Ny restaurant vil servere smagen af skovbund og vildtvoksende natur midt på Vesterbro

Økologi, smagen af skovbund og 1,5 hektar vildtvoksende natur. Det er ingredienserne i ny restaurant på BaneGaarden, der åbner torsdag.

Et køkken inspireret af udekøkkener, shelterliv og vild natur åbner på BaneGaarden i København 3. juni. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Den grønne« og »Den vilde«.

Sådan lyder menumulighederne på en ny restaurant i København, der slår dørene op torsdag den 3. juni.

Restauranten hedder »Lade 609«, og åbner på BaneGaarden i København: et område af madoplevelser på DSBs gamle værkstedsområde mellem Vesterbro og Sydhavnen.

Og navnene på de to menuer opsummerer inspirationen bag det nye koncept, der ifølge folkene bag byder på udekøkkener, shelterliv og en smag af åben ild og skovbund.

»Vi drømmer om at skabe en sanselig oplevelse, der minder om den, man får, når man er på tur i de vilde nordiske skove. Tilsat høje gastronomiske ambitioner,« fortæller Linus Kanfall, der står i spidsen for køkkenet på Lade 609.

»Den grønne« og »Den vilde« koster henholdsvis 265 kroner og 295 kroner og består af fem serveringer baseret på økologiske råvarer. Til disse kan nydes naturlig vin og andre økologiske drikkevarer.

I restaurerede træbygninger

Også beliggenheden skal afspejle den grønne og naturlige stemning. Restauranten er bygget i én af de ni bevaringsværdige trælader, der udgør BaneGaarden. Når den åbner torsdag, bliver det med plads til 90 spisende gæster. Og udsigten fra de pladser er til mere end 1,5 hektar vildtvoksende natur.

»Åbningen af vores nye restaurant, Lade 609, markerer for alvor næste skridt for vores planer og drømme for BaneGaarden,« fortæller direktør Carl Johan Paulsen.

»Med Lade 609 vil vi gerne vise, hvor stor en gastronomisk oplevelse det er muligt at skabe og servere med lokale økologiske råvarer og helt simple tilberedningsmetoder, når maden bliver lavet over gløder i et køkken midt i skoven. Samtidig med at det bliver tilgængeligt for alle.«

Ud over restauranten åbner der på BaneGaarden hen over sommeren blandt andet madboder, bageri og pastabar.

Menukortet på »Lade 609« har fokus på vegetariske retter og økologi. Fold sammen
Læs mere