Nej, Mette Frederiksen – coronatrist er ikke i nærheden af at være et dækkende ord

Vi er udfordret på det moderne menneskes grundkrav til tilværelsen – at man kan glæde sig. Og det gør ondt på den mest mærkværdige måde, skriver Berlingskes klummeskribent Nathalie Ostrynski.

Nathalie Ostrynski, souschef på Berlingskes kultur- og livsstilsredaktion, AOK Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

I filmen »En ny dag truer« fra 1993 er skuespiller Bill Murrays karakter tvunget til at gennemleve den samme dag igen og igen i en ond tidssløjfe, når vækkeuret ringer klokken seks om morgenen. Hver dag udspiller sig på nøjagtig samme måde i egen absurditet. Jeg har på det seneste tænkt meget på den film. Dens fiktive univers begynder så småt at mime den frustrerende ulogiske virkelighed, vi danskere befinder os i her under coronaens gigantiske efterårslussing.

Al den farvelade, et menneske anno 2020 har mulighed for at smøre ud over tilværelsen, er sunket ned i jorden. Lad os bare være first world problem-ærlige: Det gør ondt på en helt speciel måde. Væk er glæden over en kommende ferie i udlandet. Væk er planerne om en fest. Væk er en stor del af de sjove aftaler.

Mette Frederiksen kalder det coronatristhed. Jeg er i tvivl, om der overhovedet er et dækkende ord for den aparte tilstand, vi befinder os i lige nu, hvor der ingen udløbsdato er sat. Det er slående, hvor hurtigt og hvor meget runde to påvirker os mentalt.

Vi er vant til at kunne forsøde livet i enten stor eller lille skala, og hvad skal man fylde kalenderen med, når kun hverdagen står tilbage? Mens efteråret daler ned om ørerne på os, træder vi dag for dag ind i det, jeg selv har udnævnt til at være et otte-tals-liv målt på den gamle karakterskala. Det er gennemsnitligt. Hverken godt eller skidt. Bare sådan, tja ... ok.

Det kan selvfølgelig være godt nok, mens andre dele af verden lukker ned. Men det er en mærkværdig følelse at stifte bekendtskab med. Vi er udfordret på det moderne menneskes grundkrav til tilværelsen – at man kan glæde sig. Skiferie tør man ikke booke, sommerferien er et fjerntliggende fatamorgana, og besøg hos venner er nu rykket ud i naturen. Og man finder ud af, hvor vigtigt det er for ens trivsel at kunne se frem til noget.

Tilbage i marts, da Danmark lukkede ned, måtte jeg annullere min rejse til Polen, hvor min far er bosiddende. Nu ligger der en voucher på flyrejsens beløb og blinker trist i min indbakke. For jeg kommer næppe afsted. Om et par måneder fylder jeg rundt, men festen er reduceret til restaurantbesøg med min lille familie. Sådan har vi alle begivenheder, vi går rundt og skærer tænder over.

Alt imens man forsøger at løse den gordiske megaknude, statsminister Mette Frederiksen har præsenteret for os: Hvilke ti personer vil du se og hvordan?

I »En ny dag truer« begynder Bill Murrays karakter at reagere med personlig civil ulydighed på den evige gentagelse. Han slår helt fysisk fra sig og opfører sig tåbeligt. Som den mørke mandsstemme siger i traileren til filmen:

»Han lever livet, som om at der ikke en dag i morgen. For det er der ikke.«

Først da han til slut ændrer sit selvtilfredse jeg og træder anderledes ind i livet, vågner han op til en helt ny dag.

Gid det også snart kommer til at ske for os andre.