Morten Hesseldahl: Hvis ikke man skelner mellem kunst og kultur, ender det med, at man misforstår begge dele

Det er afgørende, at politikere forholder sig til kunsten, bruger den selv og sætter ord på, hvad det er, den kan, fremfor at svinge populistiske pegefingre og dunke den »fine« kunst i hovedet med den »folkelige« kultur. Som om de to størrelser nogensinde har været hinandens modsætninger, skriver Berlingskes klummeskribent Morten Hesseldahl.

»Kulturministeren synes at mene, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i Det Kongelige Teater. Det kan hun for så vidt have ret i. Der er bare ikke lige meget kunst,« skriver Morten Hesseldahl, Gyldendals direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Udfoldelser på håndboldbanen giver blå mærker, sved på panden og en følelse af fællesskab. Håndbold er et fornemt eksempel på dansk kultur. Mødet med kunst kan resultere i alt fra en inderlig oplevelse af kedsomhed til vigtige, nye måder at se sig selv og verden på.

Kulturministeren synes at mene, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i Det Kongelige Teater. Det kan hun for så vidt have ret i. Der er bare ikke lige meget kunst.

Kulturen er i bred forstand fortællingen om os som folk. Det er vores sprog, vores former, normer og vaner. Det er maden på bordet, turen rundt om søerne og vores medvirken i det lokale kor. Det er alt det, der gør os til dem, vi er.

Kunsten udspringer af kulturen og handler om erkendelse. Kunsten slår kontra på det forudfattede og åbner for mulighedsrum, som vi kan udforske hver især eller bruge som inspiration, når der for eksempel laves politik.

»Vi skal have kunst, fordi vi som mennesker og samfund har brug for de små og store glimt af det sublime. Også selvom det indimellem synes kun at henvende sig til de få.«


En stærk kultur at kunne give videre er vigtig, men det er en vital, opløftende og nogle gange provokerende kunst sandelig også.

Hvis ikke man skelner mellem kunst og kultur, ender det med, at man misforstår begge dele. Så er der pludselig ikke længere nogen forskel på crossfit og Inger Christensen, på håndbold og ballet. Det hele er bare »kunstogkultur«.

Politikere og kunst

Når det handler om kultur, er deltagelse en dyd. Kulturen lever, når den involverer, og det gør den i Danmark. Fra frivillige miniputtrænere i fodboldklubben til blåfrosne sambadansere ved det årlige karneval. Danskerne er vilde med de kulturelle fællesskaber, der i øvrigt sjældent koster staten en krone.

Anderledes er det med kunsten. Meget af den forudsætter støtte, og sådan har det altid været. Konger, mæcener eller nu staten må træde til og holde hånden under det, som markedet ikke kan bære igennem alene. Det kunne for eksempel være ballet, symfonisk musik eller scenekunst på allerhøjeste niveau.

Den slags prioriteringer vil altid være genstand for kritik, for hvad skal vi med kunst, når der er så mange sociale eller sundhedsmæssige problemer, der ligger uløste hen?

Jamen, vi skal have kunst, fordi vi som mennesker og samfund har brug for de små og store glimt af det sublime. Også selvom det indimellem synes kun at henvende sig til de få.

Det sidste skal man hele tiden bestræbe sig på at ændre på. Det bedste af det bedste skal ud til de fleste, sådan som Socialdemokratiet tidligere har betonet, men at det ikke altid sker, er ikke i sig selv et argument for, at det bedste af det bedste ikke er vigtigt.

Det er derfor også afgørende, at politikere forholder sig til kunsten, bruger den selv og sætter ord på, hvad det er, den kan, fremfor at svinge populistiske pegefingre og dunke den »fine« kunst i hovedet med den »folkelige« kultur. Som om de to størrelser nogensinde har været hinandens modsætninger. Det er de ikke. De har til gengæld heller aldrig været ét og det samme.