbreve, som han alligevel havde gemt.
Hun savner ikke Peter Brixtofte. Hun savner sin far. Nogle gange googler hun ham og ser på de mange fotos, imens hun snakker til ham eller tænker på de mange gange, hvor han ringede hende op og sagde de ord, der var de bedste. Dem, der var fyldt med alt det nærvær, alkoholen eroderede.
»Hej, det er bare far.«