Ofte har medarbejdere bare brug for at blive lyttet til – og ikke at chefen tager over og kommer med patroniserende gode råd

Klumme: Det er et af vor tids store paradokser. Der har aldrig været så mange kommunikationsmuligheder, og der har måske aldrig været så meget ensomhed, skriver Berlingskes klummeskribent Niels Overgaard.

Kommunikationschef og forfatter Niels Overgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I filmen »Fight Club« fra 1999 bliver den moderne verdens fremmedgørelse blandt andet illustreret ved, at hovedpersonen, spillet af Edward Norton, opsøger støttegrupper for kroniske sygdomme, han ikke har, for at nogen vil lytte til ham.

Da han møder en anden sorgturist, über-femme fatale Marla Singer, spillet af Helena Bonham Carter, og hun spørger til, hvad han laver der, følger denne replikudveksling:

»Når folk tror, at man er døende, så lytter de virkelig, virkelig til en, i stedet for bare ...«

»... i stedet for bare at vente på deres tur til at snakke.«

Dermed foregriber filmen – der er baseret på bogen af samme navn fra 1996 af Chuck Palahniuk, og dermed er skabt i en tid før smartphones og sociale medier – et af vor tids store paradokser: Der har aldrig været så mange kommunikationsmuligheder, og der har måske aldrig været så meget ensomhed.

»Hvis den vestlige filosofis godfather, Sokrates, havde en superkraft, så var det måske hans evne til at lytte opmærksomt og stille intelligente spørgsmål.«


Og vi har nok aldrig været dårligere til at lytte til andre.

Sokrates’ superkraft

Mennesket er et socialt væsen, hvis evne til at kommunikere har været afgørende for vores opstigning fra oprejst abe til verdens hersker.

Men i en verden af trigger warnings, safe spaces, online-ekkokamre og stadig mere polariseret debat står det efterhånden så skidt til med en af de helt afgørende kommunikative egenskaber, at vi nu er nødt til at skrive (og læse) bøger om, hvordan man lytter til andre.

Det har den amerikanske journalist og forfatter Kate Murphy gjort i bogen »Kunsten at lytte til andre« (Full disclosure: den er udgivet af samme danske forlag, som jeg har udgivet på), hvor hun undersøger fænomenet at lytte.

Det kan virke såre banalt, og er det til en vis grad også, men der var alligevel brugbare perspektiver for en sporadisk motormund som undertegnede. For det første er det ret åbenlyst, og det vidste de gamle filosoffer også, at hvis vi taler mere, end vi lytter, så lærer vi mindre, end vi kunne have gjort.

»Desværre virker det til, at den gode lytning – som egentlig bare består i at være til stede og lade være med at forberede sit eget svar, mens den anden taler – bliver stadig sjældnere.«


Hvis den vestlige filosofis godfather, Sokrates, havde en superkraft, så var det måske hans evne til at lytte opmærksomt og stille intelligente spørgsmål.

Hans udgangspunkt var som bekendt, at alt, han vidste, var, at han intet vidste, og hans metode var netop ikke som sofisternes baseret på at komme med elegant formulerede postulater, men at lade folk udstille deres dårskab med egne ord. Det er kun muligt, hvis man for alvor lytter.

Dernæst er der også helt egoistiske grunde til at lære at snøre spisespalten sammen og lade andre have ordet. Som både en møbelsælger, en CIA-agent og en bartender beskriver i bogen, så kan man opnå præcis det salg, den tilståelse eller den fortrolighed, man ønsker, ved blot at være nysgerrig og lade folk blive trygge og komme til orde.

Jeg har selv erfaret, at det kan være særdeles brugbart også i en mere almindelig ledelsessituation. Ofte har medarbejdere bare brug for at blive lyttet til og forstået – og ikke for, at chefen tager over og kommer med patroniserende gode råd og løsningsforslag.

Den lyttende leder skaber en langt mere ligeværdig omgangsform end den gammeldags hierarkiske. (Er i øvrigt også ret sikker på, at parterapeuter ville anbefale det samme, men jeg har altid haft svært ved at høre efter.)

Empati på skoleskemaet

Desværre virker det til, at den gode lytning – som egentlig bare består i at være til stede og lade være med at forberede sit eget svar, mens den anden taler – bliver stadig sjældnere.

Ansigt til ansigt-samtalen bliver hyppigt afbrudt af den allestedsnærværende skærm, hvor fænomenet »phubbing«, som er en sammentrækning af de engelske ord for »telefon« og »afvisning«, lader den talende part vide, at der er noget på den lille skærm, der er vigtigere, end den person, man sidder overfor.

Faktisk står det så grelt til, at man nu i Vesten er begyndt at sætte empati på skoleskemaet, fordi børn af de digitale generationer ikke alle ad naturlige veje har lært den for mennesket så afgørende evolutionære egenskab at aflæse en andens følelser ud fra ansigtsudtryk og kropssprog.

Og på det såkaldt sociale medie Twitter er opstået et begreb, som indkapsler det giftige i envejskommunikationskulturens paradigme: »Don’t @ me«. Det er en betegnelse, man bruger, når man vil tale grimt om nogen, men ikke ønsker at høre deres svar.

Man vil altså gerne benytte platformen til at få sit eget budskab ud, men man ønsker ikke at gøre det på en måde, der indbyder til dialog, for man orker jo bare ikke modpartens synspunkter.

Et kort kig over Atlanten giver et forvarsel om, hvad for en verden der kan vente os, hvis ikke vi ændrer kurs. Polarisering, had og fordummelse er fremtiden for det samfund, der ikke formår at lytte til hinanden. Så lyt til mig og vær stille.