Nej, Kasper Holten – fru Mozart var ikke »white trash«

Det Kongelige Teater har fredag aften premiere på verdenssuccesen »Amadeus« om Mozarts stormfulde liv. Man skal bare ikke tro på selve portrætterne. En personlig beretning fra musikredaktøren.

Mozart spilles af Simon Bennebjerg i Det Kongelige Teaters opsætning af »Amadeus« og ligner ham i øvrigt ikke specielt meget – komponisten var for eksempel kun omkring 160 centimeter i højden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Min gamle lærers adoptivfar løb ærinder for H.C. Andersen som lille.

Sådan et faktum virker altid lidt overvældende, temmelig utroligt, næsten umuligt.

Det næste faktum er bare endnu vildere: Adoptivfaderens egne forældre kan meget vel have gået til spil hos selveste fru Mozart i hendes år som københavner!

Enken efter klodens største komponist giftede sig sjovt nok med danske Georg Nikolaus von Nissen og boede fra 1810 til 1820 i Københavns Byrets nuværende lokaler.

Berømtheden kunne så samtidig høre skrigene fra de fysiske afstraffelser på Nytorv lige rundt om hjørnet og fandt også derfor sit nye land lettere middelalderligt med årene.

Da selveste Kasper Holten for nylig kaldte den kendte komponistkone og senere diplomatfrue for 1780ernes svar på white trash – lignede det under alle omstændigheder en sandhed med modifikationer.

Den siddende kvinde yderst til venstre er muligvis Constanze Mozart i egen person! Fotoet blev formentlig taget i 1840 under hendes besøg hos købmandsfamilien Keller i Altoetting og har ligget i kommunens arkiver lige siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA/ALTOETTING CITY ARCHIVE.

Meget udbredt forestilling

Ordene faldt i en af Det Kongelige Teaters meget fine videoer op til musikforestillingen »Amadeus« med premiere denne fredag og har formentlig fået en musikelsker eller tre op af stolene. Constanze Mozart som white trash? Som billig proletar?

Kasper Holten skal nu ikke høre et ondt ord for sit udtryk: Det forvrængede billede af fru Mozart som fattigfin og lettere uordentlig var meget udbredt i det 20. århundrede.

Og det spiller rent faktisk en stor rolle i Peter Shaffers fiktive drama fra 1979 og dermed i Miloš Formans filmatisering fem år senere og nu Det Kongelige Teaters opsætning.

Damen er til gengæld fraværende i dramaets forlæg! Aleksandr Pusjkins lidt glemte »Mozart og Salieri« fra 1830 har faktisk kun de to kamphaner på rollelisten.

»Verden har måske aldrig set et mere musikalsk menneske. Verden har måske aldrig hørt en lysere musik eller en musik med så meget mørke og så store dybder.«


Skribenten fra den russiske romantik ville så godt som sikkert have set et portræt af husets frue som helt utidig snagen i privatlivets fred – og damen selv var for resten også i live endnu!

En utrolig kendsgerning! Historiens korthed er i sandhed fascinerende. Jo ældre man bliver, desto kortere føles afstanden til gamle dage:

Min lærers adoptivfar fører til eventyrdigterens tid, en menneskealder mere fører til den aldrende Constanze Mozarts tid – og bare én generation mere planter os lige foran nogle maniske øjne på udkig efter nærmeste klaviatur eller måske livretten i form af koteletter med knödel.

Et såkaldt fantombillede af Mozart – kreeret af det tyske forbundspoliti på baggrund af malerier og vidneudsagn. Fold sammen
Læs mere

Alt er lige sket

Før vi slår lårene helt sønder af grin over aristokrater med lyserøde parykker på hovedet og fækale gloser i munden, skal vi huske præcis den ting: at folk for forbløffende kort tid siden har kendt de mennesker. At det hele lige er sket.

Komponisten ved navn Joannes Chrysostomus Wolfgangus Theophilus Mozart har i virkeligheden gået rundt omkring os for relativt nylig.

Han har været godt gift, han har boet i en lejlighed med højt til loftet, han har haft kæledyr og i år med gode penge fra operaerne endda ridehest – og han har ifølge alle vidneudsagn lignet en ganske almindelig mand til forveksling.

Det tyske geni er ellers gud. Jeg selv kan knap nok forestille mig noget større.

Verden har måske aldrig set et mere musikalsk menneske. Verden har måske aldrig hørt en lysere musik eller en musik med så meget mørke og så store dybder.

Manden virker i øvrigt selv træt af sit lidt gammeldags navn og gør nar ad det i ikke så få breve: Den unge komponist underskriver sig sommetider med ordene »Wolfgangus Amadeus Mozartus«. Når han da ikke kalder sig »Skydeskivernes kronede poet«. Eller bare »Rosenkrantz«.

