Nathalie Ostrynski: »Den farlige bermudatrekant er mobiltelefonen, familielivet og jobtitlen«

Nathalie Ostrynski. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg er ikke færdig med at være irriteret over den første anbefaling fra regeringens stresspanel om at lukke forældreintra ned. Debatten har raset, men det nærmest nedladende råd står stadig tilbage og lyser i al sin tåbelighed.

Vupti! Sådan fik man reduceret en stor folkesygdom til et banalt spørgsmål om beskeder om Maries forsvundne jakke og legegrupper i 0.A.

Som mor til to børn (hvoraf et er i skolealderen) kan jeg klart melde ud, at det ikke er forældreintra, der udgør en potentiel trussel om at sende mig i hænderne på en stresspsykolog. Alle de mennesker, jeg kender, der har mærket den invaliderende kraft af stress, er heller ikke vågnet om natten badet i sved på grund af lidt for mange notifikationer fra Ellas far eller Victors mor. Hverken spelt, Instagram, crossfit-træning eller trivselsgrupper får selv de stærkeste til at tumle omkuld.

Stressreaktionen har ramt dem, fordi der ingen kobling har været mellem privat- og arbejdsliv, eller fordi de ikke har følt sig anerkendt eller været afskåret fra at kunne udføre deres arbejde på en ordentlig måde. Det er udefinerede arbejdsopgaver, et konstant krav om foranderlighed, en grov performance-kultur, manglende nærvær i familien og en fornemmelse af at svømme rodløst rundt i eget liv, der blandt andre ting har antændt en stresstilstand.

For andre eksisterer der givetvis andre årsager, men jeg gætter på, at de færreste tager et møde med chefen om en langtidssygemelding, fordi »jeg har mistet overblikket over forældreintras indbakke og ikke kan nå forældrekaffen på onsdag.«

Ingen simpel løsning

Jeg er ikke færdig med være irriteret over anbefalingen, fordi den viser, at der stadig er lang vej i forhold til at have en seriøs samfundsdebat omkring stress.

Hver gang vi taler om stress, kommer der en masse flade husråd om at tjekke mindre Facebook, købe mere takeaway eller besvare færre mail, men mange af os skal jo svare chefen eller se datoen for næste møde i grundejerforeningens Facebook-gruppe. Vi skal passe vores arbejde og have styr på kalenderen. Stress er også blevet et åbent tag-selv-bord for de mere dubiøse hjørner af coaching-industrien, der udsteder en masse falske løfter om et evigt, roligt liv, hvis man bare lige køber det her retreat/kursus.

Redningskransen er måske bedre søvn, nul skærm efter klokken 17, mere praktisk arbejde med hænderne ude i haven, eller hvad vi nu fortæller hinanden, når vi ser en ven eller kollega med trætte øjne. Ingen af os ved det reelt. Vi ved kun, at vi skal være offensive i vores eget liv. Engang levede man bare.

Vi moderne mennesker befinder os i en rivende malstrøm, der ikke er set før. Den farlige bermudatrekant er mobiltelefonen, familielivet og jobtitlen, der får os til at styrte. Når de tre ting bliver lagt sammen med høje forventninger, uforudsigelighed, pseudoarbejde og store kasser med KPIer opstår et lumsk krydsfelt.

Det vil jeg som både borger og forælder gerne have et lødigt bud på, hvordan vi slipper ud af – ikke et fjollet, ligegyldigt råd om at lukke ned for forældreintra.