Og til almindelig beroligelse: Mozart er ikke en »østrigsk« komponist. Han kommer til verden i 1756 i en ministat ved navn Ærkebispedømmet Salzburg og er hverken østriger eller tysker – om end han mest har set sig selv som det sidste.

Han indleder sin karriere som barnestjerne på bonede gulve over hele Europa og ville i en bedre verden have været forbi dansk musikliv. Berlingske har i hvert fald en note om hans planlagte besøg i København som lille.

Men faderen Leopold hører i mellemtiden om en slags nationalsygdom hos danskerne ved navn »forkølelse« og tager sin guldklump til London i stedet for.

Rejserne har inden længe gjort ham bekendt med stort set alt spændende inden for musik og teater. Og når han resten af sit korte liv sætter sig med blæk og nodepapir, samler han så alle erfaringerne fra sin barndom:

Han husker italienernes sans for sang, han husker franskmændenes smag for smæld på instrumenterne, han husker tyskernes krav om nogle grundige og dybsindige lag i kunst.

Mozarts popularitet over hele verden handler langt hen ad vejen om den geografiske spændvidde i hans musik.

Er kolleger som Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven og Franz Schubert da ikke lige så fantastiske? Jo, men Mozart har alle deres kvaliteter i sin musik – hvor de selv jo kun har en kvalitet af hver. Alle kan høre sig selv i ham.

Teaterdirektøren og instruktøren Kasper Holten i gang med arbejdet på »Amadeus«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Nøglen til succes

Og han ved det godt selv. Han har fundet en nøgle til succes, skriver han til sin far: Både kenderne og almindelige musikelskere skal kunne lide hans ting.

Kenderne skal kunne åbne hans noder og se en arkitektur på højde med pyramiderne – og alle andre skal kunne nyde den uden forudsætninger overhovedet.

Tjek. Lyt engang til hans symfonier eller hans underskønne værker for klaver og orkester. Eller prøv kræfter med operaer som »Così fan tutte« om utroskab og »Tryllefløjten« om frimurernes idealer.

Man bliver rørt helt ind i hjertekulen og sidder altså samtidig med uhyrlige raffinementer og decideret avantgardistiske tricks i ørerne.

Karrierens højdepunkt kommer med hans indkøb af en flot lejlighed i Wien og beslutningen om et liv som byens største operakomponist.

Og det er hér, modpolen Antonio Salieri kommer ind. »Amadeus« handler i høj grad om den magtfulde italiener og hans komplekser over for geniet.

Italieneren har i Mozarts øjne drejet byens smag over mod italiensk musik og vil måske aldrig give ham selv en chance.

Hofkomponisten er i virkeligheden en god mand for Mozart og sætter flere gange hans musik på operaens repertoire i stedet for sin egen!

Salieri fra en lille by tæt på Gardasøen skal i øvrigt leve helt frem til 1825 og dø som højt elsket lærer for både Schubert og Franz Liszt med flere.

Har du uvurderlige manuskripter liggende?

Mozart selv dør af naturlige årsager allerede i 1791 og efterlader alle i chok. Glem de gamle historier om fællesgraven og ligegyldighed fra Constanze og vennernes side. Alle taler om hans tidlige bortgang og finder verden en smule fattigere uden historiens måske største komponist.

Enken gør en stor indsats for hans værker de følgende år og tager alle de ufuldendte stykker og løsbladene med til Danmarks hovedstad.

Hun bliver meget glad for Det Kongelige Kapel og forærer efter sigende en del papirer væk som tak for hjælp – i hvert fald indtil Georg får uddelingerne stoppet.

De to kendisser på hjørnet af Lavendelstræde og Hestemøllestræde ser også Mozarts breve til hustruen igennem og streger en del passager over undervejs.

Bare ikke detaljerne om parrets vaner ved nattetide. Hvorfor præcis de detaljer skulle skånes, ved ingen.

Salieri var en heldig konkurrent til Mozart og helt fin i kanten. Og den gode Constanze har højst været en anelse snæversynet og måske lidt af en snob.

Verden er i praksis sprængt ved Mozarts død. Parykkerne var forsvundet stort set fra den ene sommer til den næste. Revolutionerne havde gjort forskellen på det fine og folkelige sært uvelkommen og dermed lagt en bombe under brændstof nummer ét i Mozarts personlighed.

Når vi føler hans liv som »meget længe siden«, er det altså både helt forkert og en lille smule rigtigt – for verden har måske aldrig set et lys mage til og vil nok heller aldrig gøre det igen.